At genoptræne mit fokus

Som jeg jo har skrevet meget om, er jeg havnet i den hersens midtvejskrise – og forsøger samtidig at takle udfordringer på min arbejdsplads og håndtere min brors død. Eller alle de ting er selvfølgelig også internt forbundne – og det tilføjer til mit pt. ret høje stress-niveau.

Nå – men en af mine “tilpasnings-mekanismer” i den proces har været at kaste mig frådende over alle mulige (og ret mange umulige) – for mig – nye ideer, nyt input, gode råd til at håndtere kriser, stress og midtlivet.

Jeg har også droppet at være på Facebook med kommentarer og opslag (medmindre det lige er for at lægge nye indlæg fra bloggen op). Og så har jeg forsøgt at re-claime min evne til at fokusere og koncentrere mig, uden at blive afbrudt. Sidstnævnte  betyder to ting:

Jeg er begyndt at skrive lange blogindlæg igen, fordi det – til trods for at være gammeldags – bare mere er min scene at kunne skrive løs og formulere mig med lige så mange ord jeg orker. Jeg ved ikke hvor mange gange mine lange FB-opslag er blevet mødt med kommentarer om, at man ikke “orker” at læse de mange ord. Noget jeg egentlig synes er sørgeligt – selvom det selvfølgelig er op til den enkelte, hvad man vil bruge tid på. Men måske er det udtryk for en tendens?

Noget andet er, at jeg er begyndt at læse gode bøger igen. Og altså ikke bare krimier på sommerferien – men bøger med indhold, bøger, der kræver at jeg bruger min hjerne, fokuserer og tænker for at tage indholdet ind. Og dét, kære venner, har været en øjenåbner.

For det er jo faktisk sådan, at jeg har opdaget præcist hvor svært det kan være, at holde fokus på én ting. Ikke tjekke telefonen, ikke lige gøre noget andet, ikke lige lade sig distrahere. Men sidde stille i et særligt hyggeligt hjørne af sofaen og bare sluge en bog. Det kræver faktisk noget af mig, at fastholde opmærksomheden på én og samme ting igennem længere tid. Jeg har mistet noget af dét, der altid har kendetegnet mig.. min evne til hardcore at fokusere. Og det er faktisk lidt skræmmende.

Da jeg var ung, og det var jo laaang tid før sociale medier, ja endda før internettet var noget, der var sådan alment tilgængeligt – og google slet ikke var en ting endnu, elskede jeg turene på biblioteket. Hver mandag tog min far mig med ind til Tarms bibliotek og slap mig løs i en magisk verden af eventyr, spænding og al den viden jeg overhovedet kunne forestille mig. Jeg elskede at vandre rundt mellem reolerne og tage bøger ned.  Nogle fordi jeg kendte forfatteren, nogle fordi de så spændende ud og nogle fordi de bare var smukke at se på. Det var spændende at finde ud af, hvad de gemte på. Når min far og jeg havde brugt en god rum tid på at finde næste uges læsestof, tjekkede vi bøgerne ud (med gammeldags bibliotek-kort og håndskrevne sedler) og tog hjem. Jeg var fuld af forventning ved tanken om alle de historier, der gemte sig i min stak af bøger. Eller hvis jeg havde fundet et emne, der synes var særligt interessant, alt den nye viden jeg kunne finde der på bøgernes sider. Under alle omstændigheder glædede jeg mig helt vildt til at komme hjem på mit værelse og bare læse. Jeg tænkte ikke engang over, at man kunne distraheres. Jeg forsvandt simpelthen bare ind i min bog, levede den og åndede den, indtil den var slut (hvad jeg altid var ked af). Jeg husker stadig – meget levende endda – da jeg gik i 1. klasse og lige havde lært at læse. Jeg var på biblioteket og tog, med en anelse ærefrygt, en rigtig tyk bog ned fra hylden. “Den lille kaptajn” hed den. Og jeg overvejede længe, om den skulle med i stakken af læs-let bøger og billedbøger. Turde jeg overhovedet at give mig i kast med noget så overvældende? Den endte i min pose – og jeg åbnede den, straks jeg kom hjem. Det tog et stykke tid, men imens jeg læste begravede jeg mig dybere og dybere ned i dens univers. Var så opslugt, at jeg knap kunne svare, når min mor talte til mig. Sad med den ved morgenbordet, og når jeg kom hjem fra skole. Og efter en uges tid var det slut. Og det var som at få et hul i hjertet, at jeg og den lille kaptajn ikke mere skulle sejle rundt sammen. Det føltes lidt som at slippe en god ven. Men samtidig var det også en kæmpe personlig sejr for mig, at jeg faktisk havde afsluttet det kæmpe læseprojekt, jeg havde været noget tøvende med at påtage mig.

Jeg har også læst rigtig mange bøger efter jeg blev ældre. Men da moderskab, travlhed, job og pligter tog over blev det mere en slags “tomme kalorier for hjernen” jeg kastede mig over. Og mest når jeg var på ferie. Jeg har købt mange bøger jeg aldrig har fået læst, fordi kærligheden til bøgerne – eller tanken om dem, stadig sad (og sidder) dybt i mig. Men det var som om jeg ikke lige kunne finde tid og ro til at komme igang med faktisk at læse dem. Og internettet – Facebook, Instagram og andre platforme har lige så stille taget over, når det handlede om mine kilder til viden og tanker.

Korte udsnit, tanker formuleret i få sætninger, løsrevne påstande.. kort, hurtigt.. ikke mange ord, men rigtig mange forskellige ting.. bum, bum, bum – fra et opslag til det næste.. ingen uddybning af noget, bare videre, videre.. scrolle, scrolle.. og det blev lidt uoverskueligt at læse for meget tekst uden billeder, selfies og andet til at gøre det lidt interessant og nemt fordøjeligt. I kender godt, når man ser en film, og kameravinklen skifter så meget og så hurtigt, at man ikke når at reflektere dybt over noget som helst, men lader sin hjerne overflyde med information, imens man bare passivt ser til?. Sådan var det også blevet med min informationssøgning. Og jeg var chokeret, da det gik op for mig præcist hvor uopmærksom jeg var blevet, og hvor dårlig jeg var til at holde fokus og være i øjeblikket.

Nu er missionen så at komme tilbage til udgangspunktet. At genoptræne min evne til at fokusere og koncentrere mig. Ikke at lefle for andres behov for få ord og hurtige informationer, men derimod give mig tid. Nyde fornemmelsen af ordene – uanset om jeg læser dem eller skriver dem. Lade dem passere igennem min hjerne og mærke hvordan de føles og hvad de gør ved mig. Tænke over dem og finde ud af, om det er noget, der skal med mig videre – eller om jeg kan slippe dem med det samme. Fordybe mig i dem, vende og dreje dem og fascineres af dem. Ligesom dengang jeg mødte Den lille kaptajn.

Jeg må sige, at jeg indtil videre har nydt mine stunder med de gode bøger. Selvom fokus har været vanskeligt. Og jeg nyder og forsvinder i tiden med min blog og mine skriverier. Jeg synes det går bedre med, ikke at lade mig distrahere eller forstyrre af verden, og bare være i mit hoved og min mavefornemmelse – og det er simpelthen den bedste følelse – pludselig kan jeg igen mærke “Lille Line fra Lønborg” og fornemmelsen af at være på vej hjem fra biblioteket i Tarm med min stak af bøger og forventningen om at forsvinde ind i deres verden.

Så min anbefaling til jer er klar: Fordybelse og fokus. Prøv det. det er fedt.

Kærligst

Fru Appel