Min søn – særlingen Igår skrev jeg – ovenpå en hård dag – mit indlæg om at være en “påfugl” et ord jeg bruger for mig selv og andre, der stikker lidt ud her i verden, måske er lidt socialt akavede eller “larmende” både i faktisk og overført betydning (læs det her). Jeg var ked af det og lidt vred, idet oplevelser i løbet af dagen, triggede nogle gamle og – troede jeg – forlængst glemte følelser af at være “forkert” i en rigtig verden. Jeg har modtaget en overvældende respons på mit blogindlæg. Brugte meget af aftenen på at besvare søde personlige beskeder, der gjorde mig opmærksom på, at jeg bare skal være den jeg er – og FUCK...

Som oftest overbeviser jeg mig selv om, at jeg er kommet videre fra dengang. Dengang hvor jeg altid følte mig anderledes, skæv og synlig på den uønskede måde. Dengang ude i Lønborg, hvor mine forældre var anderledes, hvor jeg var anderledes, og hvor jeg virkelig kæmpede for at være “normal” og “lige som de andre”. Når man er barn, er det faktisk ikke rart at skille sig ud og være én, som alle andre ved, hvem er. Og som alle føler sig berettiget til at have en mening om, blot fordi man ikke er som dem. For det meste tror jeg faktisk selv på, at jeg har elimineret den usikkerhed og de mange tanker der var forbundet med at være  anderledes....