Nåmen – fuck dig Facebook

Bloggen får, efter år på is, lidt førstehjælp – og er hermed officielt genopstået fra de døde.

For nogle dage siden ramte den årlige begivenhed, Sports Illustrated Svimsuit Issue, verden. Med et BANG. Der er 4 forsidemodeller i år. Den traditionelt lækre glamour-model Kim Kardashian, den amerikanske sanger (og modelsmukke) Ciara,  76-årige Maye Musk (Elons mor) og så 26-årige Yumi Nu, model og sanger.

Yumi Nu er ikke sådan traditionel model-agtig. Hun er 180 cm høj, der hersker noget usikkerhed om hendes vægt (som i bund og grund er skingrende ligegyldig) men hendes BMI er i hvert fald ikke på den pæne side af det, sundhedsmyndighederne anbefaler.

Straks Yumi i sin (indrømmet) lidt mærkelige badedragt (jeg ved intet om mode, skal siges) var fanden løs i Laksegade. Der var ingen ende på kritikken af, at bladet valgte hende som forsidemodel. Med kommentarer som “man bør ikke hylde overvægt midt i en fedmeepidemi” eller “hun burde tabe sig” eller “se hvordan snorene fra badedragten skærer sig ned i fedtlaget” eller bare sådan mere begavet “kæft, hun er fed og grim” eller “jeg ku’ ikke”… Og så alle de der påstande om at det blot er et forsøg på at omvælte vestlige liberale værdier (??), at det hele handler om at “woke-folkene” er ved at overtage verden.. eller noget.  Og endelig alle fjolsernes opremsning af personlige præferencer i en kvindekrop – som om det på nogen måde er relevant for diskussionen, hvad en eller anden Fætter Guf fra Tappernøje mener om en models krop. Dude.. hun gad ikke se i din retning, om hun så blev betalt for det.

Jeg kastede mig selvfølgelig hovedkuls ind i kampen for at forsvare overvægtige kvinders ret til også at vise sig frem, tage job som forsidemodeller og i det hele taget være i deres hud og deres liv på samme måde som alle mulige andre. Og bare være glade. Påpegede utrætteligt, at traditionelt meget slanke modeller nok næppe selv er billedet på sundhed, sådan i sig selv. At navnlig unge kvinder i stigende grad kæmper med selvværd – noget der ofte forbindes med de glittede perfekte billeder på sociale medier og kædes sammen med et mentalt helbred i frit fald blandt unge piger.

At Yumi med sin optræden giver unge kvinder, der kæmper med overvægt, noget at spejle sig i. På en måde understreger, at ja – selvom man ikke lever op til sundhedsmyndighedernes anbefalinger om BMI, til visse menneskers krav om æstetisk fremtoning og andres helt personlige præferencer, så er man altså ikke en freak, der skal gemme sig væk. Man har ret til sin plads på denne planet – på forsider, bagsider og alle andre steder – man har ikke et ansvar for alle andre menneskers sundhed og vægt, bare fordi man har et større fedtlag. Men den – for mig – helt logiske og menneskelige tilgang til andres liv – er åbenbart kontroversiel for nogen.

Betyder det, at man skal hylde noget, man ikke synes er pænt? Nej. Vi har alle ret til vores personlige præferencer. Kan sige for mig selv, at jeg har så udpræget en type af “mand”, at stort set alle andre end de, der er over 1,90, med mørkt ruske-hår (helst med lidt gråt) og sådan et over-all Pierce-Brosnan-som-007-look, ikke har en chance. Men derfor kan jeg sgu da sagtens give plads til at alle mulige andre også har ret til at være her, og føle sig tilpas i deres krop. Uanset højde og drøjde. Og tilmed beundre dem for det. Hvad jeg IKKE gør, at underholde med, hvorfor jeg synes andre mennesker er upassende/grimme/uæstetiske mv.

Ok – det faldt jo så nogle for brystet, og diskussionen har braget løs. Og jeg blev mere og mere forarget og hidsig. Noget, der egentlig sjældent sker når jeg debatterer løs. Jeg kan sagtens leve med, at man er uenig med mig, jeg har intet problem med det, og heller intet problem med at kaste mig frådende over påstande, jeg mener er latterlige, uden at det påvirker mit humør, andet end i retning af, at jeg synes det er sjovt og spændende at diskutere diverse emner.  Men nu ramte det altså. Jeg forstod ikke, hvorfor mennesker, jeg ellers respekterer, pludselig syntes de havde ret til at sige meget grimme ting om modellen og hendes væren i verden, og især på forsiden af et blad, der traditionelt hylder et kvindeideal som de fleste af os har overordentligt svært ved at leve op til. Den underspillede, intellektuelle sarkasme, nogle fremturede med i deres overlegne bedrevidenhed, tog næsten pusten fra mig.

Jeg tog mig selv i at få lyst til blive perfid overfor andre, der dybest set forsvarer en kollektiv form for fatshaming, pakket ind i glitterpapir, fremstillet af en forloren omsorg for folkesundhed, “sunde idealer” .. alene baseret på et billede af en kvinde, hvis sundhedstilstand man ingen chance har for at kende, medmindre man har adgang til hendes patientjournal.

Anyways.. jeg ved, at når trangen til at blive perfid melder sig, så er det på tide at trække stikket og tage en alvorlig snak med mig selv om, hvor den impuls kommer fra.

Så; jeg, min manglende talje, mine livskraftige lår, min store bagdel og mine farlige impulser og tog ud på en laaaaang gåtur. Lang. Selvom jeg bestemt ikke selv hører til de mindste så .. tadaaaaaa… man kan altså godt bevæge sig rundt og være aktvg, selvom man ikke lige vejer 50 kg. 

De første 10 minutter gik med næsten frådende at forestille mig alle de gode svar og kommentarer, jeg kunne komme med til den lille gruppe af subtilt fatshamende individer, jeg var røget i clinch med. Ikke konstruktivt. Men fedt. For er der noget, jeg kan – så er det ord.

Men så begyndte vreden og afmagtens tåger at lette, efterhånden som pulsen kom lidt op, latin-pop af den glade slags pumpede ind i mine ører og vinden kærtegnede mit ansigt. Og PLUDSELIG gik det op for mig. Det er jo ligegyldigt. KOMPLET ligegyldigt at et mindretal af debattører mener at Yumi er farlig for folkesundheden og burde pakkes væk (en holdning typisk båret af mennesker, der ikke selv for alvor haft problemet inde på livet, eller  de, der selv er blandt de 3-4% for hvem det er lykkes at opnå og fastholde et vægttab).

For Yumi – og modeller som hende, gør jo noget for MIG. De tager skraldet fra ignoranterne og står stædigt og stolt og fortæller mig og alle andre, der kæmper med issues med kroppen, at det er fanme ok at være glad i sin krop. At man ikke behøver at være Kim Kardashian eller andre glamour-modeller for at være glad, fuld af selvtillid og fremme i skoene. Så uanset at nogen mener noget om Yumi, så gør hun altså en stor forskel for virkelig mange kvinder. Og mange tak for det, Yumi. At du støder nogen med dine kurver og dit smukke ansigt handler jo om dem. Ikke om dig. Dét du gør for enormt mange kvinder, kan INGEN fjerne, selvom nogle mennesker helst så dig “cancelled”.

Men.. jeg manglede – derude i den fugtige luft og blandt de grå skyer – at finde ud af, præcis hvorfor jeg var blevet trigget så voldsomt.

Det er jo egentlig ikke svært.

Jeg var 8 år, da jeg røg på min første slankekur – så vidt jeg husker efter ordre fra den uduelige sundhedsplejerske, der huserede på Lønborg-skolen. Og derfra gik det så slag i slag. Allerede fra den alder blev jeg bevidst om, at den måde, jeg så ud på, ikke var “ok”.

Da jeg var 18 smed jeg for første gang over 20 kg på ingen tid, og var vel meget tæt på faktisk at udvikle en alvorlig spiseforstyrrelse. For min kur var enkel. Jeg sultede sådan set bare mig selv, indtil jeg kunne passe en str. XS. Jeg gik på handelsskolen og husker de lange skoledag, hvor jeg var svimmel af sult, men stædigt holdt fast i, at nu ville jeg endelig være… TYND. Og det blev jeg. Meget. I en kortere periode – selvom mine udprægede feminine former ikke engang i dén kontekst kunne tvinges ind i “heroine chic” skabelonen. Til min store frustration.

Siden da har min vægt svinget med helt op til 40 kg – som er det største vægttab, jeg nogensinde har præsteret i én runde (jeg formoder at jeg gennem årene har både tabt og taget mere end 100 kg??)  Det skete midt i en ægteskabelig krise, lige efter barn nr. 3, som jeg stadig ammede. Her var kuren igen enkel: Jeg spiste nærmest ingenting i 3-4 måneder. Som mor til 3 børn.. meget sund tilgang til idealer, der.

Mit forhold til mad er stadig aldeles fucked. Og det har jeg sådan set sluttet fred med. Jeg tror det er for sent at ændre afgørende på. Ofte kan jeg kun se de ting på min krop, jeg ikke kan lide.  Selvom jeg med årene jo har skabt min “persona” Fru Appel, der vel nok er kurvet, men på den lidt lækre pinup-facon betyder det ikke, at jeg bare er et perfekt eksempel på “self-love, baby”.  Bag den selvsikre kurvede facade, har jeg arbejdet meget med mit forhold til min krop og mad – og jeg er et langt bedre sted nu, end jeg var for bare få år siden. Jeg er bestemt kurvet, og jeg har stadig svært ved at betragte min krop i et spejl, når jeg ikke er iført flatterende tøj, men jeg er gladere og kan tilgive mig selv, når jeg spiser en flødebolle, fremfor at “straffe” mig selv med ekstra løbeture, træning eller hvad jeg har fundet på af raffinerede metoder til at fortælle min krop at nydelse i form af “usund” mad er aldeles forkert og der skal slås hårdt ned på det. Jeg kan smile til mig selv i spejlet, når jeg ser særlig godt ud. Ikke fordi jeg som sådan ønsker at høste anerkendelse fra andre end mig selv. Jeg ved godt, at jeg er en “acquired taste”. Det fandt jeg også fred med for længe siden.

Udover al det had, og den straf, jeg selv har strøet rundhåndet over min lige så runde krop, har jeg så også haft en omverden at forholde mig til. 

Når nogen af de allernærmeste i mit liv, fortæller at min krop ikke er vildt æstetisk at se på, om operation måske kunne være svaret? Bare sådan som et godt råd.

Når nogen giver uopfordrede slankeråd. Bare fordi jeg måske synes det kunne være interessant?

Når diverse FB-tastatur-krigere føler sig pressede i tilfældige diskussioner og inddrager alt det, der er “uheldigt” ved mit udseende. Fordi det er nemmere at mobbe en kvindes krop end hendes (skarpe) hjerne.

Når alt det tøj, jeg har med i prøverummet sidder ad H til på mine kurver (dansk mode er generelt pænest på høje, slanke damer…). 

Osv. osv.

Det gør hamrende ondt. Og ja.. jeg kan da “bare tabe mig” men hallo: Hvis man bare lige kunne tabe sig, fandtes der ikke overvægtige mennesker. Det lykkes for mellem 4 og 5% at opnå og fastholde varigt vægttab. Dårligere odds end fx stof- og alkoholmisbrugere, der smider misbruget. For selv i en verden, der – trods alt – bliver lidt mere rummelig, er det stadig forbundet med stort stigma at være overvægtig. Og som vi har set i sagen med Yumi, føler alle, og hans fætter, sig berettiget til at kommentere på det. Og have en holdning til ens livsstil, selvom de ikke kender den. Fordi man bærer sin “last” udenpå kroppen er man altså “frit game” i en mobbekontekst. Også selvom mobningen er pakket ind i “omsorg”.

Så jeg blev trigget – fordi det er en usikkerhed der ligger dybt i mit ellers selvsikre jeg. Guderne skal vide at jeg har kæmpet for at opnå idealet i næsten 40 år. Uden held. Og de, der kender mig ved, at jeg oftest får min vilje, er stædig som et æsel – blandt andet stoppede jeg med ciggaretterne (som jeg røg over 20 af om dagen) fra den den ene dag til den anden – uden at starte igen. Uden hjælp af nogen art. Og nu gider jeg faktisk ikke mere at kæmpe for de skide, uopnåelige, sindssyge idealer, der af så mange fremhæves som “sunde”. For det først kan vi konstatere at det at være 47 år gammel, måske er lige i overkanten hvis man vil starte en modelkarriere. At 163 cm er for lidt. Og så er der bare for meget af mig. 

Jeg – og Yumi – skylder INGEN at være “slank”, vi skylder INGEN at skulle værne om et ideal, vi aldrig nogensinde kommer til at leve op til. Vi skylder INGEN at forklare at man godt kan være overvægtig og sund. Ja faktisk skylder vi INGEN “sund”. Den eneste gæld vi har, er til os selv. At leve det bedste liv, vi nu kan – på de præmisser vi har og skaber for os selv. Vi skylder os selv at leve et liv på vores egne vilkår, uden løftede pegefingre fra “velmenende” ægtefæller, kolleger, venner eller tilfældige mennesker på Facebook.

Og så bare lige.. INTET menneske taber sig af at blive mobbet eller konstant mindet om sin “skam” og overvægt. Vi VED det godt. Trust me. Man får ikke lov til at leve i denne verden UDEN at blive gjort opmærksom på sin for høje vægt. Til gengæld vil man, hvis man elsker sin krop, være mere motiveret for at gøre gode ting for den. Om det indbefatter egentligt vægttab er op til den enkelte.

Det er længe siden, jeg lovede mig selv, at det for altid er slut med sulte-kure og pulverkure. Slut med at træne som en vanvittig, indtil jeg er besvimelsen nær. Slut med at afsky min egen krop. Jeg slutter fred. Punktum. Eller forsøger på det. For som sagen om Yumi viser, er verden ret ligeglad med projekt “find fred med dig selv” som én FB-ven skrev: “HVORFOR har hun dog fundet fred med sig selv? Hun burde tabe sig i stedet for”. Så meget for, at dårligt mentalt helbred OGSÅ er en folkesygdom, navnligt blandt unge. 

Betyder det, at jeg ikke har lyst til at være sund – til at spise ordentlig mad og røre mig? Selvfølgelig ikke. Men jeres idealer får hermed officielt en fuckfinger fra Fru Appel. Det samme gør jeres falske omsorg.

Og fordi jeg faktisk lige nu er så vred, holder jeg en pause fra Facebook. For min egen skyld. Til gengæld vil jeg overveje for alvor at sætte gang i min blog igen, da et format hvor jeg må bruge lige så mange ord, jeg orker egentlig er bedre til min skrivestil. 

Og så er der også lige det faktum, at jeg jo – som man kan læse mere om på FB – kæmper med en midtvejskrise – og en del af kuren er altså at de sociale medier skal fylde mindre og ægte nærvær mere. Og det kan være jeg skulle skrive lidt mere om det? Jeg mener, det er ikke nødvendigvis charmerende at være en rund trunte, der nærmer sig 50 med begyndende hedeture og eksistentielle kriser – men på den anden side er det måske meget godt at skrive om det, nu hvor jeg alligevel er ved at uddele fuck-fingre til en usund verden med usunde idealer – mentalt såvel som fysisk.

Kærligst

Fru Appel