London: Og om at være anderledes

Vi er lige kommet hjem fra magiske London. Og ihhhhh hvor er det altså en fed by.

Ikke at jeg så meget af den, faktisk. Vi skulle nemlig besøge venner – så vi havde kun lørdag på “egen hånd”.

Vi tilbragte lørdagen i Camden Town – ved Camden Market. Og det var en åbenbaring. På hvert gadehjørne – ja, hvor end jeg kiggede hen i dette kvarter, så var der spændende, anderleds forretninger. Ikke meget mainstream mode her – men masser af goth, pinup, vintage og fetish butikker. Det var fantastisk. For mig var det blandt andet en pilgrimsfærd – for det var første gang jeg besøgte de fysiske Collectif og Irregular Choice butikker. Førstnævnte udgør grundstammen i min tøj-garderobe – sidstnævnte er det samme i min sko-garderobe.

I Collectif-butikken var butiks-damerne de perfekte pin-ups med fantastisk tøj, makeup og hår. Jeg brugte en evighed i butikken og prøvede nærmest det hele, imens hr. Appel tålmodigt sad på en stol, med vores kufferter omkring sig og hovedet i sin Ipad. Det blev til en nederdel, et par sko, 2 cardigans og 2 kjoler, 1 bælte og 1 tørklæde – Irregular Choice kostede hr. Appel 2 par sko – og så var der lige det løse!!

Et lille udvalg af London-indkøbene. Kjole fra Collectif – Sko fra Irregular Choice

Men egentlig var det ikke kun tøjet og butikkerne, der fascinerede mig. Det var menneskene.

For her var goth-mennekser, pinup-mennesker, korset-mennesker, skater-mennesker, familie-mennesker, musiker-mennesker og alle mulige andre slags mennesker. Jeg indsnusede stemningen og mærkede hvor hjemme jeg følte mig. For dér, lige der, i Camden Town med alle de der forskellige mennesker, der kunne jeg godt bo, mærkede jeg. Tænk, at høre til et sted, hvor andre er lidt mere ligesom en selv?

I dette outfit følte jeg mig ligefrem kedelig og normal i Camden, London. Det var fantastisk!!

For det har jeg jo aldrig prøvet. På en eller anden måde er det altid lykkedes mig ikke at passe helt ind. Da jeg var ung kæmpede jeg for at være, hvad jeg troede var “normal” og lige som de andre. Uden større held. Og så røg jeg direkte over i den anden grøft og gjorde mit yderste for bevidst at provokere alt og alle. Efter jeg er blevet voksen har jeg smidt hæmningerne og de bevidste provokationer,  og bare accepteret, at jeg er den, jeg er – hverken mere eller mindre.

Jeg brækker mig, ja – bliver fysisk dårlig, hvis jeg bare én gang mere, skal lave om på mig selv for at skulle tækkes et eller andet normal-ideal. Eller bare andre. Og jeg har det faktisk ret godt i mit eget skind. Min krop er ikke en model-krop – men min krop. Min garderobe er ikke en typisk forstadsfrue-garderobe – men min garderobe. Min stemme er en skærebrænder, jeg ikke længere forsøger at gøre blød. Min tunge er skarp, men mit hjerte banker varmt for dem, jeg holder af. Fru Appel er bare Fru Appel. Uden kompromis. Uden at ryste på hånden. Selvom det har kostet på venne-kontoen og har givet nogle alvorlige knubs hist og pist. Og jeg elsker, at jeg er kommet dertil. Det føles SÅ fedt at stå ved sig selv og den man er, uden at skulle være en stor undskyldning for sig selv. Det var en aktiv beslutning jeg tog. At det var slut, slut, slut med at bekymre sig om hvad andre tænker – og kun bekymre sig om, hvad jeg selv tænker om mig. Det er ikke nemt at stå fast på sin ret til at være den, man er. Men det er åhhhhh så meget det hele værd. Frihed.

Og så alligevel. Nogle gange gør det stadig ondt. De personlige beskeder på FB og Instagram med fornærmelser, elevatorblikkene, når jeg går rundt i supermarkedet i mine hæle og fine kjoler i supermarkedet, og sandsynligvis er klædt på en måde, som de fleste nok kun ville overveje til større fester. Eller den bemærkning, der anonymt faldt på jobbet om, at jeg – til trods for faglig dygtighed og interessant undervisning – ikke kunne tages alvorligt på grund af min påklædning. Den sved. Ramte mig lige der på min faglighed, hvor jeg ikke forventede det, og gik videre rent ind til min sjæl og efterlod et ar. Nogen ønskede åbenbart at såre mig på grund af mit ydre – og dybest set den jeg er. Og det virkede. Uanset hvor åndssvagt det er, og hvor lidt jeg bør tage mig af den slags urimelige bemærkninger, så gjorde det ondt. Uanset hvad jeg så forsøger at bortforklare det med, eller glemme det – så gjorde det ondt.

Jeg møder rigtig mange mennesker, der komplimenterer mig og er søde og smilende, når jeg møder dem. Spørger om mit tøj og mine sko og siger ting som at “man bliver i så godt humør af at se på dig”. Og jeg møder mange, der fortæller mig, at de synes jeg er sjov og interessant at være sammen med.  Og det burde fylde mere – men nogle gange, så er det altså Line, 6 år og børnehaveklassens mobbe-offer der hører de grimme bemærkninger.

Argumentet er jo nemt nok: Line – du kan jo bare gå i normalt tøj, og lade være med at være så højrøstet, grine så højt og upassende – kæfte op konstant. Det er din egen skyld! Gem dig lidt mere – vær lidt mere konform. Med andre ord: Sælg ud af din personlighed og den du er, for at undgå uønsket opmærksomhed.

Og ja – jeg “beder måske selv om det”. Men ved I hvad? Udover mine stakkels kolleger, der må lægge ører til mine høje grin , smarte bemærkninger og larmende hæle (noget de i øvrigt tager med forbilledlig ro), så generer jeg jo ingen. I behøver ikke kunne lide mit tøj, eller mine holdninger. Men hvorfor finder I nogle gange min blotte eksistens så provokerende, at I bare må kommentere på det? Det kunne jeg godt tænke mig at vide. Det kunne mobbe-offer-Line-6-år i øvrigt også, skulle jeg hilse at sige. For det er jo dér, det starter.

Men bortset fra det – folkens – så går Fru Appel ingen vegne. Hun elsker at være dén hun nu engang er. Højlydt, selvsikker, larmende og usikker på en gang.

Fru Appel

_________________________________________________________________________________________

For at se mere pinup-stil så besøg mig på Instagram – besøg mig på Facebook for at følge bloggen