Min søn – særlingen Igår skrev jeg – ovenpå en hård dag – mit indlæg om at være en “påfugl” et ord jeg bruger for mig selv og andre, der stikker lidt ud her i verden, måske er lidt socialt akavede eller “larmende” både i faktisk og overført betydning (læs det her). Jeg var ked af det og lidt vred, idet oplevelser i løbet af dagen, triggede nogle gamle og – troede jeg – forlængst glemte følelser af at være “forkert” i en rigtig verden. Jeg har modtaget en overvældende respons på mit blogindlæg. Brugte meget af aftenen på at besvare søde personlige beskeder, der gjorde mig opmærksom på, at jeg bare skal være den jeg er – og FUCK...

Som oftest overbeviser jeg mig selv om, at jeg er kommet videre fra dengang. Dengang hvor jeg altid følte mig anderledes, skæv og synlig på den uønskede måde. Dengang ude i Lønborg, hvor mine forældre var anderledes, hvor jeg var anderledes, og hvor jeg virkelig kæmpede for at være “normal” og “lige som de andre”. Når man er barn, er det faktisk ikke rart at skille sig ud og være én, som alle andre ved, hvem er. Og som alle føler sig berettiget til at have en mening om, blot fordi man ikke er som dem. For det meste tror jeg faktisk selv på, at jeg har elimineret den usikkerhed og de mange tanker der var forbundet med at være  anderledes....

Ak ja – årets store knaldeferie er nu blot et minde, omend et dejligt et, der skal fungere som en stor indbetaling på parforholdskontoen, så saldoen forhåbentlig er i positiv det næste års tid! Ja – vi har været i Mexico igen. Forkælelse, kys, kram, dans og tid i 10 lange dage (og næsten længere nætter). Som sædvanlig kommer vi hjem som flirtende, nyforelskede, hviske-tiskende teenagers med kroppene fulde af hormoner og sommerfugle. Igen har vi fundet ud af, hvorfor vi stadig – 23 år inde i forholdet – kan konstatere, at vi havde ret, da det føltes “lidt specielt” dengang i vores sene teenageår, da vi stødte ind i hinanden ved et tilfælde, og siden aldrig rigtig gav slip...

Jeg har været usædvanligt tavs igennem de seneste måneder. Egentlig ikke med vilje – men jeg har ikke haft det store på hjerte. Eller også har jeg haft for meget i hjernen. Som jeg har skrevet om her er min ældste søn – the one and only Sebastian – rykket på kostgymnasium, i erkendelse af, at Herning ikke er stedet for ham og hans kunstneriske ambition. Min yngste søn, Tristan, er lige fyldt 11. Min mellemste søn, Noah, er 12 år –  ret meget højere end mig, med en stemme i rivende overgang (seriøst: udsvingene er helt sindssyge!) og pubertetshormoner flagrende i sit kølvand. De har alle 3 meget større fødder end mig. Hen over sommeren har jeg været – om...

Egentlig troede jeg, at det ville være nemmere denne gang. jeg mener; han blev jo sendt på efterskole sidste skoleår. Og vi har længe vidst, at det bedste for ungen, vil være at dyrke sit kunstneriske talent alle mulige andre steder end i Herning, Danmark. Vi besluttede jo så, at han skal på kostgymnasium i Oure, hvor han på deres “Performing Arts” linje skal dyrke skuespillet på en mere seriøs facon, samtidig med at han fortsat kan trække næring i et miljø, der er mere stimulerende, end dét, vi kan tilbyde her i byen. Jeg tog en kort mommy-blues nedtur over, at han ikke ville vende hjem og gå på gymnasiet, men jeg kom hurtigt videre, og troede jo så...