Jeg har kæmpet lidt med energiniveauet her på det seneste. Egentlig går det rigtig godt med selvopdagelse og midtvejskrise. Eller jeg har ikke haft vildt meget tid, på det seneste,  til at grave rigtig dybt, men jeg tænker tanker, går ture og føler mig i det hele taget – glimtvis – inspireret af livet. Håbefuld er vel ordet? Nå – men til gengæld er der også visse afdelinger af mit liv, hvor det halter lidt. Jeg har opdaget at min skrøbelige positive energi stadig netop er.. skrøbelig. For jeg skal ikke befinde mig ret lang tid omkring brok og negativitet, før jeg totalt lader mig opsluge af det og bliver en ikke-reflekterende medløber. Og et brokkehoved. Symptomerne er tydelige. Det...

Til trods for at være udfordret på det fysiske arbejdsmiljø pt. (hvilket også slider på det psykiske), er jeg så enormt heldig at være begunstiget af meget gode og vildt kloge kolleger – kolleger, der også dagligt bidrager til at fylde på min videnstank og giver stof til eftertanke. I kaffepausen, hvor det er tilladt at tale – både helt generelt,  men også om de store tanker, der ikke lige direkte relaterer sig til sundhedsretlige problemstillinger. Diskussionerne bølger, tankerne går højt og dybt. Det er en gave. I sidste uge endte jeg i en samtale med en (ung kvindelig) kollega, der har stærke holdninger til ting som familie, familiepolitik, børn – og selvfølgelig lykke. For hvad er lykke? I den...

Som jeg jo har skrevet meget om, er jeg havnet i den hersens midtvejskrise – og forsøger samtidig at takle udfordringer på min arbejdsplads og håndtere min brors død. Eller alle de ting er selvfølgelig også internt forbundne – og det tilføjer til mit pt. ret høje stress-niveau. Nå – men en af mine “tilpasnings-mekanismer” i den proces har været at kaste mig frådende over alle mulige (og ret mange umulige) – for mig – nye ideer, nyt input, gode råd til at håndtere kriser, stress og midtlivet. Jeg har også droppet at være på Facebook med kommentarer og opslag (medmindre det lige er for at lægge nye indlæg fra bloggen op). Og så har jeg forsøgt at re-claime min...

Hr. Appel og jeg nærmer os 28 år som kærester og 24 år som ægtefolk. Vi hører altså til de dinosaurer, der har valgt at “blive og kæmpe” fremfor at lade os skille, når hverdag, konflikt, kedsomhed, veje og vildveje er opstået i vores forhold. Og jeg kan kun sige, at der har været et par gange, hvor vi lige-ved-og-næsten har bevæbnet os med Nem-ID for at tage den korte vej til cyber-space’s skilsmissefabrik. Bølgerne er gået ekstremt højt fra tid til anden. Men vi deler stadig ægteskab og børn på samme adresse. For vi er helt vildt gammeldags. Idag kom jeg så til at tænke lidt nærmere over vores middelalderlige tilgang til ægteskabet. Jeg læste nemlig denne artikel i...

Det der med at optage en plads i verden. At claime den som sin egen – som sin ejendom. Det burde være enkelt, ikke. Man sætter jo bare sin håndtaske og placerer sig selv på en sikker stillet og sender et olmt blik til de, der måtte forsøge at krænke ens personlige rum. Bare se på mig. De fleste betragter mig som en klippe af selvsikker “I do not give a fuck” granit, når det kommer til at kræve min plads. Og en masse plads. Jeg fylder rigtig meget i de fleste sammenhænge, det er der ingen tvivl om. Jeg taler højt og meget, går klædt anderledes end andre, griner så højt at væggene ryster og er ikke bange for...