Regel 9: Projekt Slangeskinds-Bikini-Klar

Jada… endelig noget der bare er MEGA-nemt! Og som i mit hoved giver supermeget mening.

Jeg er færdig med at spise alle mulige mærkværdigheder bare fordi de er sunde og gode for mig. Mad skal være nydelse. Mad skal være en lidenskabelig oplevelse (yes.. for mig kan en flad leverpostej med agurk under de rette omstændigheder komme på højde med et godt kys!).

Har I nogensinde set Nigella Lawson (som jeg af mange årsager beundrer grænseløst – se hende bl.a her) smage på noget særlig lækkert, og set hendes ansigt hensynke i nydelse og lyst over maden?… så ved I, hvordan jeg gerne vil have det, når jeg spiser.

Og lige som med sex er der selvfølgelig forskel på hverdagsudgaven, udført i al venskabelighed mellem 22 og 23 tirsdag aften, og så den vilde, overdådige performance en lørdag nat i en lækker hotelsuite med en lille-bitte promille i blodet, er der forskel på, hvordan maden kan og skal opleves.  Man kan selvfølgelig ikke sammenligne leverpostejmaden serveret med isvand  med en perfekt tilberedt chateaubriand serveret med en endnu mere perfekt Bordeaux. Men begge dele har sin berettigelse – og begge dele fortjener at man nyder og værdsætter det, for hvad det er!

Nå – men jeg har fundet ud af, at rå grøntsager i det store og hele ikke rigtig siger mig noget. Fixe små feminine salater er bare… ikke mig. Jeg foretrækker mine grøntsager tilberedt: Ovnbagte tomater (whats not to love), en tomatsauce proppet med grøntsager (og blendet til en ensartet masse, så børnene ikke opdager at de spiser squash, gulerødder, eller hvad man nu lige har fundet på), en fløjlsblød blomkålsmos eller en omgang brutal karrykål – love it. Men råt? Nej tak. Eller… ingen regel uden undtagelser. Spiser fx mange rå tomater (selvom de faktisk kun bliver sundere af at blive tilberedt), gulerødder og agurk…

Så – for at få min mad i overensstemmelse med nydelsesreglen (#1) så er det altså slut med at bilde mig selv ind, at det smager godt – alene fordi det er sundt. Jeg er 40 år gammel. Nogen der tør brokke sig over, at jeg er kræsen? anyone?  og så laver jeg jo også langt det meste af familiens mad, så jeg bestemmer sådan set selv. Og salat er sjældent på menuen hjemme hos os.

Det gælder selvfølgelig også den anden vej. Hvis der er noget usundt på bordet, som jeg i bund og grund ikke synes er lækkert (chips fx) – så er der jo ingen grund til at spise det – selvom jeg måske gerne vil nyde noget lækkert.

Således besluttet (og lettere tændt af et lidenskabeligt bål) vil jeg bevæge mig i køkkenet og tilberede aftenens orgie: Omelet fyldt med en spinat/kalvekødsblanding.

Fru Appel