OH NO. Min trofaste frisør igennem de seneste år stopper sit virke som frisør. Hun skal ikke fortsætte et andet sted – men ud og køre som sælger af hårprodukter. HVAD TÆNKER HUN PÅ? Mener; godt nok lider hun af lidt vandeksem og sådan – men hun kunne nu godt tage lidt mere hensyn til mine behov. Synes der burde indføres en lov: Frisører som har faste (trofaste) kunder må ikke få børn, skifte karriere eller job (medmindre det er indenfor en overskuelig geografisk distance, så man kan flytte med). Hvad gør jeg nu? Hun kan nå at tage sig af mit hår 1(!!) gang mere inden hun stopper, og så er jeg i frit hår-fald. Man lægger jo ikke...

Kender I det? Bedst som man sidder efter aftensmaden, og er enormt højhellig og tænker “det her sukker-afhængigheds-fis har jeg da bare TOTALLY styr på” imens man pudser sin glorie og føler sig en a-n-e-l-s-e bedre end alle andre – så sker dét her: Man hører Bountybaren kalde fra skabet “kooooom nu Liiiiine…. du veeeed du vil ha’ mig…jeg smaaager såååå godt” en indladende blød stemme med en sensuel klang, der næsten automatisk får min krop til at flyde hen imod skabet…..bare lige for at se (og kun se) om det faktisk passer, at der ligger sådan en lille lækkerfis af en Bounty derinde og er ensom. Stopper mig selv på halvvejen og sætter mig beslutsomt tilbage i sofaen. NEJ....

Så er det godt nok blevet efterår. Fik jo nærmest et (kulde)chok, da jeg trådte ud ad døren i morges. Har frosset hele dagen. Jeg tænker umiddelbart det er en kombination af henholdsvis 11 tabte kg (er altså ikke helt så godt polstret og klar til vinteren som sædvanlig) og så det faktum, at jeg mangler en efterårsjakke. Min spritnye læderjakke, som jeg købte i foråret, er nemlig blevet ALT for stor. Det er selvfølgelig dejligt. Men også lidt “arhhhhh” har kun haft den på ganske få gange. Sådan en supertjekket biker-jakke. Men nå, i det mindste har jeg en god undskyldning for at købe en ny efterårsjakke. Nå – men der er jo masser af gode ting ved efteråret...

Nu kunne jeg jo skrive noget virkelig up-beat om min glamourøse weekend, og hvor fantastisk jeg har været – og ting. MEN; brutalt ærligt: Fredag kom hr. Appel sent hjem (for gud-ved-hvilken-fredag-i-streg), og jeg var ret ensom (bortset fra, selvfølgelig, at jeg var omgivet af både egne og andres børn, jeg driver en slags fritidshjem her, nogle gange). Legede med mit kamera i telefonen og tog en masse selfies. I sort/hvid. Vil gerne lige sløres lidt, når make-uppen er slidt og min ansigtskulør er lidt gusten efter en travl uge. Til gengæld fik jeg afprøvet mit selfie-brille look. Utroligt som man kan blive opfindsom, når man keder sig. Lørdag var reserveret til spændende og interessante ting som: at hive hr....

Jeps.. det var spørgsmålet fra chefen, da han spottede mig på gangen idag på arbejde. Efter et hurtigt kig ned ad mine ben kunne jeg konstatere, at jeg altså ikke var mødt på arbejde i trusser. Heldigvis. MEN; der er nok en anden, gyldig, grund til min chefs udbrud: Det er første gang, i ihvertfald et par år, jeg er mødt op på arbejde i bukser. Normalt har jeg altid kjole eller nederdel på. Har bare ikke kunnet finde de rigtige “pæne” bukser til min figur i flere år. Selvfølgelig har jeg haft bukser og jeans – men absolut kun til fritidsbrug. Nåja – og joggingbukser. MASSER af joggingbukser til “jeg-vil-absolut-ikke-ses-af-NOGEN-brug” derhjemme. Det er de bukser jeg elsker højest!!! Igår...