Kender I det? Nogen har såret jer helt vildt. Altså; vi taler hjerteknusende, ar-fremkaldende, livsændrende såret. På den pinefulde måde, så man nærmest kan føle sjælens hudløshed fysisk. Hvordan sjælen vånder sig og smerter næsten hver gang man rører sig, tænker eller forsøger at komme videre.  En slags åndelig asfalteksem. Og desværre findes der jo ikke Panodil til sjælesmerter, ej heller en eller anden sjælesmertedræbende creme. Så det nemmeste er at vælge at dvæle i uretfærdigheden, i svigtet, i smerten. At smede en offerlænke, og forvandle sig til en forslået lænkehund, der er helt afhængig af andre for at overleve. Man har ellers prøvet det hele. Læst og gemt 100 velgørende citater, tændt 100 lavendel-duftlys og skrevet 100 sider...

–o0o– Eufori.. og jahhhh.. nyt projekt. Ny sti. Ny vej at følge imod et lykkeligere og bedre liv.. og måske endnu et redskab til at komme godt og konstruktivt igennem midtvejskrisen. Beslutningen er taget. Sunde kurver er vejen frem. I mit seneste blogindlæg skrev jeg om, hvordan jeg vil hive mig selv ud af diætkulturens klør. Et sted jeg har siddet godt og grundigt fast i de seneste 40 år, med megen selvhad, nederlag, tårer og buler i selvtilliden til følge. Det har fyldt SÅ meget. Alt for meget. Og er desværre en del af en nedarvet kultur blandt kvinderne i min familie. På den måde er jeg stærkt tilfreds med, at jeg ikke har en datter, jeg kan ødelægge...

Nåmen; i morgen starter mit yngste barn i gymnasiet. Endnu et tegn på, at jeg frister en empty-nester tilværelse lige rundt om hjørnet. Shit. Jeg GLÆDER mig på hans vegne (og på storebrors vegne, da han skal i 2. G og glæder sig meget til at have fri mobbe-adgang til lillebror i dagligdagen..). Og jeg er sikker på, han nok skal klare det i fin stil, sød, kløgtig og arbejdsom, som han er. Men hvad med mig? Altså først og fremmest glæder jeg mig mest over, at jeg er HELT færdig med forældreintra og VIGGO. Som i HELT færdig. Har aldrig været fan. Men udover det, synes jeg det kan være lidt svært at finde glæden ved endnu et kapitel,...

Som jeg jo har skrevet meget om, er jeg havnet i den hersens midtvejskrise – og forsøger samtidig at takle udfordringer på min arbejdsplads og håndtere min brors død. Eller alle de ting er selvfølgelig også internt forbundne – og det tilføjer til mit pt. ret høje stress-niveau. Nå – men en af mine “tilpasnings-mekanismer” i den proces har været at kaste mig frådende over alle mulige (og ret mange umulige) – for mig – nye ideer, nyt input, gode råd til at håndtere kriser, stress og midtlivet. Jeg har også droppet at være på Facebook med kommentarer og opslag (medmindre det lige er for at lægge nye indlæg fra bloggen op). Og så har jeg forsøgt at re-claime min...

Det der med at optage en plads i verden. At claime den som sin egen – som sin ejendom. Det burde være enkelt, ikke. Man sætter jo bare sin håndtaske og placerer sig selv på en sikker stillet og sender et olmt blik til de, der måtte forsøge at krænke ens personlige rum. Bare se på mig. De fleste betragter mig som en klippe af selvsikker “I do not give a fuck” granit, når det kommer til at kræve min plads. Og en masse plads. Jeg fylder rigtig meget i de fleste sammenhænge, det er der ingen tvivl om. Jeg taler højt og meget, går klædt anderledes end andre, griner så højt at væggene ryster og er ikke bange for...