Velkommen hjem, Fru Appel

Ak ja – årets store knaldeferie er nu blot et minde, omend et dejligt et, der skal fungere som en stor indbetaling på parforholdskontoen, så saldoen forhåbentlig er i positiv det næste års tid!

Ja – vi har været i Mexico igen. Forkælelse, kys, kram, dans og tid i 10 lange dage (og næsten længere nætter). Som sædvanlig kommer vi hjem som flirtende, nyforelskede, hviske-tiskende teenagers med kroppene fulde af hormoner og sommerfugle. Igen har vi fundet ud af, hvorfor vi stadig – 23 år inde i forholdet – kan konstatere, at vi havde ret, da det føltes “lidt specielt” dengang i vores sene teenageår, da vi stødte ind i hinanden ved et tilfælde, og siden aldrig rigtig gav slip – selvom vi var tæt på et par gange.

Som sædvanlig har præmissen været, at jeg ikke ringer til mine børn, når jeg er afsted, og at de samme regler gælder, når mor er i Mexico, som gælder, når hun er i bad på den hjemlige matrikel: Kontakt mig kun, hvis nogen er ved at dø eller bløder voldsomt!. Jeg har fuld og inderlig tillid til, at de bedsteforældre der har overtaget ansvaret i de dage, jeg er ude af øje og sind, har styr på opgaven – og jeg ved med sikkerhed, at ungerne nyder godt af, at serviceniveauet er højnet væsentligt, når bedsterne står i spidsen for hverdagen.

For udover at være en lejlighed til at dyrke parforholdet er Mexico en slags årlig mor-detox, hvor jeg fuldstændig egoistisk dyrker mig selv og mit ego. Hvor jeg bruger laaang tid på at gøre mig lækker, giver den gas med makeup, små sexede kjoler og (lidt for) høje sko. Hvor jeg kun gider bruge tankekraft på min egen øjeblikkelige behovstilfredsstillelse og nydelse, og rent faktisk ikke rigtig bruger så meget energi på tilfredsstille andres behov. Nåja måske lige med undtagelse af Hr. Appels. Hvis han spørger pænt, forstås. Jeg detoxer simpelthen min sjæl fra de dele, der har det med at fylde (lidt for) meget i den almindelige hverdag. Man kan sige, at jeg finder tilbage til mit autentiske jeg? Eller i hvert fald det autentiske jeg, der kun handler om min grundlæggende personlighed – og ikke hele den overbygning af mor og ansvarlighed der er kommet til med tiden. Og som jeg bestemt er taknemmelig for, men som altså nogle gange truer med at overtage mit liv helt.

Det er 10 dage hvor vi synker hen i oldnordiske kønsroller. Hvor døre bliver holdt, stole trukket ud og der flirtes voldsomt og uhæmmet hen over middagen. Vi danser natten væk, drikker paraplydrinks og taler sammen. Ikke særlig meget om dybe og vigtige ting – det tror jeg faktisk på mange måder er på plads – men derimod den der lette, ubesværede og drilske samtale man har, når man føler sig fri og forelsket.

Og det er fantastisk. Selvom min 42-årige krop er træt efter 10 dages uafbrudt fest med sene nætter og et kæmpe jetlag, så går jeg rundt og smiler. Og føler mig på en måde renset og klar til et nyt år. For sådan føles Mexico for mig hvert år: Som en ny start. Som et slags parforholdsnytår (bare mere festligt og med mere champagne end det egentlige nytår), hvor vi fejrer hinanden og vores liv sammen. Hvor vi lidt melankolske – når den store fest er overstået – vågner op til den almindelige hverdag og tager fat på det nye år – med de glæder og sorger det må bringe – imens vi glæder os til den næste store nytårsfest i Mexico, november 2018. Vi er booket.

Fru Appel

_________________________________________________________________________________________

Følg mig på Facebook og Instagram