–o0o– Eufori.. og jahhhh.. nyt projekt. Ny sti. Ny vej at følge imod et lykkeligere og bedre liv.. og måske endnu et redskab til at komme godt og konstruktivt igennem midtvejskrisen. Beslutningen er taget. Sunde kurver er vejen frem. I mit seneste blogindlæg skrev jeg om, hvordan jeg vil hive mig selv ud af diætkulturens klør. Et sted jeg har siddet godt og grundigt fast i de seneste 40 år, med megen selvhad, nederlag, tårer og buler i selvtilliden til følge. Det har fyldt SÅ meget. Alt for meget. Og er desværre en del af en nedarvet kultur blandt kvinderne i min familie. På den måde er jeg stærkt tilfreds med, at jeg ikke har en datter, jeg kan ødelægge...

Nåmen; i morgen starter mit yngste barn i gymnasiet. Endnu et tegn på, at jeg frister en empty-nester tilværelse lige rundt om hjørnet. Shit. Jeg GLÆDER mig på hans vegne (og på storebrors vegne, da han skal i 2. G og glæder sig meget til at have fri mobbe-adgang til lillebror i dagligdagen..). Og jeg er sikker på, han nok skal klare det i fin stil, sød, kløgtig og arbejdsom, som han er. Men hvad med mig? Altså først og fremmest glæder jeg mig mest over, at jeg er HELT færdig med forældreintra og VIGGO. Som i HELT færdig. Har aldrig været fan. Men udover det, synes jeg det kan være lidt svært at finde glæden ved endnu et kapitel,...

Ak ja – årets store knaldeferie er nu blot et minde, omend et dejligt et, der skal fungere som en stor indbetaling på parforholdskontoen, så saldoen forhåbentlig er i positiv det næste års tid! Ja – vi har været i Mexico igen. Forkælelse, kys, kram, dans og tid i 10 lange dage (og næsten længere nætter). Som sædvanlig kommer vi hjem som flirtende, nyforelskede, hviske-tiskende teenagers med kroppene fulde af hormoner og sommerfugle. Igen har vi fundet ud af, hvorfor vi stadig – 23 år inde i forholdet – kan konstatere, at vi havde ret, da det føltes “lidt specielt” dengang i vores sene teenageår, da vi stødte ind i hinanden ved et tilfælde, og siden aldrig rigtig gav slip...

Nu er det en uge siden, hr. Appel og jeg hjemvendte fra en uges magisk knaldeferie på Jamaica. Som altid flirtende, forelskede og fjantede som et par teenagere i brunst. Fordi det bare er så fornøjeligt og fantastisk at være frie, unge og uden verdens byrder på skuldrene. At opdage og genopdage hinanden uden at være omgivet af hverdag, forpligtelser og modenhed. Til gengæld fik jeg ikke rigtig taget nogle billeder – vi havde en ret streng “telefonen bliver på værelset” politik! For ja; vi har opført os så fuldstændig uansvarligt, som vi plejer når vi er afsted på tur alene, og uden dagligt ansvar for vores børn. Jeg skal ikke opremse striben af mærkværdigheder, men dog blot nøjes med...

Nu skriver jeg jo ofte om knaldeferier, eksotiske rejser, nyt tøj, glamour – stil og lir. Men altså kære læsere, sådan er mit liv jo (desværre kan man sige) ikke hele tiden. Eller det meste af tiden for den sags skyld. I skrivende stund ligger jeg i min sofa og småfryser, fordi hr. Appel har skruet ned for varmen lige tidligt nok på sæsonen – og det er ret koldt udenfor. Jeg er iklædt virkelig gamle mørkegrå joggingbukser, en skrig-pink hoodie og fluffy strømper, der engang var lyserøde, men på nuværende tidspunkt beskrives de bedst som grå-nussede. Jeg har mine gamle briller på, og makeup’en er ved at være godt trist og brugt at se på. Gad nemlig ikke tage...