Fantastisk Plastik – eller?

Som I jo ved har jeg været på den her kæresteferie med hr. Appel. Dejligt med solskin, drinks, varme dage og hede nætter – og ikke mindst skønne mennesker.

Og knap så skønne.

Vi boede på sådan et lille resort kun for voksne.  Og en af mine yndlingshobbies er jo at kigge mennesker. På resortet var der meget varieret udvalg af mennesketyper, man kunne betragte, de lange dage ved poolen. Hr. Appel og jeg var blandt de yngste tilstedeværende – og de ældste var vel i 70erne.

Min interesse samlede sig hurtigt om dem, jeg i mit stille sind, døbte “de smukke mennesker”. De smukke mennesker var 2 amerikanske par (fra Florida, lød sladderen). 2 MEGET tynde kvinder – en blondine (Pamela-Andersen-i-Baywatch-blond) og en rødhåret kvinde. Deres mænd var meget muskuløse og de var alle meget solbrune, hvilket nok er naturligt, når man bor i Florida.

Jeg fik vist oplyst, hvad de hed – men i mit hoved vil kvinderne aldrig være andre end “Pamela” og “Redhead”. Det første man lagde mærke til var Pamela. Jeg tror hun havde øvet sit idol (Pamela Andersons) latter. Den sprøde baby-agtige let forcerede lyd flåede ofte luften, nat som dag. Men hendes fremtoning var dog endnu mere bemærkelsesværdig.

Den meget, meget slanke og ikke særligt høje kvinde – Pamela – havde det glatteste ansigt jeg nogensinde har set. Med meget skarpt optrukne kindben, store læber og et (tilstræbt, håber jeg) lidt tomt, blondineagtigt udtryk. Hendes alder var meget svær at gætte, fordi hendes ansigt var så unaturligt “dukke-agtigt” På hendes veltrænede, lidt benede krop var placeret et par kuglerunde, store bryster. Helt glatte. Rundt omkring på den brune hud var placeret nydelige ar – de mest tydelige dækket af midlertidige sølvtatoveringer. Det eneste, der gav hendes alder væk – var nok den noget løse hud på kroppen, der ikke så ud til, at kunne holde til flere “løft”. Baseret alene på dette vil jeg anslå hende til at være midt i 50erne.

“Readhead” var lidt mere afdæmpet. Meget smuk – med fastere hud, men stadig med store runde bryster og et meget glat ansigt. Hun virkede dog ikke helt så “strammet op” og jeg tror, hun var omtrent på min alder.

Det bemærkelsesværdige ved disse kvinder og deres mænd var, at de ligesom hele tiden havde et halvt øje på, om de nu blev set. Altså om vi andre så dem. De smukke mennesker. Ved poolen, i baren, på diskoteket. Det var lidt ligesom om de kun rigtig var der, hvis nogen så dem. Og nogen kunne ignoreres. Som om de kun var virkelige, hvis deres eksistens blev anerkendt af os andre. Som misundelsesværdig.

Måske derfor de var pumpede af muskler, opererede grænsende til det groteske –  og bare havde en aura af uro og ligegyldighed om sig.

Det fik mig til at tænke meget over, hvorfor jeg bruger så meget tid og så mange penge på mit udseende – og endda for nylig jo er gået så langt som at få “noget” sprøjtet ind i kroppen. Er jeg ved at udvikle mig til en af “de smukke mennesker” Kan jeg kun virkelig leve, hvis andre ser og anerkender mit ydre som “noget særligt”?

Forhåbentlig ikke. Indtil videre handler det jo om mig og selvværd. Om at opdage, at det for det første er helt ok at være lidt kurvet (til trods for pinlige spørgsmål om “hvornår det skal være?” fra tid til anden). At det er ok, at insistere på at se godt ud, bære lækkert tøj og være smuk for sig selv og andre, selvom man ikke passer ind i de normale kasser.

Men gad vide, hvor langt jeg kommer til at gå – når først aldersbetingede forandringer for alvor sætter ind? Hvornår overskrider jeg grænsen fra “jeg vil have det godt med mig selv” til “Jeg må leve op til verdens skønhedsidealer”

Mange – som mig – intelligente, veluddannede og tjekkede kvinder, har en ide om, at de skal have kontrol over alt i deres liv. Børn, mand, hus, karriere – og udseende. At man kun er perfekt og har et godt liv, hvis omverdenen kan SE at man har det. At det man har indadtil ikke rigtig tæller…det der ikke ligger på overfladen bliver hurtigt nedprioriteret til fordel for det, som verden kan se – og anerkende.

Og “De smukke mennesker” forarger mig ikke. For hvis de har det godt med hvem de er og deres glamour – så betyder det jo ikke noget i min verden – eller gør det?. Er det et smerteligt stik om, at nogen klarede det bedre end jeg – det der med at blive set?

Jeg arbejder på det. Det gør jeg virkelig. Indhold fremfor form. Og det går bedre.