Flere påfugletanker

Min søn – særlingen

Igår skrev jeg – ovenpå en hård dag – mit indlæg om at være en “påfugl” et ord jeg bruger for mig selv og andre, der stikker lidt ud her i verden, måske er lidt socialt akavede eller “larmende” både i faktisk og overført betydning (læs det her).

Jeg var ked af det og lidt vred, idet oplevelser i løbet af dagen, triggede nogle gamle og – troede jeg – forlængst glemte følelser af at være “forkert” i en rigtig verden.

Jeg har modtaget en overvældende respons på mit blogindlæg. Brugte meget af aftenen på at besvare søde personlige beskeder, der gjorde mig opmærksom på, at jeg bare skal være den jeg er – og FUCK hvad verden mener om det. Tak til alle, der har været så søde at tage sig tid til at trøste mig, og styrke min selvtillid og min følelse af at være værdsat – forpjuskede påfuglefjer til trods. Jeg tror ikke rigtig, I er klar over, hvor meget det betød i lige netop den situation.

Og så undrede jeg mig over en enkelt kommentar fra en gammel skolekammerat, som udover at “hjerte” mit link til bloggen (og tak for det) skrev, at hun egentlig ikke husker min familie og jeg som værende “anderledes”.

Min første reaktion var sådan lidt: Hvilket alternativt univers eksisterede hun mon i, dengang vi var børn?. Dengang hvor jeg havde det så dårligt i skolen, at skoleskift flere gange var på tale. Dengang hvor drillerier og almindelig ligegyldighed gav mig mavepine og hvor ensomhed var min faste følgesvend? Dengang hvor jeg til en børnefødselsdag blev fjernet fra de andre piger, så en flok damer i køkkenet kunne forhøre sig om mine forældre, hvad de lavede, hvor de kom fra, imens jeg bare stod og følte mig helt vildt forkert og anderledes. På den anden side har ingen jo levet min virkelighed.  Heller ikke min helt sikkert velmenende gamle klassekammerat. Jeg eksisterede i perifirien af normaliteten i klassen  – jeg vil ikke gå så langt som til at kalde mit barndoms-jeg for et “mobbe-offer”, men det hænger vist også sammen med at jeg kategorisk nægter at være et offer, og istedet vælger at tage det som en erfaring, der for alvor har gjort mig stærk og givet mig et godt og tykt skjold, som jo altså er nødvendigt, når ens personlighed stritter lidt hid og did. For andre har jeg sikkert mest bare været lidt sjov at drille og ellers bare overset.

Og allerede dengang var jeg rapkæftet og har vist heller ikke virket som et offer i andres optik.

Vi levede i et samfund præget af snæversyn og en vis grad af social kontrol, derude i det mørke Vestjylland i de tidlige 80ere. For de, der følte sig hjemme i den verden, føltes det vel ikke som et åg – for andre af os var det en evig kamp om at passe ind, eller alternativt gøre oprør mod normerne. Jeg præsterede begge dele i løbet af de år, vi boede i huset på bakken, i Lønborg. Jeg havde ikke en dårlig barndom overhovedet. Mine forældre formåede trods alt at udstyre mig med et selvværd, der var stærkt nok til at jeg kom nogenlunde uskadt igennem ubehagelighederne, selvom min selvtillid i perioder lod noget tilbage at ønske. Og det var bestemt ikke alle mine skoleår jeg havde det svært – det var sådan lidt op og ned. Værst i de små klasser, hvor jeg stadig kan få ondt i maven ved tanken om nogle af de ondskabsfuldheder, jeg blev udsat for. Og det hele dukkede så op til overfladen igår. For en kort bemærkning var jeg lige “Line 6 år” dengang hun stolt stod på en bus i sin fine nye røde jakke og måtte lægge øre til et kor af yndige pigestemmer, der koordineret sang “Lines Jakke er Griiiiim”. Jeg havde fået jakken dagen før – på min fødselsdag. Den var så pæn i sin røde farve – i kontrast til alt det grå, blå og brune. Men jeg blev aldrig rigtig glad for den efter den dag.

Men; det var som sagt min virkelighed. Ikke andres.

Gårsdagens oplevelser og følelsen af at være forkert, har sat en del tanker igang. For jeg ved jo, at det ikke kun er mig, der indimellem kæmper med at være rød i en blå verden. Tilværelsen er blevet mere ensrettet. Det gælder både i almindelighed men også på fx arbejdspladser og skoler, hvor der ikke er helt den samme plads til at rumme forskellige mennesker, fordi alting handler om produktion og effektivitet – og meget lidt om mennesker. I skolerne og dagsinstitutionerne er børneflokkene store og lærere og pædagoger har ikke ressourcerne til at understøtte børns forskellighed.

Mit bedste eksempel er fra min søns børnehave. Min ældste søn. Han er 17 år gammel nu, og har i øvrigt nikket ja til, at jeg fortæller hans historie på bloggen. Hjemme hos os er ord som “nørd” og “særling” mest af alt en kompliment.

Da han var 3 år gammel og gik i børnehave var han en særling (det er han i øvrigt stadigvæk og jeg er SÅ stolt af ham!). Han tullede alene rundt med sit lyssværd og insisterede på at lege StarWars med den originale dialog – han sang selv musikken og tilsatte lydeffekter. Det var i den samme alder han første gang proklamerede, at hans livsdrøm var at instruere de sidste 3 Star Wars film (fuck jer, Disney!). Han legede ikke med de andre børn, havde en masse mærkværdige ritualer og opførte sig slet ikke som det sig hør og bør for en fornuftig, standard-3-årig.

En pædagog, der var meget fremme i skoene (hun havde været på kursus) meddelte mig at mit barn “nok havde Aspergers” og at der skulle sættes diverse tiltag i søen for at få det bekræftet, for de var MEGET bekymrede for hans mærkelige adfærd. Han var asocial, hed det sig. Unormal. Forkert. Kunne ikke interagere med de andre børn. Sebastian var mit første barn. Jeg havde NO CLUE om, hvordan man lige håndterede at være mor til en særling, så jeg gik blindt med på alt, hvad der blev foreslået. En psykolog blev tilkaldt og observerede mit sære barn. Efter flere møder og en meget ulykkelig mig (en ting er selv at være lidt til en side, noget helt andet er, når nogen påstår, at ens barn er det) kom psykologen med sin udtalelse. Barnet var normalt. Bare klog. Intellektuelt var han på niveau med en 14-årig. Følelsesmæssigt knapt alderssvarende – og det gav ham så de sociale udfordringer. De andre børn anede simpelthen ikke hvordan de skulle lege med ham, fordi han var et helt andet sted.

Psykologen anbefalede en mindre skole til Sebastian, fordi han havde det svært med for store og voldsomme rammer. Det blev starten på en lykkelig skolegang. Børnehaven mente så absolut at der skulle noget ekstra hjælp indover ved skolestart. Skolen sagde pragmatisk: “Giv det nu lige lidt tid – lad ham falde til og så må vi se – alle børn er forskellige, og det har vi plads til”

Det var dét, der skulle til. En skole med forståelse for, at børn er forskellige, udvikles forskelligt og at det er en gave. Mit asociale barn blev i løbet af årene på skolen til noget af det mest udadvendte og sociale man kan forestille sig. I 1. klasse fik han på eget initiativ skrevet, instrueret og opsat et Star Wars skuespil i sin SFO. Fordi det gav de plads til. Det var ikke stor kunst. Men han knoklede og arbejdede og slæbte sin store lyssværdsamling med i skole hver dag, så de kunne øve. Og mor var stolt. Siden dengang har Sebastian, mit overdrevent sociale barn, stået på mange scener og givet den gas i skuespil, musicals og koncerter. Han er blevet et spændende, anderledes og dejligt menneske fordi NOGEN så ham og hans særlinge-tilbøjeligheder som noget godt og rigtigt. Jeg er faktisk ret sikker på, at han vil blive en god samfundsborger med masser at tilbyde  – fordi han er blevet accepteret som han er, i de afgørende år og sidenhen lige så kompromisløst som sin mor stået på sin ret til at være sig selv Jeg tør ikke engang gisne om, hvad der var sket, hvis man havde forsøgt at kurere ham for hans særlinge-tilbøjeligheder.

Meantime på  arbejdsmarkedet er kontorets særling forlængst blevet pensioneret eller fyret fordi arbejdspladsen drukner i krav om effektivitet, som særlingen ikke nødvendigvis kan honorere. Eller fordi særlingen er for distraherende for andre. Eller bare mærkelig og akavet. Og fordi det her med rummelighed og særhensyn bare ikke er på mode. Fordi laveste fællesnævner er dét, vi arbejder efter. Og selvfølgelig skal alle – også påfugle – tage hensyn og indrette sig efter fællesskabet – men hvor langt skal vi gå i vores krav om effektivitet og produktivitet? Og skal kravet være ensartet for alle? Vi har alle forskellige talenter – også påfugle. Udnyt det dog, istedet for at kræve at vi skal være ens.  Skal vi virkelig derhen hvor man enten skal have en diagnose (som de ønskede sig i min søns tilfælde) så man er en “godkendt særling” og kan blive puttet i en anstændig særlinge-kasse ELLER skal man vælge at tilsværge sig konformiteten og ikke stikke ud fra mængden. Man kan ikke bare få lov til at være en påfugl, åbenbart.

Vi søger i disse år identitet i diverse labels, som vi påklistrer os som en identitet, istedet for at kigge indad og bare turde være os selv. Det værste er, at samfundet i al almindelighed synes det er en virkelig fed ide. Det skal nok blive godt. Eller noget.

Fru Appel

_________________________________________________________________________________________

Følg mig på Facebook og Instagram