Mommy-blogging: Sportsforældre

Nå – men som I kan læse mere om her er jeg nu den stolte og – øhm – engagerede mor til 2 stks håbefulde junior-badmintonspillere.

Idag var der så stævne igen. Og igen betød det, at vi skulle op ved seks-tiden, køre gennem isslag og uden at have fået morgenmad, for at nå til Sdr. Felding til yngstebarnets første kamp. Som så viste sig at være aflyst. Det var så lige 1 times søvn, vi betalte for den aflysning. Men det er selvfølgelig altid festligt at tilbringe sin søndag morgen i en kold hal i Sdr. Felding.

Yngstebarnet tabte så sin første kamp, men vandt B-rækken i sin gruppe og indkasserede en fin “guld”pokal.

Mellembarnet er siden sidst blevet rykket en gruppe op, men præsterede alligevel at vinde sølv i A-rækken i sin gruppe.

Så på den måde var det jo på alle måder en succesfuld dag, hvor vi hjembragte to glade børn, der fløj op på deres respektive værelser, for at finde det helt rigtige sted at udstille de fine, skinnende pokaler.

Denne gang havde jeg gearet ned på madkurven. Jeg havde medbragt min morgenmad fra Sund Takeaway, Hr. Appel hentede rundstykker og ellers generede vi en pæn del af dagens overskud i hallens kiosk ved stadige indkøb af kaffe, chips, pølsehorn og andre fornødenheder. Man skal jo støtte op om foreningslivet (særligt hvis det betyder færre husmor-relaterede madpakke-opgaver for fru Appel).

Vi havde hidkaldt ekspertbistand til dagens stævne, i form af min mor, der stadig (20 år efter) glad og gerne fortæller om “dengang hun vandt Amtsmesterskabet, selvom hun var dobbelt så gammel som de andre, og fik ikke én men TO sportstasker”. Hr. Appel og jeg spiller ikke badminton, og er derfor ikke så gode til at give kvalificeret rådgivning til de unge mennesker. Ved sidste stævne lagde vi mærke til, hvordan forældre lige luskede ind på banen mellem sættene og kom med et par velmente råd til poderne – og for at give vores sønner de bedste muligheder – var “Bedste”, som hun hedder, medbragt, og lovet kaffe ad libitum, mod at guide vores sønner mod stjernerne, pokalerne og berømmelsen.

Desværre er det ikke alle forældre, der nøjes med at give et par gode råd (som det i øvrigt er tilladt i henhold til reglerne) i pauserne.

Idag havde vores familie med madkurv, badmintontaske, tæpper, Ipads, vinterjakker og skiftetøj slået lejr tæt ved dommerbordet.

Og sikke en fest.

Her bevidnede vi på første hånd, præcis hvor ivrig man kan blive, for at guide sit (begynder)barn mod sejrens tinder.

Ved dommerbordet sad en flok damer, der håndterede et indviklet program med smil, overskud og mange sjove kommentarer over højtalerne. Men de – frivillige – der helt sikkert lægger en kæmpe indsats alene af kærlighed til foreningslivet og spillet og uden at blive belønnet med andet end taknemmelighed (og måske en årlige julefrokost?) – måtte også håndtere andet end spillesedler og præmieoverrækkelser.

Jeg troede faktisk, det var en myte, det her med overambitiøse forældre. Og da særligt ved dette stævne, hvor spillerne som hovedregel er begyndere uden stor erfaring. De spiller minimum 2 kampe hver – og der deles gavmildt pokaler ud til vindere i alle grupper, både a-rækker og b-rækker.

Men det er så ikke en myte. Et par gange i løbet af dagen, overværede vi forældre stå og skabe sig ved dommerbordet, over de enorme uretfærdigheder, deres fantastiske børn var blevet udsat for. Det skal siges, at reglen ved disse stævner er, at børnene selv dømmer kampen – primært om bolde er ude eller inde. Der sidder en 3. mand og tæller point, og denne 3. mand må ikke blande sig i børnenes afgørelser. Hvis man er i tvivl om en bold, spilles den om. På den måde lærer børnene reglerne, og på den måde lærer de om fair play. Og nogle gange dømmer de givetvis forkert. Og så flejner nogle forældre altså fuldstændig over disse blodige uretfærdigheder, deres børn udsættes for.

Jeg synes det er pinligt. Særligt for de børn, der tilhører disse ambitiøse forældretyper. Og særligt fordi, det lærer børnene, at der er en “nul tolerance” overfor andres fejl. Og at man gerne må råbe højest, bare man får ret. Og så er det i øvrigt ligegyldigt, hvordan ens eget barn, eller dets modstander, har det med disse udladninger af “retfærdig harme”.

Det er bare mega-dårlig stil at skabe så gennemført dårlig stemning ved et børne-idrætsstævne. Det er mega-dårlig stil at tale nedladende om andres unger. Og det er endnu dårligere stil at skabe sig overfor frivillige, der lægger en kæmpe indsats så de kære børn kan få en god dag.

Selvfølgelig kan man adressere ting. Som da det kom frem, at flere af de unge mennesker, ikke vidste hvilken streg på banen, de skulle dømme efter, og det blev annonceret over højtaleren, at man skulle være opmærksom på dette. Men at stille sig op og råbe, fordi man føler at guldklumpen (der naturligvis aldrig selv laver vej) bliver udsat for noget, der kan koste dem pladsen ved det næste OL  – det er intet mindre end usselt.

Og selvfølgelig kan jeg også mærke det rykke i min retfærdighedssans, når jeg kan konstatere, at en af mine børn bliver udsat for en forkert kendelse. Men jeg bider mig altså i læben og forsøger at fokusere på, at det ikke er verdens undergang. Selvom det måske lidt føles sådan i øjeblikket. Det sjove er, at børnene som hovedregel tager den slags med et skuldertræk og fortsætter kampen.

Som nybagt konkurrence-idræts mor kan jeg kun sige, at jeg er taknemmelig – altså virkelig taknemmelig – over at nogen påtager sig at skabe nogle gode og sjove rammer for mine unger. Jeg håber jeg kan holde fast i mine egne gode intentioner om at være large, at heppe på alle – også dem, jeg ikke er mor til – og lære mine unger fair play i processen. For deres skyld, for de frivilliges skyld og mest af alt for sportens skyld.

Når det nu skal være, og jeg må konstatere, at jeg er blevet sportsmor,  og børnene i øvrigt insisterer på, at den her sport er det fedeste i verden.

Fru Appel

_________________________________________________________________________________________

Følg mig på Facebook og Instagram