Mig og Midtvejskrisen

Som jeg har udbredt mig om på Facebook (før pausen) – og også lidt i mit sidste indlæg, er jeg havnet midt i en ret så voldsom midtvejskrise. Det er noget af en oplevelse – og vi taler vel egentlig oftere om mænd og midtvejskriser, hvor kvinders mest omdiskuterede “midtlivs-ting” er overgangsalderen.

Jeg vil bare sige – af friskfanget egen erfaring… nope. Kvinder kan få midtvejskriser. Lige så selvcentrererede og navlebeskuende som mænds – men måske giver det sig udtryk på andre måder? Jeg ved det ikke, jeg er ikke ekspert. Altså kun på mig selv og min egen krise.. og det er jo lidt “learning by doing” kan man sige.

Og hvordan er det så, man finder ud af, at krisen kradser? Hvad er det, egentlig, der sker?

For mit vedkommende er det et sammenrend af mange omstændigher, dråber der har føjet sig til et allerede fyldt bæger, et bæger der til sidst er løbet voldsomt over, men som har været undervejs med tsunamien en rum tid (jeg har lige genlæst nogle af mine seneste indlæg på denne blog – og allerede tilbage i 2017, begyndte tankerne så småt at rumstere).

Nå – for mit vedkommende tænker at 2 ting har været udløsende faktorer, for en krise, der har rumlet som fjern torden i mit sind, igennem en lang periode.

Min lillebrors død i marts
Udflytning af min arbejdsplads fra Hospitalsenheden Vest/Regionshospitalet Herning til det nye hospital i Gødstrup

Men selv før disse ret livsomvæltende begivenheder, har livet budt på en del udfordringer. Der har været enormt meget sygdom i min familie – Hr. Appel var bl.a. dødssyg i London tilbage i 2019, min far blev alvorligt syg i marts 2020, og kæmper stadig med langtidsfølgerne – og de sidste par år af min lillebrors liv var også fyldt med sygdom, indlæggelser, smerter og alle mulige ubehagelige og ydmygende ting, som jeg og resten af familien ikke havde en chance for at beskytte ham imod. Al den sygdom giver en følelse af magtesløshed overfor skæbnen.

Herudover er der de helt generelle ting – Covid i sig selv, men også det faktum at Hr. Appel i den forbindelse tilbragte lidt mere end 3 måneder i Spanien pga. sit arbejde – og der så vi ikke hinanden. Det var hårdt for forholdet og for os begge som individer – og selvfølgelig for børnene.

Og endelig har vi den del, der vel kan betegnes som “klassisk midtlivskrise”. Jeg bliver ældre. Min krop bliver ældre. Min mand og vores ægteskab bliver ældre (sølvbryllup næste år… ) Mine børn bliver ældre. Den yngste er færdig på efterskolen i år – den ældste for længst flyttet hjemmefra. Til Svendborg. Det er langt væk. Jeg har mere tid – til at tænke, og til at bruge på mig selv.

Anyways.. på et eller andet tidspunkt (jeg husker ikke præcis tid, sted eller åbenbaring) gik det op for mig, at jeg simpelthen er i krise. Jeg tror det har hængt sammen med, at midt i, at jeg forvejen tumlede med rigtigt meget, skulle min arbejdsplads endelig igennem den længe ventede (og mange gange forsinkede) flytning til nye lokaler i Gødstrup. Selvfølgelig vidste vi godt, at der ville være tale om store, åbne kontorrum – og eftersom de fleste af os er velorienterede mennesker vidste vi også at storrumskontorer bare ikke er en god ide. Hverken for arbejdsmiljø, produktivitet eller medarbejdernes mentale helbred.

Nå men i forvejen presset og i dyb sorg over min bror (min første dag i Gødstrup, var den første dag jeg var fysisk på arbejde efter min brors bisættelse – jeg blev nemlig syg på dagen for bisættelsen og arbejdede hjemme resten af ugen) satte jeg mig for første gang på kontorstolen – uden nogen form for afskærmning ud til en bred gang, der er hovedfærdselsåren i vores kontor. Med ryggen mod mødelokaler, toiletter og den fælles kaffestue – altså et sted hvor stort set alle skulle forbi en eller flere gange i løbet af en dag. Et sted for man står og taler inden og efter møder, som den første person man ser, hvis man kommer ud fra et mødelokale, hvorfor jeg får rigtig mange henvendelser fra mennesker, der skal finde vej, ikke kan få udstyret i lokalerne til at virke osv. osv.

Jeg havde egentlig troet, at det ville være ok. Jeg har 3 sønner, er vant til enormt meget larm og ballade omkring mig og har altid været god til at blokke ting ud, når jeg skal koncentrere mig.

Det var så ikke tilfældet.

I løbet af ganske kort tid begyndte jeg at få det virkelig skidt. Mit normalt gode arbejdshumør forsvandt, min lyst til at indgå i sociale sammenhænge med kolleger forsvandt. Min motivation smuldrede. Jeg fik lyst til at vrisse af stakkels mennesker, der ikke som sådan var skyld i store forstyrrelser, men blot var én i rækken af mange små-forstyrrelser, der forhindrede mig at arbejde effektivt og fuckede alvorligt med mit hoved. Mine ret høje faglige standarder led. Konstant kiggede jeg op og tilbage mod al den bevægelse jeg fornemmede bagved og ved siden af mig, og jeg kunne mærke arbejds- og livsglæden sive ud af mig for hver dag, der gik. Det skal siges, at der nu er en smule midlertidig afskærmning ved min plads, så der er lidt mere ro på den visuelle støj og følelsen af at blive overvåget. Men det er stadig med en knude i maven, jeg kører på arbejde.

Men altså, en eller anden dag, da jeg sad og talte med min mand, tror jeg, gik det op for mig, at jeg var i krise. Jeg har haft en alvorlig nedtur med stress før i 2014, og kender tegnene. Men jeg kunne også godt mærke, at arbejdssituationen kun var én blandt mange faktorer, der rodede rundt i mit hoved og gjorde mig krop-umulig at være sammen med, både for mig selv og andre. Særligt for mig selv. Min krop var i top-alarmberedskab, og jeg balancerede på kanten af et panikanfald det meste af tiden.

Og så gik det op for mig. Alle de rodede tanker, der dukkede op, mit dårlige humør, den manglende struktur, mine overstimulerede sanser… BUM.. krisen var en realitet, og nu også erkendt.

Hvad gør man så, egentlig?

På en virkelig bagvendt og forskruet måde var det faktisk en slags velsignelse at erkende at det var dér, jeg var. At der ikke grundlæggende er noget galt med mig, men at den eksistentielle krise kradser. Og netop erkendelsen giver jo mulighed for at adressere udfordringen på passende vis.

Så siden midten af april har jeg simpelthen været überaktiv i forhold til at deltage i webinarer, tilmeldt mig alle de online-kurser, jeg kunne finde (i hvert fald i det omfang de er gratis.. man er vel vestjyde!) Jeg har købt og læst bøger, lyttet til podcasts om alt fra at starte egen virksomhed til at “unfucke” sine forhold – jeg har healet mit indre barn, taget et gratis “favn din feminine erotiske kraft på 21 dage” challenge, fordybet mig i klassisk filosofi og moderne selvhjælp. Der har været noget med åndelighed, noget med “affirmations” og manifestering – og jeg ved snart ikke hvad. Jeg har simpelthen kørt rundt i alt muligt mærkværdigt og lovet mig selv, at uanset hvad – UANSET hvor voodoo det var, så ville jeg tage det alvorligt og give det en chance. Det er helt nyt for mig. Jeg giver normalt ikke noget “voodoo” en chance overhovedet. Det kan maksimalt blive til et øjenrul.

Og jeg er nødt til at sige, at selvom jeg har afprøvet meget og forkastet det meste, har det virkelig været interessant at følge andre menneskers tankebaner, livsfilosofier og mere eller mindre valide løsningsmodeller i forhold til livskriser. Og én ting, jeg med sikkerhed kan sige er, at man skal give ting en chance. Også selvom det er “mærkeligt” og uvant. Ikke at jeg nødvendigvis tænker at det hele giver mening for mig – men altså, det ved man jo ikke før man prøver det. Og i mængden af “værktøjer” jeg har afprøvet har nogle stykker holdt ved og overrasket mig med deres effektivitet. Det skal jeg nok vende tilbage til i et senere indlæg.

Nu lyder det så som om, jeg bare går til det her med virkelyst og godt humør. Det er lidt min svøbe. Min humor og min entusiasme kan nemt opleves på den måde. Det passer bare ikke helt. Selvom jeg virkelig synes det er spændende, er det også hårdt for mit overstimulerede hoved at kapere så meget, og jeg har måttet erkende, at det høje tempo min selvopdagelses-rejse havde i starten – det kan jeg ikke fastholde. Jeg kæmper med mit humør, der nogle gange er virkelig sort. Jeg kæmper med en følelse af, at jeg ikke ved hvor jeg er – eller hvor jeg er på vej hen. Mine tanker myldrer nogle gange, så jeg ikke kan få styr på dem. Det er enormt svært, det er hårdt arbejde og det kan være emotionelt og mentalt udmattende. Men jeg holder øjnene på bolden derude i horisonten. Dén bold, der skal udgøre fundamentet i min tilværelses 2. halvleg.

For at imødegå alle de svære “bivirkninger” både en midtvejskrise og dens kur kaster af sig, benytter jeg mig af diverse “coping-mekanismer”. Jeg går lange ture. Lytter rigtig meget til musik, der gør mig glad – eller får mig til at tude, hvis det er dét, jeg har behov for. Jeg læser stadig dagligt. Lytter til kloge mennesker på podcasts og forsøger at finde hoved og hale i det hele. Og nu har jeg så taget den – for mig – megadrastiske beslutning om, at jeg ikke er på FB (medmindre jeg skal promovere et nyt blogindlæg, naturligvis) – nåja – og så fik jeg et års gratis forbrug af en meditations-app. Endnu noget, jeg altid har ment var “mærkeligt” men som faktisk synes at have en positiv effekt på min hjerne.

Det er indgangsbønnen til min kære midtvejskrise. Jeg forsøger at se den som et nødvendigt service-tjek af mit liv, mine valg og min nutid – så jeg med ro i sjælen kan se min fremtid i øjnene. Det skal nok blive godt. Til sidst. Jeg er optimistisk.

Hvis du følger med her på bloggen, vil der helt sikkert komme meget mere midtvejskrise – og hvis du har lyst til at fortælle om dine egne oplevelser/tanker/mv. så skal du være meget velkommen både på Messenger eller i kommentarerne her – eller måske endda på bloggen. Det gælder i øvrigt også hvis du har gode råd, forslag, ideer og tanker om at komme videre til en god 2. halvleg af livet.

Kærligst

Fru Appel