Fru Appel prøver: Spinning

Som jeg har skrevet om før, skal jeg jo til Australien og cykle for at samle penge ind til syge børn. Og det er jo ubetinget en god ting. For børnene, altså. Er stadig lidt i tvivl om, hvorvidt det også er en god ting for mig. Det mener hr. Appel, der også skal cykle i Australien, at det er – og han synes også det vil være rigtig godt for vores parforhold med fælles interesser. Hvis de fælles interesser altså er cykling og/eller golf.

Generelt har jeg aldrig været særlig vild med at udsætte mig selv for ubehagelige ting. Selvom jeg jo gør det, i form af voksbehandlinger og andet. Det gode ved denne type ubehagelige oplevelser er dog, at resultatet kan ses med det samme.

Men det her Australien, det er jo en proces, der skal udmunde i de der 1.200 km over bjerge en gang i marts/april 2018. Og god cykelform sker ikke sådan lige hen over natten, skulle jeg hilse at sige.

En del af planen har været, at jeg skulle gå til spinning, for at komme i cykelform, til den lokale cykelklub starter op igen i foråret. Jeg har holdt mig tilbage. Jeg husker stadig med rædsel den ene eftermiddag tilbage i sen-halvfemserne, hvor jeg en enkelt gang forvildede mig op på en spinning-cykel, fordi jeg selvfølgelig skulle prøve den nye, sindssyge fitness-craze. Jeg husker lige så tydeligt, hvordan jeg vaklede ned fra cyklen i lejede sko og ditto bukser, og svor at jeg aldrig, ALDRIG igen ville udsætte mit sarte legeme for den slags raffineret tortur.

Men det var jo også før, hr. Appel og jeg skulle have fælles interesser og et sundt parforhold.

Denne søndag havde hr. Appel og jeg således skrevet os op til et “Bikefit Burn” hold i det lokale fitness center. Jeg kan ikke påstå, at jeg har glædet mig, men på den anden side har det længe været en uundgåelig del af “Australien 2018” planen.

Så “fælles-interesser-i-parforholdet-Appel” skulle køre os. Og reglen er jo sådan, at man skal tjekke ind 15 min før holdet starter. Jeg havde pakket min taske og var klar 1/2 time før vi skulle køre, og sad egentlig bare og ventede.

Hr. Appel, tidsoptimisten, derimod havde ikke travlt, så kl. 1-minut-i-vi-skulle-være-der, sad vi i bilen med kurs mod Fitnessworld. Jeg var ret kranky. Og lagde ikke skjul på min utilfredshed. Dels skulle jeg jo nå at skifte, dels skulle jeg købe en hængelås til de der skabe, og dels ville jeg gerne have god tid til at sikre mig en cykel, der ikke lige var forrest i lokalet.

Vi kom blæsende ind alt for sent. Jeg kastede cykel-ble-bukser og cykelsko på kroppen, imens jeg for mig selv kastede besværgelser mod hr. Appel og cykler,  og skyndte mig så ind i det der rum, der er fyldt med noget, der ligner snedige middelalderlige tortur-anordninger, men egentlig bare er motionscykler af en særlig ondskabsfuld slags.

Selvfølgelig havde hr. Appel sikret os 2 cykler ved siden af hinanden. I forreste række. Så ALLE dem (og det var mange) der var bagved kunne nyde synet af min bagdel i de der blebukser, noget der ikke ligefrem mindsker omfanget af et allerede voluminøst bagspejl. Samtidig kunne de så hygge sig ved synet af den totale nybegynder, der kun fattede ca. halvdelen af de udtryk, der føg om ørene på mig.

Vi satte i gang. Instruktøren var en mand – vel ikke meget yngre end mig – og heldigvis fuldstændig blottet for det der frisk-fyr-agtige “kom-så-folkens-jeg-har-fået-spray-tan-og-har-drukket-for-mange-Red-Bulls” som man indimellem ser. Musikken han havde valgt var også helt ok. Heldigvis. Mit eneste håb havde netop været, at musikken skulle bære mig igennem rædslerne.

De første 5 minutter af opvarmningen gik egentlig ret fint. Jeg var sådan lidt “hey – det kører da, det her”. Efter 10 minutter skreg mine lunger og mine lårmuskler allerede, og da manden efter 15 minutter proklamerede, at nu var opvarmingen så slut, troede jeg at jeg skulle dø af iltmangel i lunger og muskler. Du godeste. Da jeg første gang kiggede op på uret og konstaterede, at der var ca 3 kvarter tilbage, blev jeg enig med mig selv om, at chancen for at komme levende igennem projekt spinning, nok var et sted mellem 10 og 15%. På en god dag.

Som timen fortsatte, og der blev fremsat irriterende krav om at rejse sig op, sætte sig ned, skrue op for belastningen – og mine lunger i øvrigt var på vej op igennem halsen, alt imens mine lår var 5 sekunder fra at krampe, kunne jeg pludselig erindre, hvorfor mit nogen-og-tyve årige jeg havde sagt fra. Noget mit nogen-og-fyrre årige jeg, virkelig burde have lyttet til. Det var hæsligt. Altså virkelig rædselsfuldt.

Det eneste jeg kunne holde fokus på var 1) uret bag ved instruktøren, der tikkede langsomt mod timens afslutning 2) en skrue jeg kunne se i gulvet. Indimellem kunne jeg ud af øjenkrogen se, at hr. Appel sendte et blik i min retning, men tanken om at dreje hovedet og se tilbage på ham, forekom fuldstændig urimeligt krævende.

Jeg svedte på den mest ucharmerende vis, og levede for de bitte-små pauser, hvor jeg lige kunne drikke lidt vand, og min vejrtrækning gik fra hvæsende til kun besværet.

Det var ikke uden uautoriserede pauser. Det var ikke elegant. Det var ikke lydløst. Det var BESTEMT ikke særlig ladylike. Men jeg kom igennem. Jeg skulle have hjælp til at komme ud af pedalerne. Mine ben rystede. Jeg havde det, som om jeg skulle kaste op. Men jeg kom igennem. Og der er ingen tvivl om, at det kan mærkes i morgen.

Så charmerende kan Fru Appel se ud – uden IG-filtre, uden makeup efter en timelang tortur/spinning-session! 

Det eneste lyspunkt vil hele miseren var, da jeg kom hjem, slæbende mine tunge ben ind i huset, og stadig med en fornemmelse af at mine lunger var på vej op igennem min hals, havde min yngste søn lavet en “slikskål” til mig med et æble, der var skåret i skiver og en proteinbar (Bodylabs, der smager af skumbananer) skåret i små tern. Og sammen med skålen var en lille seddel: “Til mor efter træning” det var dog det mest opmuntrende og nuttede, jeg længe har været udsat for. Jeg tror virkelig, jeg – i al beskedenhed – sender nogle gode små mænd ud i verden!

Nu er det så planen, at mit korpus skal udsættes for denne type ucharmerende gennemtæskning flere gange om ugen, indtil den rigtige cykelsæson starter. Stay tuned. Det skal nok blive plagsomt.

Australia – Here I come!

Fru Appel

_________________________________________________________________________________________

Følg mig på Facebook og Instagram