Det gode liv – børn eller ej?

Til trods for at være udfordret på det fysiske arbejdsmiljø pt. (hvilket også slider på det psykiske), er jeg så enormt heldig at være begunstiget af meget gode og vildt kloge kolleger – kolleger, der også dagligt bidrager til at fylde på min videnstank og giver stof til eftertanke. I kaffepausen, hvor det er tilladt at tale – både helt generelt,  men også om de store tanker, der ikke lige direkte relaterer sig til sundhedsretlige problemstillinger. Diskussionerne bølger, tankerne går højt og dybt. Det er en gave.

I sidste uge endte jeg i en samtale med en (ung kvindelig) kollega, der har stærke holdninger til ting som familie, familiepolitik, børn – og selvfølgelig lykke. For hvad er lykke?

I den snak kom vi til at drøfte børn. Gør børn os lykkelige, eller er de faktisk bare en pestilens, der forpester vores liv med lortebleer og endeløse trivielle opgaver – stjæler vores nattesøvn og kræver konstant opmærksomhed?

Rent empirisk gør børn os ikke lykkelige, siger lykkeforsker Christian Bjørnskov i denne (lidt ældre) artikel (som min kollega sendte til mig, fordi budskabet havde provokeret hende):

https://www.dr.dk/nyheder/indland/forsker-lykken-er-ikke-faa-boern

“Vi kan se i stort set alle undersøgelser, at dem, der ikke har børn, typisk er lykkeligere end dem, der har børn, som bor hjemme, siger forskeren.

Det skyldes paradoksalt nok, at forældre elsker de børn, de nu engang har sat i verden.

– Når vi elsker dem, så bekymrer vi os. Vi sætter vores egne behov til side.

Forskning viser, at forældre udelukkende er i forældrerollen, når først de har har fået børn. De bliver aldrig et par igen, som de var, inden de fik børn, fortæller lykkeforskeren.

Det kommer til at veje meget tungere end alle de glæder, man faktisk får ved børn, siger han.”

Og det er givet rigtigt, at lige dér, når man står midt i bekymringerne og tilsidesættelsen af egne basalbehov, når man ikke har tid til hverken sig selv eller sin partner, kan “projekt familie” godt virke ret så uoverskueligt og svært. Og modsat lykken.. for i det øjeblik drømmer man bare om tid. Tid til sig selv. Man hungrer efter det og måske har man endda sorte tanker om, hvorvidt det faktisk var det rigtige at få børn. Men det er trods alt kun et relativt kort øjeblik i livet for de fleste.

Jeg husker levende tiden med små børn, og hvor hårdt det var, altid at være “på” fysisk og mentalt. Selvfølgelig husker jeg lige så levende følelsen af små buttede arme om min hals og leverpostejsmadsduftende drenge der puttede sig ind til mig. Men følelsen af udmattelse og bekymring står stadig meget stærkt – selv nu – mange år efter, hvor de mere dufter af aftershave end leverpostej

Jeg husker også hvordan Hr. Appel og jeg har kæmpet for at huske og genfinde hinanden midt i småbørns-kaos. Det var ikke altid nemt. Og det blev, på et tidspunkt, næsten fatalt for vores forhold. Og det er da også et faktum, at rigtig mange parforhold knækker halsen på projekt “børn”. Hvilket jeg faktisk godt forstår – særligt nu hvor “børn” er blevet til et næsten uoverkommeligt projekt af opgaver, forventninger og forpligtelser (og vel nærmest også er blevet et individualistisk projekt, der handler om at realisere sig selv som forælder).

MEN

Hvad er lykke egentlig i den forbindelse? Er lykke et øjebliksbillede – eller skal den måles over et liv?. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at for mig findes lykken jo netop i at skabe det meget stærke sammenhold vi har i vores familie. At vide, at der er nogen, der elsker mig ubetinget, og også indimellem er villige til at droppe tilfredsstillelsen af egne øjebliksbehov for at tage sig af mig, når jeg har brug for det. At jeg har 100% tillid til at nogen griber mig, hvis jeg falder.  At jeg giver mine børn den gave, jeg selv fik af mine forældre. At vores kollektiv er vigtigere end mig alene. End mine børn alene. 

For mig ligger meget af lykken placeret i det forpligtende fællesskab en familie er. Dét, at man giver og tager efter behov. At noget er større end mig og og mit ego (ja tænk engang). Bare den viden, at der ALTID er nogen, der har min ryg. At mine børn ved, at der altid er nogen, der har deres ryg. Man er aldrig alene. Man er tryg. Man er en del af noget større. Men dét koster måske nok den “øjeblikkelige lykkefølelse” i de kaotiske småbørns-år. Fordi lykke – i mine øjne – ikke er meget anderledes end ganske almindelig markedsøkonomi. Afkast afhænger af investering. Bum. Sådan. Og med børn er vi ude i langsigtede – livslange – investeringer. Men min erfaring er – nu hvor jeg er så langt i mit mor-liv – at den investering virkelig giver et afkast, der batter.

Og så kan man jo overveje om lykke – virkelig, dyb lykke – handler om at få sine egne ønsker og behov tilfredsstillet på den maksimale måde. Hele tiden. Det tror jeg ikke. I mine øjne handler det i lige så høj grad om at have tillid, at være tryg, at elske og blive elsket. At være en del af noget, der forpligter – OGSÅ når den forpligtelse kan virke uoverstigelig og svær – og lægge en dæmper på lykkefølelsen i dét øjeblik i livet. At opleve lykken ved at give og være der for andre. Og de relationer, dét skaber igennem generationer.

At have “det gode liv” på “jeg-måden” eller om det i længden – og særligt i dybden – måske alligevel kan noget, det der med forpligtende fællesskaber, der ikke altid handler om os selv? At have “det gode liv” på “vi-måden”.

Og så ville det måske også klæde moderne forældre at skrue en anelse ned for konkurrencementaliteten og de selv-indførte krav om at være “perfekte” og i stedet være lidt mere chill og give børn og sig selv ro til bare at være til (og kede sig). Men det er et andet blog-indlæg.

Kærligst

Fru Appel