Kender I det? Bedst som man sidder efter aftensmaden, og er enormt højhellig og tænker “det her sukker-afhængigheds-fis har jeg da bare TOTALLY styr på” imens man pudser sin glorie og føler sig en a-n-e-l-s-e bedre end alle andre – så sker dét her: Man hører Bountybaren kalde fra skabet “kooooom nu Liiiiine…. du veeeed du vil ha’ mig…jeg smaaager såååå godt” en indladende blød stemme med en sensuel klang, der næsten automatisk får min krop til at flyde hen imod skabet…..bare lige for at se (og kun se) om det faktisk passer, at der ligger sådan en lille lækkerfis af en Bounty derinde og er ensom. Stopper mig selv på halvvejen og sætter mig beslutsomt tilbage i sofaen. NEJ....

ØV ALTSÅ…nu gik det lige så fantastisk med træningen, F1 og alt det. Så bliver man groundet i (minimum) 1 uge fordi den ene boob pludselig hæver op (det kunne jo være en god ting – men desværre er det på en noget ucharmerende måde). Ibuprofen-kur og “tage den lidt med ro” Har trøstespist 4 stykker knækbrød med smør OG et par sukkerfri bolcher. Men det er selvfølgelig bedre end at bunde en 300g Haribo på 3 sekunder ren. Trods alt. Heldigvis falder min grounding sammen med en forkølelse. Og endelig kan man jo sige, at det ikke KUN er negativt, at man ikke MÅ træne… Fru Appel

Så nåede jeg dag 13 – eller faktisk dag 14 i Forever Fit F1 programmet – men var syg en enkelt dag, hvor jeg lige meldte mig ud og spiste knækbrød og lakrids. Med turen til og fra køleskab og køkkenskab som eneste motion. Så; officielt dag 13 i programmet. Efter en længere (frustrerende) periode med stilstand på vægten, men dog lidt tabte cm,  har vægten taget et ordentligt hop ned – og jeg har nu tabt 11 kg siden nytår – incl. nye bryster, ferier, op- og nedture osv. YES! Må dog sige, at det var C9, der for alvor fik mig igang med 2. runde her efter sommerferien – hvor jeg også har genoptaget træningen. Den har ellers...

Idag er jeg på dag 6 i F1. Og det var egentlig meningen at jeg kun ville opdatere om F1 på fredage – det har så vist sig vanskeligt. For det fylder jo en del i min hverdag – særligt når jeg bliver mindet om det hver eneste gang, jeg bevæger mig. Styrketræningsprogrammet havde nær taget livet af mig idag. Til trods for (meget) høj, (latin) musik, var jeg lige ved at give op. Kan nu ærligt sige, at der ikke er meget jeg afskyr mere end lunges (det være sig forlæns, baglæns samt med eller uden vægt) Hele træningsseancen endte med, at jeg blev lidt svimmel og fik kvalme. Jeg er jo ikke VANT til at styrketræne – mere...

Her sidder man så med helt enormt ondt på unævnelige steder (ok så – bagdelen), lårene, mavemusklerne og så har jeg helt sikkert glemt et par muskelgrupper. Første gang jeg kastede et blik på træningsprogrammet i F1 tænkte jeg lidt…”ork..no problem – klarer jeg fint”. MEN…AVS. På den ene side er det jo rart konstant at være mindet om, at man faktisk gør en indsats. På den anden side set er det bare drønubehageligt at skulle lade sig falde de sidste cm, når man skal sætte sig – fordi lårmusklerne simpelthen giver efter, og nægter at samarbejde. Særligt på et hårdt toiletsæde. Jeg føler jeg mig virkelig gennemarbejdet, når jeg har kørt de 3 sæt af helt klassiske øvelser som...