At lade sig komplimentere

“Du ser godt ud idag” sagde hr. Appel her til morgen. Klokken var 6.34 og jeg var ved at lægge sidste hånd på værket, inden afgang til arbejdet “skal du noget særligt?” fortsatte han med morgensøvnige øjne og en lidt sexet morgenhæs stemme.

“Jeg ser da ud som jeg plejer” vrissede jeg, imens jeg kastede et blik ned over mig selv. Sort, sort, sort… strikket kjole (tætsiddende) fra Karen Millen – med matchende cardigan. Hudfarvede strømper og mine elskede sko fra Irregular Choice (oldgamle sorte sko med hvide prikker og strikkede sløjfer, på den søde måde). Ja vel var jeg da lækker på den stilede måde, men jeg går jo næsten altid i 1)sorte kjoler 2)tætsiddende kjoler.

“neeej..det er nok fordi dit hår hænger sådan ned” fortsatte han insisterende.. Jeg hev i en tot af nævnte hårpragt, lidt irriteret nu – hvad var han ude på? “Mit hår hænger da altid – eller næsten”, sagde jeg spydigt.

“nåhhh.. ejmen” nu lød stemmen lidt usikker “så er det nok fordi dine øjne er sådan tegnet op”. Morgensurt blik fra Fru Appel med et kort “Jeg har samme make-up på som altid”

Hr. Appel tiede klogeligt, velvidende at fru Appel bestemt ikke er så nem om morgenen. At karakterisere mig som morgensur er som at kalde en  vulkan i udbrud for “venlig”.

Men da jeg lige var kommet mig over min egen morgensurhed indså jeg at min reaktion er typisk. For mange kvinder. Eller ihvertfald danske kvinder. Man får en kompliment – rakt ud af en venlig sjæl, uden der egentlig er andet i det end venlighed og anerkendelse. Og straks reagerer den indre dialog: “Hvorfor siger han nu det”, “Hvad dælen forsøger han mon at opnå” og andre lidet flatterende tanker.

Så; pointen er vel: Næste gang manden i mit liv siger noget pænt, bare fordi han bliver glad af at se på mig – så bør jeg nok bare smile og sige “tak”.