Del 1: Sunde kurver.

Jeg har været dybt nede i debatten om kurver. Igen.

Denne gang skyldes det sangerinden Jada, der udover at have en helt fantastisk stemme også har en krop, hun ikke skammer sig over, selvom den er tykkere end de kroppe, de fleste af hendes kollegaer flasher.

Jeg har lagt et par oplæg op på min Facebook-side, hvor jeg primært adresserer problematikken om, hvordan vi taler om og til hinanden og rummer hinanden med fejl, forskelligheder og sådan helt generelt. Hvor jeg hylder modet til at stille sig op og gøre sin ting, selvom man møder rigtig meget had og rigtig mange virkelig perfide kommentarer. Se evt. dokumentarserien om Jada “Jada lillebitte kæmpestor” på DR.  Den handler bl.a. handler om, hvordan Jada egentlig ikke har lyst til at være aktivist, men bare gerne vil spille sine sange, men også om, hvor hårdt det kan ramme, når mennesker er ondskabsfulde.

Nåmen på mine opslag er der selvfølgelig et par stykker, der skal gøre opmærksom på, at det er farligt, usundt og på alle måder en dårlig ting at være overvægtig (noget mit opslag slet ikke handler om, eller benægter) Der er også en del, der rundt omkring gør opmærksom på, at når Jada tillader sig at stille op og synge sine sange i en stor krop, så blåstempler og promoverer hun fedme.

1. ALLE, der nogensinde har vejet et par kg for meget ved, at der er en medfølgende risiko. For der er altid en venlig sjæl eller to, der nok lige skal gøre opmærksom på det. Fordi de gerne vil hjælpe, beskytte, vise omsorg (virkelig? Er det sådan man viser omsorg – ved at sige til andre: “Du skal bare lige vide, at du nok skal dø ung?” fedt. Det bliver et “nej tak” herfra!!)
2. I forhold til at promovere fedme, er det et mærkeligt standpunkt. Jeg mener – er det at promovere fedme, når man passer sit job i en større krop? Er det at promovere fedme, når man klæder sig på en bestemt måde (der ikke adskiller sig særligt fra den påklædning,  kollegerne er iført)? Er det at promovere fedme, når man har succes og er en offentlig person i en større krop? Jeg kan ikke se det. Alternativet er, at sangerinder skulle underlægge sig et krav om en “normal BMI” for at få lov til at optræde offentligt, der er nok i virkeligheden flere i den anden ende af skalaen, der så ville få et problem.

Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvorfor nogle mennesker bliver så enormt provokerede af, at en person (kvinde?) stiller sig op, og tillader sig at afvige fra de vedtagne skønheds- og sundhedsnormer, samtidig med, at hun ikke undskylder eller forsøger at gemme sig.

Så er der de mænd, der tror, de støtter kvinder ved at sige noget i retning af, at de finder kvinder med kurver sexede og lækre, og understreger at mange mænd har det sådan. Tjahhh? Who the fuck cares? Det er jo ikke mænds seksuelle tendenser og præferencer, der skal afgøre, om det er ok at stille sig op i en tyk krop. I udgangspunktet skylder vi jo ikke nogen at være tiltrækkende eller lækre. Udseendemæssigt og sundhedsmæssigt er det primært os selv, vi står til ansvar for. Vi skal selv leve i kroppen og med udseendet, og hvis det ikke fungerer for os, så må vi selv ændre det, vi synes, der skal ændres.

Og inden nogen kommer for godt igang med omkostninger for sundhdsvæsenet – her bliver jeg lidt religiøs: Hey, lad den rene kaste den første sten? Er der mon noget menneske, der kan påstå at de lever det perfekte sunde liv? Og selv hvis de gør, kan de så garantere, at de ikke bliver syge? Og hvad med dem, der dyrker ekstremsport og skal opereres, de der brækker hoften ved et faldskærmsudspring, eller falder på cyklen? Nej vel? INGEN kan sige sig fri for at have tendenser og vaner, der sætter dem i risiko for at må benytte sig af vores sundhedsvæsen.

Nå – men hvis vi så endelig skal hoppe med på præmissen om, at det eneste saliggørende er at tabe sig, så har jeg også rigtig dårlige nyheder. Af den del, der formår at tabe sig mere end 10% af deres kropsvægt er der kun 4-7%, der over en kortere årrække formår at fastholde det vægttab. Det er der rigtig mange årsager til. Manglende viljestyrke hos de resterende 93-96% er ikke en af dem. Nej, det handler om gener, psyke, social arv, mental sundhed og mange andre faktorer. Vægttab og efterfølgende vægtstabilitet handler i mindre grad om at lette røven og lukke munden og i meget høj grad om vores psyke og vores gener, ja hele vores samlede livssituation.

Så derfor har jeg for alvor besluttet at det er HELT SLUT med slankekure. SLUT MED FORBUDT som de 2 x Morten (Elsøe og Svane) skriver i bogen af samme navn (en bog jeg faktisk ikke har læst, men nu er jeg nødt til det – er stor fan af Morten Elsøe allerede). Jeg MAGTER ikke at at sulte mig selv eller træne til musklerne skriger og i det hele taget opleve vejen til sundhed (hvis man kan kalde så strengt et regime det) som en kamp, der er fyldt med smerte og hvis endegyldige mål er “slank”.

Jamen hvad så, fru Appel?, tænker du nok. Vil du så bare lade stå til og blive endnu tykkere, mindre aktiv og bare sidde hele dagen og skrive fedmeaktivistiske protestskrivelser på din blog og i SoMe-land?  GU VIL JEG DA EJ.

Jeg vil have sunde kurver. Jeg vil fri af skønheds- og slanketyranniet, men jeg vil også lære, hvad det vil sige at være sund. Altså ikke slank (og der er ikke lighedstegn mellem slank og sund, kan jeg oplyse til BMI-nazierne) At fylde gode ting på min krop, genfinde glæden ved at bevæge den og bruge den. At mærke tilfredsstillelsen ved at behandle mig selv og min krop respektfuldt og godt. Jeg vil arbejde med min mentale sundhed (der også er en enormt væsentlig spiller i det samlede sundhedsbillede) Og så vil jeg gerne bidrage til familiens sundhed i samme åndedræt.

Så – projekt “Sunde Kurver” er indlemmet i vejen ud af midtvejskrisen. Hvordan lever man overhovedet sundt, hvis det ikke er med vægttab som formål? Det aner jeg ikke, for jeg har altid, siden jeg var 8 år gammel, været enormt fokuseret på min vægt.  Og ikke så meget på min sundhed. Hvad vægten  sagde om mig (manglende kontrol og viljestyrke, troede jeg), hvor attraktiv jeg var (fuldstændig afhængigt af tallet på vægten), hvor mange kalorier jeg forbrændte under aktivitet og hvor mange kalorier jeg indtog. For ja – jeg er et omvandrende kalorie-leksikon, og kan fortælle dig kalorietallet i de fleste gængse råvarer, uden at konsultere google eller en tabel. Sørgeligt at mit forhold til mad er baseret på noget så trivielt og lystfornægtende.

Vægttabskulturen og skønhedsidealerne har fyldt så meget i mit liv,  har taget så meget af min energi, gjort mig trist og ked af det, og forstyrret mit mentale helbred i moderat til høj grad i snart 40 år. Det er et fængsel – men det må og skal ikke blive en livstidsdom.

Forvent ikke mirakler her, jeg tror det bliver en lang og kompliceret rejse for mig, og alting sker ikke på en gang.

Hvis nogle af jer, kære læsere, har gode råd, gode kilder eller på anden måde har lyst til at bidrage vil jeg blive meget taknemmelig.

Pyha. Det blev personligt.

Kærligst

Fru Appel