Suppekur - The End.

Fru Appel – Flying Solo

pin4

Her – lige om lidt – fylder jeg 42 år. Og jeg har det – modsat hvad de fleste tror – rigtig godt i mit eget skind og min egen alder.

Men hele mit liv har jeg været omgivet af mennesker – og  jeg har altid rejst med venner, børn, familie, hr. Appel. Men aldrig, never-ever alene! Altså måske på kursus og sådan noget mere arbejdsrelateret – men altså ikke på fornøjelsestur.

Det skal jeg så nu.

Det startede egentlig med, at jeg på Instagram – ved et heldigt tilfælde – opdagede, at mit helt store pin-up idol – den umanerligt smukke og talentfulde Ms. Victory Violet – kommer til Oslo. Først fejede jeg tanken væk. Hvem tager til Oslo for en dags kursus i hår og make-up? Og ingen, jeg kender, interesserer sig for vintage hår og make-up, så der var ingen, der umiddelbart ville være villige til at slippe slanterne for begivenheden samt fly og hotel. Og mig – der slet ikke kan finde ud af det der hår og make up, og vel egentlig har stillet mig tilfreds med, at mit kraftige hår, som regel sidder ok ved en almindelig gennembørstning – og at mit ansigt er fint med en lidt standardiseret neutral makeup, hvis jeg ellers sørger for at pleje min hud osv.

Men tanken bed sig alligevel fast. Og ville ikke rigtig slippe mig igen. Selvom hele projektet stadig bare var en umulig tanke. Om aftenen sagde jeg til hr. Appel at den kvinde, jeg har vist ham så mange billeder af, kommer til Oslo og giver et foredrag. Jeg regnede egentlig med, at sagen så var lukket, med tanke på hvor mange penge, jeg har smidt efter Collectifs vinterudsalg.

Svaret kom prompte og var: “Det kan da være din fødselsdagsgave”. Igen fejede jeg ham af med et “arhj, jeg tør ikke alene, og synes du da slet ikke, det er alt, alt for dyrt?”. Hr. Appel øjnede straks en mulighed, for ikke at skulle gennemtrevle nettet og diverse fysiske butikker for at finde den helt rigtige fødselsdagsgave til mig, og insisterede på, at “det synes jeg altså, du skal”. Måske kunne han også høre på min stemme, at her var der mulighed for at give mig en ganske særlig ting.

Stadig kunne jeg ikke glemme det – og inden jeg vidste af det, havde jeg kontaktet arrangøren af eventet (ms. Rockabully – en af Norges mest kendte pinup’er og vintage-stylister) og spurgt, om der mon var flere pladser på kurset. Jeg trøstede mig med, at det var der nok ikke, og så behøvede jeg så ikke bekymre mig mere om det….

En dag efter sad jeg med bankende hjerte og trykkede på “godkend ordre” på en enkelt returbillet fra Billund til Oslo. Incl. bagage forstås, for man skal altså have et udvalg af sine bedste pin-up lækkerheder med, hvis man skal på et rigtigt pinup meet-up.

Ms. Rockabully viste sig at være helt utroligt hjælpsom. Skaffede mig værelse på et designhotel centralt i Oslo med rabat – og da Ms. Victory Violet var udsolgt på personlige styling sessions, ja så kunne jeg (til en yderst rimelig pris) købe mig til en hos hende, på mit hotelværelse, hvor hun har lovet at afsløre alle sine mest pinup’ede hemmeligheder. Eftersom jeg er i Oslo fra fredag – søndag, så sendte hun også en lang liste over lækre retro/vintage butikker og spisesteder, jeg kan udforske. Helt på egen hånd.

For de fleste er det nok ikke noget særligt, det her med at tage på weekend alene i en fremmed storby. For mig er det kæmpestort. En ting er, at jeg selv har ansvaret for fly, tog osv., (jeg kan fare vild i et badekar!). Men jeg har også ansvaret for at hygge mig i mit eget selskab, spise alene, netværke med ligesindede fra et andet land og fordybe mig i noget, der ene og alene handler om: Fru Appel.

Det handler også lidt om, at hr. Appel, som bekendt, ikke er så meget hjemme. Mine børn bliver større og deres behov for “mor” ændrer sig. Om lige straks bor de her ikke mere. Jeg forestiller mig ikke, at hr. Appel vil sætte arbejdsmængden ned, han er den, han er – og det hverken kan eller vil jeg ændre på.  Så jeg står tilbage med ansvaret for at fylde mit eget liv med det, jeg nu har lyst til. Og lige nu er det en fordybelse i det spændende, sjove og glamourøse pinup/rockabilly miljø. Jeg har altid haft en stor interesse for historisk mode, og også en interesse for at klæde mig på en måde, der understreger og fremhæver min personlighed. Det har jeg fundet i dette univers. I morgen er det måske pottemageri eller pileflet, hvem ved – men man skal jo også leve i nuet, siges der.

Så jeg glæder mig til min Oslo-tur (jeg har aldrig været i Oslo før, og kun i Norge en enkelt gang i min ungdom), og jeg er så nervøs, at mine håndflader bliver fugtige og hjertet banker, bare ved tanken om dette, der for mig, er et stort og vildt eventyr.

Jeg glæder mig til at møde den søde og hjælpsomme ms. Rockabully – og den glamourøse Ms. Victory Violet (jeg bliver givetvis helt og aldeles starstruck). Men først og fremmest glæder jeg mig til at udfordre mine egne grænser og gøre noget for mig selv, noget der handler om mig. Alene. Det er jeg nemlig ikke så vant til. Nu er spørgsmålet så, om jeg er godt selskab for en hel weekend?

pinupcollage

Fru Appel

_________________________________________________________________________________________

Følg mig på Facebook og Instagram

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Suppekur - The End.