En fredag aften i det Appel’ske hjem

Nedenstående godnat historie startede egentlig som en opdatering på min facebook væg – historien er selvoplevet her i aften med Hr. Appel og Jeg i hovedrollen. Og er måske ganske sigende for vores forhold.

Hr.  Appel har glædet sig til at sidde i sofaen hele weekenden og se Ryders Cup. Med en Pepsi Max. Og resten af familien i nogenlunde andægtig tavshed. Det viser sig dog at familien kun besidder det lille Viaplay abonnement (79 kr/md) så det skal opgraderes til fuld pakke (229 kr/md). Det må husets frue så lige sørge for.
Ak og ve. Det viser sig så – at TVet skal opdateres, før det kan køre det nye abonnement. Med sin tekniske indsigt og (næsten) uden irritation går Hr. Appel igang med arbejdet. “Line – kan du ikke lige taste koden ind” nu med let hævet stemme: “Liiiiineee har vi et USB-stik”?

Som den tålmodige, kærlige kone jeg er letter jeg mig gerne fra dagens udgave af “Cheaters” (totalt fedt program hvor man afslører utro mennesker “in the act” – dårligt TV, når det er BEDST)… finder mit personlige USB-stik og trasker hen til ægtemanden med det. Sætter mig igen.
“Liiiineeeee” gider du ikke lige hjælpe mig med at proppe det der USB-stik ind i fjernsynet. Igen rejser jeg mig, i erkendelse af at Hr. Appels plan om at løfte TV-et (55 tommer) ud fra væggen og stikke USB-stikket i ene mand, nok er urealistisk, selv når det er hr Appel. Jeg står tålmodigt og ser til, imens hr. Appel drøner rundt om fjernsynet.

På nuværende tidspunkt bliver jeg faktisk noget klogere og lærer en del nye ord, som jeg desværre ikke kan afsløre her, da jeg bestemt er en pæn pige, der forsøger at afholde sig fra anvendelsen af slige skældsord.
Jeg pipper lidt: “Jamen det giver jo ikke mening, hvis man skal have fjernsynet UD fra væggen for at sætte et stik i?”. Hr. Appel er nu på vej op i køkkenet for at bøje en papirclips, således han kan låse op for den mekanisme, der kan få vægmonteringen til at slippe fjernsynet.

Jeg lokaliserer ret hurtigt det sted, hvor alle stik og andre fikum-dik-ting sidder ind i fjernsynet. Jeg kan ikke se noget – så jeg må mærke mig frem. Og indrømmet – det er ikke så let. Indtil jeg ser ind langs kanten og lokaliserer noget der uimiskendeligt ligner et sted, hvor man vil kunne montere et USB-stik.

Hr. Appels ansigtskulør er nu lettere rødlig og jeg siger noget lavmælt: Jeg tror jeg har fundet det, skat (forsigtigt smil)… Jeg viser Hr. Appel det, jeg mener må være en USB-port. Han ser kort og hidsigt på den lille sølvskinnende ting og replicerer – ikke uden en vis kraft i stemmen: “DET DER er IKKE en usb-port”

Da jeg selvfølgelig ved, at jeg som kvinde jo umuligt kan have mere forstand end en mand på netop dette meget svære emne, er jeg lige ved at opgive – men synes nu alligevel jeg vil give det et forsøg (selvfølgelig uden at sige det til hr. Appel, der ikke synes at være interesseret i en diskussion lige nu)
Wupti: USB-stikket glider på plads: “Øhm – nu har jeg godt nok sat stikket i” pipper jeg undskyldende…
“nånånå” hvisler hr. Appel … efterfulgt af et “nu SKER der sgu noget”. Jeg står og holder vejret.. for tænk, hvis jeg – KVINDE – har ødelagt det dyrebare højteknologiske udstyr. MEN… jeg kan nu konstatere at hr. Appel – som jeg skriver dette – veltilfreds har sat sig i sofaen for at se de sidste 2 huller (jeg sidder selvfølgelig i køkkenet i ærbødig afstand … selvom han til det sidste fastholdt.. “jaaaaa.. det er jo ikke SIKKERT det virker…” (tilsæt selv belærende tonefald)

Godnat og sov godt. Og God weekend med Ryder Cup – I ved, hvor I kan henvende jer, hvis det kniber med teknologien.