Til døden jer skiller. Eller noget.

hr. og fru Appel anno 1998

Idag kunne jeg så læse, at et stigende antal par vælger at lade sig skille, før de har været gift i et år. Hvorfor så overhovedet gifte sig? Jeg mener, hvordan kan det overhovedet gå SÅ galt på SÅ kort tid? Medmindre selvfølgelig der er vold mv., involveret, så har jeg alt mulig tænkelig forståelse for, at det bare gælder om at komme væk.

Nu tænker jeg så på alle de gange, nogen har sagt til mig “Du er også bare så heldig”. Altså fordi jeg fandt hr. Appel, og fordi jeg stadig er sammen med ham efter knap 22 års forhold (og knap 18 års ægteskab).

Og så bliver jeg altså lidt sur. Seriøst? Heldig? Hvad fanden bilder folk sig egentlig ind?

Jeg har ikke været heldig. Jeg har investeret ALT i det forhold, uden forbehold. Jeg har vist ubetinget tillid, jeg er blevet såret, jeg har knoklet, jeg har grædt. Jeg har tilsidesat mig selv og nogle af mine egne drømme for at være i fællesskabet. At være sammen med hr. Appel er det sværeste jeg nogensinde har gjort og gør – og jeg har på mange måder betalt en høj pris, for at “være heldig”. Det samme ville hr. Appel sandsynligvis sige, hvis nogen spurgte ham.

Det er prisen værd på den lange bane – fordi vores forhold faktisk er bedre, mere intenst nu, end det fx var for 10 år siden, hvor vi stadig tågede rundt uden en klar ide om, hvilken retning vores forhold skulle have. Fuldstændig fastlåst i tanken om, hvordan et parforhold BØR være, istedet for at tænke over, hvordan VORES forhold bør være. Men vi greb altså fat om ondets rod og fandt en vej sammen – OGSÅ da det var så svært, at vi begge to var ved at blive kvalt.

Belønningen er en livsledsager, en bedste ven, en intensitet og team-ånd, som nogle gange kan tage vejret fra mig.

At have et meget langvarigt forhold koster. Punktum. Og det er hårdt, målrettet arbejde. Det har intet med held at gøre. Og som med alt andet hårdt arbejde, så er det outcome man får, direkte afhængigt af størrelsen på investeringen. Og af risikovilligheden.

Jeg er ikke imod skilsmisser – slet ikke. I bund og grund må folk selv om, hvordan de administrerer deres parforhold. Men de kunne sgu godt have lidt mere forståelse for, hvor meget energi, hvor meget arbejde der har været involveret i projektet,  for de mennesker, der faktisk har gode, intense langvarige forhold – og så ikke afskrive det som “held”. Det er simpelthen respektløst.

Det var bare dét, jeg ville sige.

Fru Appel

Følg mig på Facebook og Bloglovin