Det der med at optage en plads i verden. At claime den som sin egen - som sin ejendom. Det burde
Se næste indlæg >
Ægteskab: Fight or Flight?
Hr. Appel og jeg nærmer os 28 år som kærester og 24 år som ægtefolk.
Vi hører altså til de dinosaurer, der har valgt at “blive og kæmpe” fremfor at lade os skille, når hverdag, konflikt, kedsomhed, veje og vildveje er opstået i vores forhold. Og jeg kan kun sige, at der har været et par gange, hvor vi lige-ved-og-næsten har bevæbnet os med Nem-ID for at tage den korte vej til cyber-space’s skilsmissefabrik. Bølgerne er gået ekstremt højt fra tid til anden. Men vi deler stadig ægteskab og børn på samme adresse. For vi er helt vildt gammeldags.
Idag kom jeg så til at tænke lidt nærmere over vores middelalderlige tilgang til ægteskabet. Jeg læste nemlig denne artikel i Politikken:
Et interview med Ditte Giese, der selv er fraskilt, og gerne vil forklare lidt om, hvordan det faktisk kan være et godt tegn at det danske samfund rummer så mange splittede familier, for som hun siger:
“Derfor kan vi også anskue det på den måde, at det er en flot udvikling i vores civilisation – at det er et overskudstegn, at vi går fra hinanden, når vi har det dårligt og at ingen er nødt til at blive sammen på grund af økonomi. Og så lever vi i dag så længe, og har flere faser i vores liv, der giver plads til at opleve den store kærlighed flere gange. Kunne da også fejre, at vi er et sted i verden, hvor vi har råd, tid og helbred til at opleve mange kærlighedshistorier…”
Og det er jo netop sådan vi ser på parforhold i dag. At det skal “gøre os lykkelige” sådan helt generelt og på det individuelle plan. Og hvis det ikke gør det, så kan vi jo bare finde en ny kærlighed. Kærlighed er blevet sådan noget flimrende og Hollywood-agtigt, og lykke er ikke leverpostejsfarvet overhovedet. Der er ingen værdi i at tage den indimellem voldsomme og følelsestunge – kamp det er, at fastholde alt det gode, man har fundet i hinanden. Det er besværligt og dykker ned i sjælens mørkeste afkroge. Leverpostejs-hverdagslykken med de små glæder og fællesskabet som rolig base, er helt passé og afløst af Rosé og aldrig udslukt lidenskab. Og gu er det da fedt når man er fuld af lidenskab og store følelser. Gu er det da helt vidunderligt at sidde i solnedgangen med Rosé og planlægge alle de Instagram-værdige rejser man skal på i fremtiden. Men det er ikke virkelighed. Ægte kærlighed er et valg. Dét er virkelighed. Et valg man træffer hver eneste dag, hvis man er så priviligeret at have muligheden. OGSÅ de dage hvor ens partner er sur, har dårlig ånde og ikke minder det mindste om Pierce Brosnans 007-figur. Måske særligt de dage.
Historie er enormt meget værd. 20+ års tæt parløb faktisk fortjener at blive værnet om og nurset. Og smidt på Instagram. Det er helt ok at være enormt stolt over og prale af, at man som par har formået at tage alle de kampe, der har skullet til, for at beholde hinanden og dét liv, man har skabt sammen. Det kræver noget ganske særligt, skulle jeg hilse at sige – kampvilje, udholdenhed og en engels tålmodighed. Og så store mængder tilgivelse, anerkendelse og accept at det slet ikke kan gøres op i jordiske tal.
Gu kan det være ubehageligt, ja ligefrem forfærdeligt, at stå i en voldsom krise. Jeg kender udemærket instinktet.. at flygte, at fjerne mig selv fra en situation, som jeg ikke kan overskue – som truer med at rive mig i stykker, imens raseri, sårede følelser, opgivende tårer blander sig med et hjerte i laser og en hjerne på overarbejde. Lige dér har jeg fra tid til anden tænkt.. “Er det virkelig dét værd, at udsætte sig selv for denne tumultariske tour de force igennem de inderste afkroge af mit sind, at være så sårbar, at hele mit væsen ryster af skræk for at blive knust. At holde ved og holde fast og vælge kærligheden?”
For mit vedkommende er det et rungende ja.
Ditte Giese har da ret i, at “ingen skal tvinges til at blive sammen” men der er altså heller ikke meget tvang i, positivt at tilvælge hinanden, selv når alt er lort og alle lamper lyser rødt. Det er et valg – et valg om at fællesskabet er så meget væsentligere end individets behov for bekræftelse og en eller anden udefinerbar “lykke”. Et valg om, at man indimellem er nødt til at fire på sine egne behov for at gøre plads til begge. Kompromis.
I mine øjne handler det netop om dét. At man har ingen ret til at bryde sin partners liv op, eller rive tæppet væk under sine børns grundlæggende tryghed og smide alle ud i kaos, før alle muligheder er opbrugt, før ALT er prøvet, alle muligheder for at få det til at fungere afsøgt. Og så kan det godt være, at man i en periode må finde sig i at være i krisetilstand og have kvalme af frygt for den fælles fremtid, ud fra devisen “det skal være skidt, før det bliver godt”. Til gengæld tror jeg de fleste, der har været igennem en alvorlig krise og står på den anden side af det bjerg, der virkede så uoverskueligt, vil give mig ret i, at det er noget helt særligt. Og det giver noget helt særligt til parforholdet. En følelse af “KÆFT, hvor er vi stærke sammen”, der giver en helt ny dimension til kærligheden. En ny dybde, tryghed og rummelighed for hinanden. Min erfaring er, at for hver alvorlig krise, man overvinder – ja.. der netop VINDER man noget nyt. Det ser børnene også. At der er håb, og hvis man bliver og kæmper kan man faktisk bevare kærligheden (og relationen) til dem man har elsket og elsker mest.
Det er – i mine øjne – tegn på alt andet end et samfund i overskud, når der er så mange skilsmisser og opbrudte familier. Det er tegn på et samfund, hvor individualismen har taget magten og trangen til hele tiden at realisere eller genopfinde sig selv, har taget overhånd, og skubbet hensynet til fællesskabet og andre mennesker til side. For ja – alle undersøgelser viser jo, at skilsmissebørn har det vanskeligere, klarer sig dårligere og har flere udfordringer end børn fra “kernefamilier”. Fordi børn har bare godt af stabilitet, af at have daglig kontakt med to forældre, der elsker dem og viser dem, hvad venskab, fællesskab og relationer betyder. Hvor vigtigt det er for det enkelte menneske, også at poste energi og kræfter i fællesskabets lykke, fremfor at søge sin egen lykke hele tiden. Nogle gange ER lykken faktisk fællesskabet og familien, også selvom det ikke er en dans på roser hele tiden og selvom man måske er kommet så langt væk fra hinanden, at alt virker håbløst
Og før I flejner helt ud – så er jeg fuldt ud bevidst om, at der kan være mange gode grunde til at blive skilt. At man ikke altid har et valg – og at ægtepar selvfølgelig skal lade sig skille alt det de vil. Men det er ingen sejr for samfundet.
Ditte Giese taler i interviewet om, at det er en samfundsopgave at hjælpe de børn, og de familier, der ryger ud i skilsmisse. Jeg er enig så langt at selvfølgelig kan vi ikke som samfund lade alting sejle, og børn, der har det svært og som bliver svigtet af deres forældre, skal have hjælp. Det er helt udenfor diskussion i min verden. MEN det første og største ansvar for, at de børn, man sætter i verden, har det godt, er forældrenes. Det første og største ansvar i et parforhold er at pleje fællesskabet. Ikke individdet. Det er ikke en samfundsopgave. En samfundsopgave er at give børn og familier så gode rammer som muligt (gode skoler, mulighed for at have tid til at være sammen som familie osv.) og det kan vi sagtens diskutere – men jeg er ikke meget indstillet på, sådan i stor stil, at skulle rydde op efter andres beslutninger om at “til døden os skiller” nok alligevel ikke rigtig var overskueligt. Og jeg er SLET ikke – som Ditte Giese – indstillet på at fejre det. Så hellere være en mavesur, men trofast, gammel dinosaurus.
Kærligst
Fru Appel
Ingen kommentarer endnu