Fra en fase til en ny…

Jeg har været usædvanligt tavs igennem de seneste måneder. Egentlig ikke med vilje – men jeg har ikke haft det store på hjerte. Eller også har jeg haft for meget i hjernen.

Som jeg har skrevet om her er min ældste søn – the one and only Sebastian – rykket på kostgymnasium, i erkendelse af, at Herning ikke er stedet for ham og hans kunstneriske ambition. Min yngste søn, Tristan, er lige fyldt 11. Min mellemste søn, Noah, er 12 år –  ret meget højere end mig, med en stemme i rivende overgang (seriøst: udsvingene er helt sindssyge!) og pubertetshormoner flagrende i sit kølvand. De har alle 3 meget større fødder end mig.

Hen over sommeren har jeg været – om ikke i krise – så i hvertfald i tænkeboks og erkendelsesmode i forhold til at indrømme overfor mig selv, at mit liv er på vej ind i en ny fase. Jeg har haft små børn i mange år. Nu er de store. Jeg har været “ung” i mange år, nu er jeg hvad der ofte betegnes som “en moden kvinde”. Jeg står op hver morgen og har ondt MINDST et sted i kroppen. Hoften, knæet, skulderen – you name it. Selv min gode seng er ikke længere nok til at forebygge diverse ømheder i mit halvgamle kadaver. Som hr. Appel siger; så er vi nu i en alder, hvor det er tilladt at sige lyde hver gang man rejser sig op, sætter sig ned eller blot laver en bevægelse, der involverer en eller anden form for anstrengelse.

Jeg er egentlig ikke ked af at blive ældre – for hvad kroppen mangler i ungdommelig sprødhed, mærker jeg til fulde i den ro og bevidsthed, jeg føler, i forhold til hvem jeg er som menneske. Den der eksistentielle søgen efter “hvem jeg er” og “hvad skal jeg her” er blevet afløst af evnen til bare at kræve min plads og det rum jeg har brug for, for at være tro mod “mit autentiske jeg” (ok – jeg afskyr det udtryk, men jeg kunne ikke komme på et andet, der dækkede lige så godt).

Men altså; jeg har jo lagt rigtig meget energi i konceptet “mor”. Det gør jeg i og for sig stadigvæk, selvom støtten til børnene nu primært er af intellektuel karakter. De er i store træk selvkørende, og bruger mig primært til at spille pingpong med i deres egen proces mod at blive ældre. Det er med andre ord ikke så tidskrævende. Også fordi de kære børn ikke nødvendigvis føler behov for deres mor 24/7. Det ER sket, at jeg har ventet på dem, når de kommer hjem fra skole – de forsvinder op på deres respektive værelser, og så må jeg ligesom bevæge mig op til deres døre, banke på og spørge dem, om INGEN har tænkt sig at underholde MIG?

Og hvad skal der så ske nu – når mor-rollen er under alvorlig forvandling, tiden er blevet mere min egen, og ansvaret for at udfylde den med noget meningsfyldt kun påhviler yours truly.

Altså jeg har jo selvfølgelig stadig hr. Appel (tidskrævende på mange måder!), endeløse ture i supermarkedet og ønsket om at fylde mine mange mænd (og au pair) med nogenlunde lødig kost. Så er der den urimelige kamp mod tidens tand – kombineret med min udtalte forfængelighed. Det optager store dele af min tid med diverse behandlinger, frisørtider osv. Jeg har mit pinup-univers – som jeg elsker – men som ikke i sig selv er nok til at give mit liv mening. Jeg arbejder kun 25 timer om ugen (post-stress!) og eftermiddagene er mine egne.

Egentlig havde jeg troet at “cykling i Australien” projektet skulle fylde en masse. Det kom det så ikke til. Efter at have trænet hårdt i foråret begyndte jeg at få ondt i knæet. Det viser sig, efter diverse undersøgelser, skanninger og hvad-ved-jeg,  at jeg døjer med en gammel skade, som “sjovt nok”, alene lader sig provokere af “trækkebevægelsen” i pedalen og ikke de sidste mange års løb og dans. Jeg valgte at aflyse turen til Australien, efter lægen slog fast, at det nok ikke ville være muligt at gennemføre. Skaden er blivende. Den kan ikke opereres, og den kan ikke bedres nok ved træning. Nu tager jeg så til NYC med børnene når hr. Appel tager til Australien. Jeg var ret ked af det lige da det gik op for mig, at cyklingen ikke blev til noget, det føltes som et kæmpe nederlag – men nu synes jeg egentlig at udsigten til IKKE at cykle 1200 km i de australske bjerge er ret ok. Hvis det SKAL være.

Så derfor er jeg altså tavs, kære læsere. Jeg får tænkt en masse. Og overvejer en masse emner til bloggen. Men det er som om jeg skal have styr på mit hoved, før jeg kan få styr på, hvad jeg vil skrive om. Og før jeg kan skrive det på en måde, der er så ordentlig, at jeg kan være bekendt at udgive det. Så det er altså ikke fordi jeg ikke har noget på hjerte – det er mere dét at få det serveret på en ordentlig måde – fru Appel style. Og dét at finde ud af, hvad denne nye livsfase, som jeg skimter i horisonten, skal indeholde for mig. Er der tale om en “fru Appel part 2” ting – eller er det mere bare nye afsnit i en lang række episoder af mit livs sitcom? Hr. Appel er fast besluttet på jeg skal skrive en bog. Børnene mener helt klart jeg skal give den fuld fru Appel skrue,og bare være mig selv og gøre som jeg altid har gjort. Være der hvor jeg er – og have det sjovt med det.

Jeg ved det ikke – men når jeg finder ud af det, skal jeg nok dele det med jer! Forslag er i øvrigt også velkomne.

Indtil videre bliver bloggen nok stadig brugt til diverse tanker uden retning i almindelighed – pinup-inspirerede emner i særdeleshed, tilsat en lille mængde mommy-blogging.

Fru Appel

_________________________________________________________________________________________

Følg mig på Facebook og Instagram