Det er efterår. En melankolsk forandringernes tid, der er smuk i al sit gyldne forfald. Forandringernes tid, tænker jeg, imens jeg betragter bladenes vilde dans i vinden. Overvejer, hvordan noget der er så dødt som de gyldne blade, samtidig kan være så smukt og imponerende, Jeg kender efterårsfølelsen helt ind til benet. Det forstærker følelsen af at stå midt i voldsomme forandringer, der ofte føles uden for min kontrol. Hvor meget styr, jeg end kan virke  til at have på mit liv, min midtvejskrise og alt muligt andet udadtil, er mit indre liv ligesom de vilde, dansende blade, der viljeløst lader sig føre derhen, hvor vinden bærer dem.  Når jeg stirrer ud i den skønhed, bladenes død medfører, bliver jeg...

Jeg blev syg i denne uge. Ikke sådan noget alvorligt, men bare noget virus-agtigt med ondt i maven, feber og det værste af alt: madlede. Efter en travl og kaotisk weekend sidste uge, var min krop simpelthen DONE. Jeg har været træt, trist og i et ganske urimeligt humør. De første par hverdage i ugen var jeg (næsten) sygemeldt og ellers slæbte jeg mig igennem møder, e-mails og græsenkeliv (Hr. Appel er fortrukket til Spanien).  Fredag arbejdede jeg hjemme. I joggingtøj. Og havde nogle gode, spændende telefonmøder. Det hjalp på humøret at føle noget faglig energi – selvom jeg var iført joggingtøj og et løbende øje. Men hey. Det betød også at der ikke var transport-tid og at fra kl....

Ok – hvis I tror jeg skal ud i en længere fortælling om mit misbrug, kan I tro om igen. Jeg er nok ret afhængig af kaffe. Og lakrids. Og måske rejser. Men derudover altså ikke noget behandlingskrævende.. medmindre altså det er behandlingskrævende at være afhængig af andre mennesker? Jeg havde en samtale med en god ven omkring konceptet afhængighed. En meget stimulerende intellektuel affære, der fik mig til at tænke godt og grundigt over min afhængighed – den følelsesmæssige, vel og mærke. Vi drøftede blandt andet dét at være afhængige af andre mennesker. Er det godt eller skidt? Eller; det er jo selvfølgelig skidt at være så afhængig af et andet menneske, at det nærmer sig stof- eller alkoholafhængighed....

De dage, hvor der ikke sker noget helt fantastisk, men heller ikke noget helt forfærdeligt.  De dage, hvor man står op, gør sig klar uden at der sker afvigelser i morgenrutinen. Man kysser farvel og tager afsted. Arbejdspladsen venter. Skrivebordet står som man forlod det. Kaffekoppen venter, den varme kaffe bliver hældt op og nydt. Kollegerne drysser ind “godmorgen” Indbakken tjekkes. Mails besvares, møder afholdes. Der grines lidt med kolleger og spørgsmål vendes, vinkles og besvares. Han skriver, at han har ordnet en træls opgave for mig. Jeg skriver tilbage. Takker. Fortæller at jeg henter hans pakke på posthuset.  Farvel til kollegerne. I bilen. Købe ind.. “hvad skal vi have til aftensmad”?… hjem.  Børnene drysser ind, vi taler. Om deres...

Jeg har været dybt nede i debatten om kurver. Igen. Denne gang skyldes det sangerinden Jada, der udover at have en helt fantastisk stemme også har en krop, hun ikke skammer sig over, selvom den er tykkere end de kroppe, de fleste af hendes kollegaer flasher. Jeg har lagt et par oplæg op på min Facebook-side, hvor jeg primært adresserer problematikken om, hvordan vi taler om og til hinanden og rummer hinanden med fejl, forskelligheder og sådan helt generelt. Hvor jeg hylder modet til at stille sig op og gøre sin ting, selvom man møder rigtig meget had og rigtig mange virkelig perfide kommentarer. Se evt. dokumentarserien om Jada “Jada lillebitte kæmpestor” på DR.  Den handler bl.a. handler om, hvordan...