Hey kære læsere Jeg ved godt, at bloggen er lidt i undtagelsestilstand lige p.t. Som I ved, har min lillebror det rigtig skidt for tiden. Faktisk så skidt, at jeg tilbragte hele søndagen på hans hospitalsstue, i den tro, at nu skulle han dø. Vanen tro, gør min lillebror dog aldrig, hvad der forventes af ham – og han stabiliserede sig igen. Til både lægers og familiens overraskelse. Han er dog ikke rask af den grund – han er faktisk rigtig, rigtig syg. Du kan læse lidt mere om min bror og hans forløb i dette indlæg. Så kære læsere, det er altså derfor, at jeg føler mig lidt uinspireret og trist p.t., og så kan jeg bare ikke finde...

Som I ved kære læsere, er jeg lige for tiden ikke mit sædvanlige..ahem…sprudlende og milde jeg. Du kan læse mere om hvorfor her. Jeg har derfor samlet billeder, øjeblikke og andet, der hjælper mig til at huske, at livet ikke kun er sur røv. Både overfladiske glæder og de mere dybt forankrede. først og fremmest min familie. Selvom børn, mand og forældre kan være en prøvelse, er det trods alt dem, der fylder mit liv med grin, glæde og kærlighed. Og ham her. Partner in crime i snart 22 år. Hr. Appel. Øjeblikke af rendyrket livsglæde, sjov, ballade og måske lidt eftertanke. Rejser. De mere jordnære glæder – som dog aldrig fejler, når jeg skal smile (kald mig bare overfladisk) En...

Dette er et brev til min lillebror. Efter at have været fuldstændig normal som barn, svigtede hans lever fra den ene dag til den anden. Han har fået to levertransplantationer, en hjerneskade – og på nuværende tidspunkt bor han på et hjem. Han har intet sprog, har haft et utal af blodpropper, der har medført diverse lammelser, så han heller ikke kan bevæge sig særlig godt. Han sidder i kørestol. I disse dage er han indlagt på universitetshospitalet i Århus. Man mener, han er ved at afstøde den lever, han fik for 15 år siden  – og som reddede hans liv. Men hvilket liv?  Det her er et brev til ham. Både til den bror, han var, før han blev...

Projekt: “Panik-det-er-lige-straks-bikini-sæson-jeg-når-det-aldrig” Da mit overskud lige p.t. er ikke-eksisterende, men behovet for at gøre noget ved min ret dej-agtige, lidt for meget mor-krop, ikke desto mindre er presserende, har jeg besluttet at kickstarte årets sædvanligvis 2 panik-slanke-måneder (maj og juni). Det skal være enkelt, det skal ikke kræve, at jeg træner, hvis jeg ikke orker og der skal ikke indgå alt muligt special-mad-himstregims. Da jeg ikke rigtig har kunnet finde noget spændende (har surfet som en gal på Pinterest), har jeg selv måttet opfinde en lille udfordring, jeg kalder: 3 på tusind. I al sin enkelhed betyder det såmænd bare, at jeg har udfordret mig selv til, at jeg må spise max 1000 kalorier om dagen i 3 dage. Det...

Dette forår har været fuldstændig crazy. Først besøgte vi Sydafrika – 4 dage efter vi var kommet hjem, stod den på knaldeferie på de Kanariske øer. Halvanden uge herefter var det så familietur til Paris (vi synes ligesom ikke rigtig vi kunne være bekendt at rejse mere uden børn!). Mit liv har virket lige i overkanten glamour-agtigt, må jeg tilstå. Da jeg vågnede op, dagen efter vi kom hjem fra Paris, var jeg et par øjeblikke ret forvirret over, hvor jeg var i verden! Men altså….vi tog familien, incl. mine forældre, med til Paris. Jeg elsker Paris. Der findes ikke en by i verden, der er lige så chic, smuk og atmosfærefyldt som den franske hovedstad. Men den stod altså ikke...