Jeg – Den Skæve Påfugl

Som oftest overbeviser jeg mig selv om, at jeg er kommet videre fra dengang. Dengang hvor jeg altid følte mig anderledes, skæv og synlig på den uønskede måde. Dengang ude i Lønborg, hvor mine forældre var anderledes, hvor jeg var anderledes, og hvor jeg virkelig kæmpede for at være “normal” og “lige som de andre”. Når man er barn, er det faktisk ikke rart at skille sig ud og være én, som alle andre ved, hvem er. Og som alle føler sig berettiget til at have en mening om, blot fordi man ikke er som dem.

For det meste tror jeg faktisk selv på, at jeg har elimineret den usikkerhed og de mange tanker der var forbundet med at være  anderledes. Troede egentlig at jeg havde gjort op med mig selv, at jeg er forholdsvis kompromisløs med hvem jeg er. Jeg har accepteret og favner at jeg er synlig – både i gadebilledet, på min arbejdsplads og i sociale sammenhænge. Jeg er holdt op med at tøjle mine skæve og anderledes sider og forsøge at presse dem ind i en “normalitet” jeg alligevel ikke helt forstår.

Jeg lever til dagligt fint med min synlighed. Jeg er så vant til det, at jeg som oftest slet ikke bemærker folks blikke, eller tager mig af, når der berettes en historie om mig. Og så ind i mellem dukker den alligevel op til overfladen. Følelsen af usikkerhed og utilstrækkelighed ud i normalitetens verden. Følelsen af at man ikke kan gemme sig og blive væk i mængden, men altid står til skue som på en scene, hvor alle kan kommentere og hviske sammen. Men hvor ingen siger noget direkte til en. Den følelse af at være udsat – men uden mulighed for at forsvare sig.

Det oplevede jeg lidt idag. En følelse af at jeg endnu engang er skæv. At min – indrømmet – ret så flamboyante personlighed atter er emne for diskussion og debat, uden jeg personligt er blevet involveret. En fornemmelse af, at jeg kun vanskeligt rummes i visse menneskers verden. Fordi jeg for meget. Fordi jeg er mig.

Sådan er det jo. I samfundet. Ikke? Der bliver mindre og mindre plads til os, der ikke er konstrueret helt efter samfundets ønskede og dominerende norm. Os der på en måde “larmer” både i faktisk og overført betydning. Fylder for meget. Lidt for mange og for stærke farver. Lidt for mærkelige og anderledes. Lidt som en bums på ellers perfekt ensartet hud.

Så bliver vores omgivelser irriterede på os. Fordi vi sidder der som en uønsket og betændt rød klat på en silkeglat og grå overflade. Bare fordi vi er os, og ikke lige ligner resten af produktionen af mennesker, der hvor vi ellers hører til. Fordi vi måske tager lidt for meget opmærksomhed med mærkelige påfuglemanerer og lidt for meget diskant.

Heldigvis er der også mange, der godt kan lide påfugle og finder det underholdende og interessant, at nogle mennesker ikke er helt som andre mennesker. Det er de mennesker, der er gode til at give plads og acceptere at ikke alle er konstrueret på samme måde, som dem selv. Det betyder så uendeligt meget for mig, at de vigtige mennesker i mit liv, ser på mig med et overbærende, men kærligt og inkluderende smil.

Men jeg oplever dog omvendt – i den bredere offentlighed og i min hverdag –  at ønsket om konformitet, regler og samme retning fylder mere og mere i alle livets forhold. Det føles som om verden strammer lidt over skuldrene. Problemet for mig er bare, at uanset hvor meget jeg prøver. Hvor meget jeg søger normaliteten og hvor meget den lille pige i mig ønsker at være “ligesom alle andre” – så kommer det bare ikke til at ske. Jeg HAR prøvet. Brugte store dele af min barndom og ungdom på at udtænke planer for, hvordan jeg bare kunne være usynlig og “en af flokken”. Og hver gang fejlede jeg stort. Jeg har stadig ikke forstået hv0rfor – jeg kan bare konstatere, at det er sådan det er. Jeg har opgivet at dedikere mere af min tid til en analyse af dette  spørgsmål – jeg har jo trods alt også et liv, der skal leves. Hvis jeg piller for meget i min navle, ender jeg jo bare med at blive selvoptaget, ikke?

Da jeg slap ønsket om normaliteten og valgte at acceptere ikke bare dele af, men hele mig, kom der denne påfugl ud af det. Med mit anderledes tøj, min højlydte latter, mine skarpe holdninger og skarpere tunge forsøger jeg at balancere hensynet til andre, med hensynet til mig selv. Det er ikke altid nemt. Og når jeg får de der “hvem-tror-du egentlig du er blikke” må jeg altid analysere på, om jeg har gjort noget, der kan gøre andre kede af det. Er det tilfældet, så undskylder jeg. Men hvis det bare er fordi jeg er en irriterende påfugl, der optager for meget plads, alene fordi jeg er den jeg er, så bliver jeg ked af det. Får lyst til at råbe “så lad mig dog være i fred og lad mig være mig selv” For det jo svært at forsvare, at man ikke bare kan passe ind i det billede som verden mener, man skal passe ind i. Fordi man ikke selv ved hvorfor. Men trods almen overbevisning, handler det altså ikke om at man er skingert opmærksomhedssøgende – men blot socialt udfordret på den måde, at man ikke kan finde ud af, at krybe ned i kassen til de andre.

Rummelighed overfor andres særheder er ret umoderne. Konformitet er et gode, og alt hvad der stritter ud af konformitetens snævre kasse er af det onde og skal bekæmpes. Vi er blevet reduceret til grå produktionsapparater og farver er ikke tilladt. Selv ikke når man med de farver måske kan tilføre noget andet og ikke mindre vigtigt til verden.

Og hold da kæft, hvor er jeg træt af aldrig at passe i en kasse, for hvor ville livet være mere roligt, hvis jeg kunne. Men jeg er endnu mere træt af, at jeg bliver forsøgt proppet i en kasse, som andre mener bør være mit foretrukne hjem. At jeg ikke bare kan accepteres som den jeg er – forpjusket og skæv påfugl, men dog et menneske, der dybest set vil mine medmennesker det godt. Og som ikke med fortsæt forsøger at vække modvilje og forargelse. Er I søde at tage jeres snæversyn, jeres misundelse, jeres manglende lyst til at forstå andre mennesker og stikke det skråt op. Jeg – og mine påfuglekolleger – er her ikke for at genere jer. Og hvis I lader os, kan vi måske endda tilføje lidt farve og et smil til din verden. Og hvis ikke – så ryst på hovedet og lad det fare. Tænk over det, næste gang du bliver irriteret på nogen, bare fordi, de er som de er og dermed anderledes end dig.

Tak.

Fru Appel

_________________________________________________________________________________________

Følg mig på Facebook og Instagram