Jeg har været usædvanligt tavs igennem de seneste måneder. Egentlig ikke med vilje – men jeg har ikke haft det store på hjerte. Eller også har jeg haft for meget i hjernen. Som jeg har skrevet om her er min ældste søn – the one and only Sebastian – rykket på kostgymnasium, i erkendelse af, at Herning ikke er stedet for ham og hans kunstneriske ambition. Min yngste søn, Tristan, er lige fyldt 11. Min mellemste søn, Noah, er 12 år –  ret meget højere end mig, med en stemme i rivende overgang (seriøst: udsvingene er helt sindssyge!) og pubertetshormoner flagrende i sit kølvand. De har alle 3 meget større fødder end mig. Hen over sommeren har jeg været – om...