Midtvejskrisen – en afgrund af frihed

Nåmen; i morgen starter mit yngste barn i gymnasiet.

Endnu et tegn på, at jeg frister en empty-nester tilværelse lige rundt om hjørnet. Shit.

Jeg GLÆDER mig på hans vegne (og på storebrors vegne, da han skal i 2. G og glæder sig meget til at have fri mobbe-adgang til lillebror i dagligdagen..). Og jeg er sikker på, han nok skal klare det i fin stil, sød, kløgtig og arbejdsom, som han er.

Men hvad med mig? Altså først og fremmest glæder jeg mig mest over, at jeg er HELT færdig med forældreintra og VIGGO. Som i HELT færdig. Har aldrig været fan. Men udover det, synes jeg det kan være lidt svært at finde glæden ved endnu et kapitel, der fører mine børn længere væk og mig tættere på en afgrund af frihed.

Det er jo en slags livscyklus, ikke? Sidste gang jeg følte den – afgrunden af frihed – var da jeg var færdig på handelsskolen og verden stod helt og aldeles åben for mig. Jeg var ung, voksen, fri til at kaste mig over lige hvad jeg havde lyst til. Og jeg var lammet.

Det endte med at jeg svarede på en jobannonce og sikrede mig en læreplads som advokatsekretær, en ny kæreste (hr. Appel, som dengang var sparekasseelev i Grindsted), vi fik en virkelig skodagtig lejlighed i Varde og etablerede os lynhurtigt, uden at skelne til andet end et kæmpe behov for tryghed. Tryghed i job, kærlighed og livssituation. Jeg tog ikke ud at rejse som mange af mine venner, holdt ikke sabbatår, men rettede øjnene mod horisonten og jeg fandt mig selv i at være tilpas i en slags veletableret middelklasseliv i en alder af 19-20 år.

Jeg blev færdig som sekretær og straks efter startede jeg på Uni. Giftede mig, fik børn. På intet tidspunkt siden den sommer efter handelsskole-huen, vaklede jeg eller følte mig usikker. Jeg fortsatte fremad determineret i min stræben efter det gode liv med villa, volvo og vovse. Med kærligheden til mine børn og min mand som følgesvend, benzin og livsindhold. Opnåede dog aldrig en volvo, men I ved…

Og nu er det lange tilløb til den nye afgrund af frihed ved at slut. Jeg står i dén grad midt i en kæmpe frihed til at vælge, hvad mit liv nu skal indeholde. Jeg er privilegeret og har hr. Appels støtte til bare at tage hul på lige dét jeg vil. At forme den tilværelse, der giver mening for mig, nu hvor den mest alvorlige del af vores ægteskabelige aftale så småt er ved at afsluttes – mit tilsagn om at påtage mig rollen som evigt nærværende og tilgængelig mor og primær-forælder for børnene og rollen som husmor og hjemmets organisator, daglige leder og logistikchef. Der er primært én ting tilbage at tage hensyn til. Mig. Kun mig.

Altså undskyld – det lyder, ved jeg, som en enorm priviligeret problemstilling at stå i (hvad det givet også er), men når man igennem de seneste 20-30 år hele tiden har haft sine faste opgaver, defineret af min rolle som Hr. Appels kone, hans børns mor og hans karrieres støttehjul og ventil, kan man godt glemme at man faktisk er en selvstændig person med en eller anden form for autentisk kerne. Og det er den kerne, jeg nu arbejder for at grave mig ned til. Igennem alle mine lag af forestillinger om hvordan jeg BØR være, hvordan jeg BØR tænke, hvad jeg BØR have lyst til – og helt ned til den, jeg faktisk er. Når lagene af erfaring, omsorgsrolle og forventninger er skrællet væk.

God fornøjelse med det, Fru Appel tænker jeg, imens jeg i mit hoved forsøger at finde ud af, hvordan man fører sådan en gravemaskine, imens man leder efter det der autentiske jeg, der er en nål i livets høstak af omstændigheder. Sandheden er, at jeg faktisk ikke ved det. Jeg har den samme følelse som jeg havde da jeg var 19 år gammel og skulle finde ud af, hvilket liv, jeg ville have. Jeg har ikke fortrudt mine valg i livet – de har jo ført mig frem til idag, og ført uendelig megen lykke med sig, hvis man ser på nettoproduktet af mit hidtidige liv, men som en eftertanke kunne jeg godt have tænkt mig, at jeg havde været mere parat til bare at springe ud over kanten på den afgrund og se, hvad der skete, fremfor at søge derhen, hvor jeg havde fast grund under fødderne.

Nu står jeg der så igen. For 2. gang. Med alle mine livserfaringer i bagagen, med alle mulige valg, der skal træffes – et nyt take på livet, der skal formes.. det er stressende synes jeg. En hård, men givende proces. Men først og fremmest en afgrund af frihed – uden hegn og uden sikkerhedsnet, skulle jeg falde.

Og således begynder 2. halvår af 2022.. jeg håber efteråret bliver væsentligt bedre end foråret, der virkelig fuckede alvorligt med mit hoved og min grundlæggende livstryghed. Må det blive et efterår fyldt med inspiration, vilde tanker og store armbevægelser. Og MASSER af glæde. For alle.

God skolestart til gymnasie-unge, til skolebørn, efterskolebørn og deres mødre.

Kærligst

Fru Appel