Hey, er der en plads til mig?

Det der med at optage en plads i verden. At claime den som sin egen – som sin ejendom. Det burde være enkelt, ikke. Man sætter jo bare sin håndtaske og placerer sig selv på en sikker stillet og sender et olmt blik til de, der måtte forsøge at krænke ens personlige rum.

Bare se på mig. De fleste betragter mig som en klippe af selvsikker “I do not give a fuck” granit, når det kommer til at kræve min plads. Og en masse plads. Jeg fylder rigtig meget i de fleste sammenhænge, det er der ingen tvivl om. Jeg taler højt og meget, går klædt anderledes end andre, griner så højt at væggene ryster og er ikke bange for at provokere mine omgivelser.  

Og så alligevel.

For usikkerheden lurer. Hvor meget kan man tillade sig at fylde, når det kommer til dét, der ligger tæt på de steder i sjælen, der er mest sårbare, hvor der er mest på spil?

I min familie har jeg altid været omsorgspersonen. Har taget mig af alle de behov, der nu engang opstår i en familieenhed. Ikke at jeg som sådan har noget imod det. Det er mit eget valg, og det står jeg 100% ved. 

Da jeg i sin tid giftede mig med Hr. Appel var aftalen sådan set ret klar. Jeg har aldrig rigtig søgt anerkendelse, penge og bekræftelse i forhold til at stige i graderne ude på jobmarkedet. Mit mål med at arbejde og bruge min uddannelse har nok mere været at have spændende opgaver, gode kolleger og så bare være god til dét, jeg gør. Ledelse har aldrig interesseret mig. Overhovedet.

Anderledes med hr. Appel, der altid har været drevet af en indre ild når det kommer til at “blive til noget”. Og derfor blev vores ordning sådan en slags 50er ægteskab, hvor Hr. Appel smider energi i at hive pengene hjem og indfri sine ambitioner, og så sørger jeg for at familien hænger sammen logistisk og ikke mindst følelsesmæssigt, og indfrier mine ambitioner som mine børns mor..

Mit “at blive til noget” har mere været at skabe nogle dejlige, søde samfundsborgere ud af de babyer, vi har givet liv. Og som sidebemærkning kan jeg sige, at jeg faktisk synes det er lykkedes helt vildt godt indtil videre. 

Nå – men når man har rollen som omsorgsperson og smider hele sit hjerte og sin sjæl i at få familien til at køre, og at alle andre skal have det godt, så glemmer man nogle gange at man selv har behov for … ja; at have det godt.

Og det er – indser jeg her midt i midtvejskrisen – et sort hul, jeg er faldet ned i. Og nu har jeg så lidt mistet fornemmelsen for, hvor meget jeg kan kræve af mine omgivelser, i forsøget på at jeg selv skal få det det godt igen. Kan jeg tillade mig at bede andre om at udskyde behov? Kan jeg bede om orlov fra omsorgsopgaven og fokusere helt og aldeles på mit eget projekt? Hvad er konsekvensen af at fylde for meget i familieenheden? Når man altid har været den, der har taget sig af andre, kan man så kræve, at de tager sig af en? Hvordan bliver det mon modtaget, hvis man højt og tydeligt siger fra overfor sin familie, sine børn og sin ægtefælle, der altid har oplevet et endog meget højt serviceniveau på omsorgsopgaven?

Heldigvis er jeg mor til 3 vidunderlige unge mænd, der altid viser deres mor omsorg og kærlighed. Men de – og hr. Appel – er ikke vant til, at jeg zoner ud og ikke har blikket fast rettet på deres behov. Og det kan mærkes på den daglige familiedrift.

Som en af mine sønner sagde: “Mor, når du er out of commission, kører denne familie kun på 50% kraft” (det var i forbindelse med, at jeg på vanlig dramatiske vis bekendtgjorde, at jeg er midt i en midtvejskrise, som kræver at jeg lige har fokus på noget andet end de vigtigste mennesker i mit liv). Men jeg tror, barnet i sin 15-årige visdom har ret. 

Og nu kæmper jeg så med den dårlige samvittighed over at være “out of commission” og kræve hensyn, rum og min helt egen (større) plads i vores enhed. Det er svært. Og jeg tænker meget over, hvordan jeg kan være så selvsikker, når jeg kræver plads i den verden, der er løsrevet fra min familie – og så usikker og bekymret, når jeg skal kræve pladsen blandt de mennesker, jeg elsker højest. Bange for at være til besvær? Helt sikkert. Pæn-pige-kompleks? You bet! Fordi noget (alt) er på spil på flere fronter? Absolut.

Livet er fanme ikke for nybegyndere, folkens!

Kærligst Fru Appel