Kender I det? Nogen har såret jer helt vildt. Altså; vi taler hjerteknusende, ar-fremkaldende, livsændrende såret. På den pinefulde måde, så man nærmest kan føle sjælens hudløshed fysisk. Hvordan sjælen vånder sig og smerter næsten hver gang man rører sig, tænker eller forsøger at komme videre.  En slags åndelig asfalteksem. Og desværre findes der jo ikke Panodil til sjælesmerter, ej heller en eller anden sjælesmertedræbende creme. Så det nemmeste er at vælge at dvæle i uretfærdigheden, i svigtet, i smerten. At smede en offerlænke, og forvandle sig til en forslået lænkehund, der er helt afhængig af andre for at overleve. Man har ellers prøvet det hele. Læst og gemt 100 velgørende citater, tændt 100 lavendel-duftlys og skrevet 100 sider...

De dage, hvor der ikke sker noget helt fantastisk, men heller ikke noget helt forfærdeligt.  De dage, hvor man står op, gør sig klar uden at der sker afvigelser i morgenrutinen. Man kysser farvel og tager afsted. Arbejdspladsen venter. Skrivebordet står som man forlod det. Kaffekoppen venter, den varme kaffe bliver hældt op og nydt. Kollegerne drysser ind “godmorgen” Indbakken tjekkes. Mails besvares, møder afholdes. Der grines lidt med kolleger og spørgsmål vendes, vinkles og besvares. Han skriver, at han har ordnet en træls opgave for mig. Jeg skriver tilbage. Takker. Fortæller at jeg henter hans pakke på posthuset.  Farvel til kollegerne. I bilen. Købe ind.. “hvad skal vi have til aftensmad”?… hjem.  Børnene drysser ind, vi taler. Om deres...

–o0o– Eufori.. og jahhhh.. nyt projekt. Ny sti. Ny vej at følge imod et lykkeligere og bedre liv.. og måske endnu et redskab til at komme godt og konstruktivt igennem midtvejskrisen. Beslutningen er taget. Sunde kurver er vejen frem. I mit seneste blogindlæg skrev jeg om, hvordan jeg vil hive mig selv ud af diætkulturens klør. Et sted jeg har siddet godt og grundigt fast i de seneste 40 år, med megen selvhad, nederlag, tårer og buler i selvtilliden til følge. Det har fyldt SÅ meget. Alt for meget. Og er desværre en del af en nedarvet kultur blandt kvinderne i min familie. På den måde er jeg stærkt tilfreds med, at jeg ikke har en datter, jeg kan ødelægge...

Jeg har været dybt nede i debatten om kurver. Igen. Denne gang skyldes det sangerinden Jada, der udover at have en helt fantastisk stemme også har en krop, hun ikke skammer sig over, selvom den er tykkere end de kroppe, de fleste af hendes kollegaer flasher. Jeg har lagt et par oplæg op på min Facebook-side, hvor jeg primært adresserer problematikken om, hvordan vi taler om og til hinanden og rummer hinanden med fejl, forskelligheder og sådan helt generelt. Hvor jeg hylder modet til at stille sig op og gøre sin ting, selvom man møder rigtig meget had og rigtig mange virkelig perfide kommentarer. Se evt. dokumentarserien om Jada “Jada lillebitte kæmpestor” på DR.  Den handler bl.a. handler om, hvordan...

Nåmen; i morgen starter mit yngste barn i gymnasiet. Endnu et tegn på, at jeg frister en empty-nester tilværelse lige rundt om hjørnet. Shit. Jeg GLÆDER mig på hans vegne (og på storebrors vegne, da han skal i 2. G og glæder sig meget til at have fri mobbe-adgang til lillebror i dagligdagen..). Og jeg er sikker på, han nok skal klare det i fin stil, sød, kløgtig og arbejdsom, som han er. Men hvad med mig? Altså først og fremmest glæder jeg mig mest over, at jeg er HELT færdig med forældreintra og VIGGO. Som i HELT færdig. Har aldrig været fan. Men udover det, synes jeg det kan være lidt svært at finde glæden ved endnu et kapitel,...