Mommy-blogging: Hjælp, mit hjerte bliver flået ud!

Egentlig troede jeg, at det ville være nemmere denne gang. jeg mener; han blev jo sendt på efterskole sidste skoleår. Og vi har længe vidst, at det bedste for ungen, vil være at dyrke sit kunstneriske talent alle mulige andre steder end i Herning, Danmark. Vi besluttede jo så, at han skal på kostgymnasium i Oure, hvor han på deres “Performing Arts” linje skal dyrke skuespillet på en mere seriøs facon, samtidig med at han fortsat kan trække næring i et miljø, der er mere stimulerende, end dét, vi kan tilbyde her i byen. Jeg tog en kort mommy-blues nedtur over, at han ikke ville vende hjem og gå på gymnasiet, men jeg kom hurtigt videre, og troede jo så egentlig, at jeg havde styr på mit følelsesmæssige shit.

Vi kom hjem fra ferie i sidste uge (mere om det i et senere indlæg), og så kunne jeg mærke det. Det var anderledes end sidste år. Det var værre end sidste år. Meget. Da Sebastian blev afleveret på efterskolen, var jeg faktisk ret cool. I modsætning til mange af de øvrige curling-mødre formåede jeg at tage det med humor og et glimt i øjet. Næsten uden tårer. Så jet tænkte jo, at det her med kostgymnasium ville være sådan lidt “been there, done that”.

Men af en eller anden årsag formår jeg sgu ikke at være cool mor i denne omgang. Overhovedet. Jeg har pylret og tudet de sidste par dage. Til min egen og barnets undren. Måske fordi det føles så endegyldigt. Det er 3 år på gymnasiet, og han er 20 år, når han er færdig. Han flytter ikke hjem igen. Er jeg ret sikker på. Og så er det jo dét der med, at det er gymnasiet.  At det bliver mere og mere alvorligt og vigtigt og voksent. Og det eneste jeg kan gøre er at håbe, at de rigtige værdier er med i bagagen til gymnasiet sammen med de bukser, skjorter og t-shirts jeg ubehjælpsomt lagde sammen og hældte i hans kuffert i går.

I modsætning til efterskolen, informerer gymnasiet ikke helt så detaljeret, det er tydeligt, at man forventer at de unge mennesker, selv tager et ansvar (med rette i øvrigt, hvis man nu skal være helt ærlig). Det er tydeligt, at det ikke længere så meget handler om os og vores tryghed, men om ham og hans fremtid (igen; med rette..)

Men min modersjæl skriger. Det føles som at få flået sit hjerte ud uden bedøvelse. Denne erkendelse af, at nu er det nu. Måske også fordi jeg har brugt sommeren med min søn (altså ikke kun den store søn, også de to andre, der også har den frækhed at blive ældre hver dag). Jeg har set på ham – og set en voksen ung mand med skæg og mere hår på brystet som 17-årig end hans 20-årige far kunne prale af, da jeg mødte ham. Jeg har talt med ham, lyttet til hans nutids- og fremtidsdrømme og mærket hvordan det sidste år, hvor jeg ikke har set ham så meget, har modnet og forandret ham. Og hevet ham ud i en verden, hvor jeg ikke længere er midtpunkt. Og hvor det ikke er mig, der er den primære indflydelse, men jeg mere er en, man lige sms’er når man står og mangler til uundværlige Skittles og Tuborg Squash.

Jeg har klaget mig til ham og fået svaret: “Mor, jeg kommer jo hjem om 2 uger” men jeg vil ikke høre det. Og jeg vil ikke have det. For han skal være her hos mig, og han skal synes, at jeg er det klogeste og mest cool menneske på denne jord. Selvom det måske ikke objektivt er tilfældet. Han har sagt “Mor, du trænger til en krammer” som en anden voksen beskytter. Og jeg kan ikke være i det. For det er jo mit job at trøste ham og tage mig af ham, og hjælpe ham med nervøsiteten, som han tilsyneladende overhovedet ikke føler overfor sit nye eventyr.

Jeg er på én gang så stolt af ham, at min modersjæl svulmer, så den nærmest ikke kan finde plads i min krop. Men jeg er også så uhyggeligt melankolsk ved tanken om, at min rolle bliver mindre. At jeg er parkeret på et indflydelsesmæssigt sidespor, hvor jeg kan observere, hvordan hovedsporet udgøres af andre mennesker end mig. Med anderledes holdninger end mig.

Jeg sagde farvel hjemme i stuen. Der var hverken plads i bilen eller i mig til at tage den næsten 2 timer lange køretur til Fyn og aflevere ham, så det job blev overladt til faderen.  Og så stod jeg der i stuen, på tæer og krammede min søn. Han har, som sin far, et stort vingefang, og man kan forsvinde i hans favn. Jeg holdt tårerne tilbage, og forsikrede mig om (for 110. gang) at ungen har husket sin medicin, sin tandbørste, rene underbukser. Fordi det føltes som det eneste jeg kunne gøre, for stadig at være den mor, der har en snor i de vigtige ting. Og han krammede tilbage, og jeg kunne mærke, at han – trods alt – stadig er min lille dreng. At han – om ikke vil savne mig – så i hvert fald ikke er ældre end, at det stadig kan være svært at sige farvel til sin mor.

Åhhh Sebastian. Jeg håber det bliver de bedste, mest lærerige og udviklende år du står overfor. Og ellers kommer du bare hjem til mor!

Pas på dig selv og bliv ved med at være fantastisk – du; musikken i mit liv.

Mor Appel

_________________________________________________________________________________________

Følg mig på Facebook og Instagram