Sidste regel – og den, der skal gøre hverdags/weekendlivet til at leve indimellem. Det er ikke en blankocheck til at fylde sig med alt muligt mærkeligt – men bare en lille “hundelem” der gerne skal gøre, at man ikke går rundt i en tilstand af selvhad og dårlig samvittighed, hvis man indimellem spiser noget, man godt ved, ikke er ideelt for kroppen (og spejlbilledet). Med denne regel slutter mine 10 dage med leveregler. Nu gælder det så bare om at have dem in mente, når jeg arbejder videre med mit bikini-projekt. Den 10. juli tager jeg på sommerferie. Det vil altså sige, at jeg har en måned og 7 dage tilbage, til at blive tæske-bikinilækker. Hvad er tæske-bikinilækker så? Altså…....

Jada… endelig noget der bare er MEGA-nemt! Og som i mit hoved giver supermeget mening. Jeg er færdig med at spise alle mulige mærkværdigheder bare fordi de er sunde og gode for mig. Mad skal være nydelse. Mad skal være en lidenskabelig oplevelse (yes.. for mig kan en flad leverpostej med agurk under de rette omstændigheder komme på højde med et godt kys!). Har I nogensinde set Nigella Lawson (som jeg af mange årsager beundrer grænseløst – se hende bl.a her) smage på noget særlig lækkert, og set hendes ansigt hensynke i nydelse og lyst over maden?… så ved I, hvordan jeg gerne vil have det, når jeg spiser. Og lige som med sex er der selvfølgelig forskel på hverdagsudgaven,...

  Endnu en praktisk regel – som jeg har MEGET svært ved at følge. Når jeg laver mad har jeg en meget kedelig tendens til at prøvesmage langt mere end nødvendigt. Jeg mener; jeg ved godt at det er helt nødvendigt at prøvesmage mad, når man laver den, fordi man jo skal smage til med salt, peber og krydderier. Meeeeeen det er jo ikke det samme som at man skal stå bøjet ind over gryden med en ske og slubre i sig. Det samme gælder ved den (lettere uhumske) vane, hvor man lige snapper lidt rester, når man rydder af bordet. Den oplagte løsning var jo, at få andre til at lave mad. Men; hr. Appel kan ikke koge et...

Det lyder bare så enkelt at drikke de der 2L vand om dagen. Men de er det altså ikke. Bare det at HUSKE det. Jeg har en hukommelse som en si (øjeblik – stormer lige ud i køkkenet og fylder et stort glas med vand og is) og vand er bare ikke sexet (medmindre det i slowmotion løber langsomt ned over en veltrænet mande-torso) Så det er lidt pligt-agtigt. Samtidig er der ingen tvivl om, at man kan mærke en virkelig effekt (eller jeg kan) når jeg husker det. På arbejde har jeg en grim, stor plastik-drikkeflaske, hvor der er ml-mål på. Jeg fylder den hver dag op til 1.000 ml, og målet er at drikke det hele fra kl....

  De tidligere regler/fokuspunkter har i virkeligheden været meget overordnede. Nu er det tid til noget helt konkret. Jeg får de vildeste cravings. Ligesom i fuldstændig ustyrlig trang til at kaste hvad-som-helst med sukker (eller bare sukker) i munden. Det er en impuls, der helt sikkert handler om noget andet, og jeg bliver som regel rigtig ked af det bagefter. Jeg har jo slet ikke nydt det, jeg har spist, eller bare smagt på det. Jeg har fundet det i et skab og bare kastet det i munden i smug og stående stilling. Jeg ved ikke om jeg nogensinde får helt styr på det – men nu i min fremskredne alder går det bedre. (og nej, mine tanker kredser overhovedet...