Sko, skrøbelighed og positiv energi

Jeg har kæmpet lidt med energiniveauet her på det seneste. Egentlig går det rigtig godt med selvopdagelse og midtvejskrise. Eller jeg har ikke haft vildt meget tid, på det seneste,  til at grave rigtig dybt, men jeg tænker tanker, går ture og føler mig i det hele taget – glimtvis – inspireret af livet. Håbefuld er vel ordet?

Nå – men til gengæld er der også visse afdelinger af mit liv, hvor det halter lidt. Jeg har opdaget at min skrøbelige positive energi stadig netop er.. skrøbelig. For jeg skal ikke befinde mig ret lang tid omkring brok og negativitet, før jeg totalt lader mig opsluge af det og bliver en ikke-reflekterende medløber. Og et brokkehoved.

Symptomerne er tydelige. Det giver hovedpine og det er som om man trækker vejret på en lidt mindre tilfredsstillende måde. Ikke dybt og rart, men sådan lidt overfladisk øverst i brystet, en slags emotionel åndenød, kan man vel kalde det?

Pludselig virker verden dyster og nærmest umulig at navigere, selvom man for en halv time siden egentlig syntes at livet var interessant og fyldt med nye tanker, der skal tænkes, nye ideer, der skal overvejes og bare sådan helt generelt et liv der skal indtages i store saftige bidder. Men så blive man mødt med den her mur af negativitet, brok og dystre miner – og BUM, straks kan man ikke se sig ud af grå tåger af tristesse – og livet skal tvinges ned i tørre, mugne mundfulde.

Og hey, jeg dømmer ikke. Rigtig mange mennesker i mine omgivelser gennemgår ret lortede ting lige nu, og det er klart at det her med positive tanker og “du skal prøve at se alle de gode ting” ikke altid er nok. Eller sjældent er det. Heller ikke for mig. Livet kan være barsk og uoverskueligt. Svært og uretfærdigt. Ingen tvivl om det. Og det er vi nødt til at tage hånd om, uden at lege små hysteriske solstråler, der tror alt kan fikses med en dosis fortænkt positivitet og et kram. For sådan hænger verden desværre ikke sammen. Jeg tror egentlig ikke på den der med at man ikke skal se problemer men udfordringer eller muligheder. Selvfølgelig er der problemer. De skal tages alvorligt og i videst muligt omfang løses. Men det ville være skønt, hvis man i samme arbejdsgang faktisk formåede at bevare den positive energi, der skal nære vores livsglæde.

Man kan så lige stille sig selv spørgsmålet “Hvorfor har SÅ mange mennesker det SÅ dårligt”?. Og det er et godt spørgsmål – til et andet blogindlæg – for ja, de psykiatriske diagnosers kurver går én vej, stress er en folkesygdom og generel utilpashed dagligdag.  Vi  lever på mange måder i et samfund, der medvirker til at gøre os syge, negative, angste og trætte. Men årsagen må vi lige tage på et senere tidspunkt. Nu gælder det, for mig,  stadig om at gribe min egen iltmaske og finde ud af, hvordan jeg bevarer min egen skrøbelige positive energi – og forhåbentlig også finde en vej til at lade den vokse sig stærkere og mere dominerende.

Sådan helt grundlæggende og basalt er min default coping-mekanisme humor, jeg elsker at have det sjovt. Jeg kan også være rigtig sjov at være sammen med. Og faktisk er jeg på mange måder et positivt menneske med et nogenlunde lyst syn på tilværelsen (selvom 47 års “væren i verden” selvfølgelig har medført et par bristede illusioner hist og pist).  Mit positive sind har nok været svært at genkende for mange, der først har mødt mig gennem de seneste 3-4 år, hvor det har udviklet sig til noget mere melankolsk og i perioder (jeg er ikke meget for at indrømme det) ligefrem bittert. Men med min rejse mod at få løst op for midtvejskrisen og de deraf følgende intellektuelle stimulanser, nye tanker og nye ideer kan jeg mærke at jeg glimtvis nærmer mig mit “autentiske positive jeg” igen. Jeg er overordnet set gladere, selvom jeg stadig tager nogle dybe dyk indimellem, her er det dog værd at bemærke, at “nede-tiden” er reduceret mærkbart.

Disse dyk hænger ofte sammen med, at jeg får placeret mig selv i en negativ situation – at jeg på en eller anden måde kommer til at påtage mig andres problemer, andres brok og negativitet og gør det til mit eget. Og det er altså ikke videre smart, når man nu faktisk er indrettet til at grine og have det sjovt med at leve. Det er en virkelig party-killer, faktisk.  Så det arbejder jeg med lige nu – at anerkende og forstå andres situation – at “medføle” men ikke “føle”, ikke adoptere den og lade den overtage noget i mig. At værne om min positive energi, når den er der. 

Men hvad jeg også gerne vil, er at generere noget positiv energi omkring mig. Hvordan gør man det? Tjahhhh.. hvis jeg vidste det med sikkerhed, ville jeg selvfølgelig bare på magisk vis have gjort verden til et bedre sted at være. Så “generator af positiv energi” er røget på to-do-listen for den næste tid, og så må jeg jo prøve at anskaffe mig de nødvendige værktøjer.

Jeg har dog gang i nogle  (ikke tilsigtede) mikro-handlinger, har jeg fundet ud af. I hvert fald var der en lille gruppe af kvindelige kolleger, der mente, at hvis man trænger til opmuntring, så kan man bare kigge på mine fødder, der altid er iført pæne og ofte også sjove sko… ville det ikke være vidunderligt, hvis det enkle svar på de tunge problematikker var “fine sko til alle”? Men det er trods alt en start, når man kan få sine omgivelser til at smile. En god start. Prøv det.

Verden – også min – trænger til skaberkraft, kreativitet og .. altså positiv energi, og jeg vil virkelig gerne være med til at sparke til udviklingen. Gode råd modtages med kyshånd.

Kærligst

Fru Appel