Udsalgs-pinup-godter IRL

Suppekur – eller hvordan man mister humøret på 3 dage.

I onsdags modtog jeg min første levering af den suppekur, der er en del af Januarpakken fra Sund Takeaway. Jeg vil lige understrege, at jeg aldrig ville smide 2.000 kr efter en suppekur (som den er prissat til på Sund Takeaways hjemmeside) – men jeg giver gerne 2.950 for 4 ugers mad fra Sund Takeaway, og her fik man så en uges ekstra mad i form af en suppekur, uden ekstra udgifter. Gratis er jo som bekendt helt uimodståeligt.

Og det skal selvfølgelig prøves, selvom jeg må indrømme, at sidst jeg fik smidt en “gratis” kur oven i Sund Takeaways madkasse, var jeg alt andet end begejstret (du kan læse mere om den famøse juicekur her). Til gengæld er jeg kæmpe fan af deres 4 ugers slankekasse (se blandt andet her). Maden er god og varieret, uden at være prangende – det er ret fantastisk, når man slet ikke behøver at tænke over, hvad man skal spise, og hvor mange kalorier, man indtager – alt er pakket i portioner og udregnet på forhånd. Det frigiver simpelthen så meget energi.

Nå – men tilbage til onsdag, hvor de første 3 dages suppe blev leveret. Jeg var moderat optimistisk, da jeg elsker suppe, og det er januar og koldt, så helt galt kunne det jo ikke være. Der var 3 varianter i pakken: Jordskokkesuppe, Blomkålssuppe og Pastiknak/karrysuppe.

Torsdag morgen var det så tid til at varme den første suppe. Jeg havde valgt blomkålssuppen til mit første måltid, da jeg elsker blomkål, og der skal rigtig meget til at ødelægge en blomkålssuppe. Jeg startede med andre ord blidt.

Jeg var jo på arbejde, og blev selvfølgelig mødt af de sædvanlige skeptiske blikke, interesserede spørgsmål og lidt rullende øjne over at jeg nu IGEN har kastet mig over en ny kur. Det er i øvrigt min egen skyld – det er ikke småting mine kolleger har lagt øjne til i vores fælles kaffestue på min arbejdsplads, igennem de snart 9 år, jeg har været ansat.

Og suppen smagte faktisk godt. Jeg var optimistisk.

suppecollage1

Det første jeg kunne konstatere, var at sådan 2,5 dl suppe (a ca 240 kcal) fylder godt i maven. Og det er meningen man skal spise 5 stk. på en dag. Men altså…jeg var allerede bagefter den første dag, da jeg først blev sulten igen, ud på eftermiddagen.

Til frokost valgte jeg så jordskokkesuppen. YRK. Nu kan jeg altså heller ikke lide jordskokker, hvilket helt sikkert medvirkede til ubehaget. Men det her var i særklasse svært at få ned. Ikke engang generøse mængder salt og peber hjalp. Det gode var dog, at jeg helt og aldeles mistede appetitten, og det slanker jo også. Den begrænsede mængde, jeg nåede at indtage, betød dog, at jeg resten af dagen og aftenen havde ret…..hmmm…. interessante oplevelser med min mave.

Om aftenen var jeg ret sulten, eftersom mit totale madindtag på denne dag bestod af 1 1/2 flaske suppe. Jeg valgte den 3. slags – Pastiknak/Karry, og syntes den smagte godt og krydret. Jeg skulle dog senere finde ud af, at det nok mest var fordi jeg var sulten nok til at spise en hest.

Jeg kunne konstatere, at for mit vedkommende, er det maksimalt muligt at klemme 3 supper ned om dagen. Det svarer så til godt 1.000 kcalorier, hvilket jo ikke er nok, hvis man vil bevare sin fornuft, ikke vil råbe af sine børn og ikke betragte hunden som et muligt måltid.

Fredag gik fint fra morgenen. Den gode blomkålssuppe gled fint ned og smagte herligt. Men allerede ved frokosttid gik det galt. Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at spise karry/pastinaksuppen, og jordskokkesuppen var helt udelukket. De resterende flasker af denne hæslighed røg i skraldespanden

suppe4

Samtidig viste det sig, at selvom det i beskrivelsen af suppekuren var anført, at 2. levering ville komme fredag, skete der bare intet. Jeg måtte pakke resterne af min suppekur og bringe det med mig på weekend hos mine forældre, og så bare afvente, hvornår resten ville ankomme. Kl. 10 lørdag morgen fik jeg en SMS fra Sund Takeaway om, at de “selvfølgelig” leverede lørdag i Jylland. Ok så. Heldigvis har det jo været frostvejr i weekenden, så min suppe måtte finde sig i at overnatte på trappestenen fra lørdag til søndag. Ikke sådan helt fantastisk kundeservice. Jeg skrev i øvrigt til dem, men fik intet svar.

Ude hos mine forældre nøjedes jeg med blomkålssuppen, og spiste almindelig sund mad for resten. Tanken om mere Pastinak/karry var nok til at få mig til at overveje en hurtig tilbagetrækning ned i slikskuffen. Så også disse rester blev smidt ud. Til frokost søndag peppede jeg blomkålssuppen op med lidt kyllingekød. Det var bestemt en god ide.

Som ventet stod der en flamingokasse med supper på min trappesten, da jeg og ungerne kom hjem i dag. De næste 4 dage er der så 4 supper at vælge imellem: Persillesuppe, Tomat-Jordskokkesuppe, Tomatsuppe med peberrod og Rodfrugtsuppe. jeg er forbeholden. Hvorfor smider de nu jordskokker i tomatsuppen? Og peberrod? Må det overhovedet varmes?

Jeg spiste en af supperne – persillesuppe – som mellemmåltid. Det smagte lidt henad en meget tynd persillesovs, der helt afgjort trængte til opmærksomhed fra lidt god økosmør, mel og en opbagning. Men det var ok og spiseligt.

Jeg tabte mig 400 g fra dag 1 til dag 2 – og har ikke vejet mig siden, da jeg ikke har været hjemme, men skal nok holde jer orienteret.

Med hensyn til resten af projekt suppekur,  er jeg ikke videre optimistisk, og tænker umiddelbart, at supperne vil blive suppleret med almindelig, sund mad – for jeg orker simpelthen ikke at spise mad, jeg ikke kan lide. Jeg bliver sur, tvær og ganske uomgængelig! Og så er livet i øvrigt for kort til madlede.

Fru Appel

_________________________________________________________________________________________

Følg mig på Facebook og Instagram

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Udsalgs-pinup-godter IRL