Mommy-blogging: At give slip

Som jeg har skrevet om før, er min store søn på efterskole dette skoleår. Skolen er Askov Efterskole og indtil videre har det været en fantastisk oplevelse for ham – så meget, at han allerede klynker over, at det er slut til juni.

Spørgsmålet har jo så været – hvad skal der så ske?

Barnet havde jo egentlig ansøgt om at komme ind på det lokale gymnasium, og så tage nogle kunstneriske fag, for at dyrke sit skuespil og sin musik. Det stod dog ret hurtigt klart for alle, at han ikke har nogen særlig lyst til at vende tilbage til Herning.

Lets face it. Herning er mange ting. God kommune for erhvervslivet – god til fodbold (eller I ved…). Men at være fuldblods, dramatisk kunstnertype med følelserne uden på tøjet og med altoverskyggende længsel efter at være “på” synge og spille skuespil, lave film og hvad ved jeg – ja så er Herning måske ikke det ideelle sted, trods alt. Det er ikke så nemt at være 16 år og totalt anderledes end resten af flokken. Det ved jeg også – efter min opvækst laangt ude på landet, i en verden, hvor jeg var lidt af en freak.

Så; nu har vi besluttet, at ældstebarnet – aka “The Artist” skal tilbringe de næste 3 år på kostgymnasium i Oure – på deres “Performing Arts” linje – skuespil, nærmere bestemt. Her skal han – udover at tage en almindelig studentereksamen – tage en grunduddannelse i skuespil. Barnet er jo en mønsterbryder, må man sige, når man tænker på, at hans forældre begge er et par småkedelige jurist-tørvetrillere uden antydningen af kunstnerisk talent (altså måske bortset fra Hr. Appel, der hårdnakket påstår han kan synge, selvom børn begynder at græde, hvis de hører det!)

Den endelige beslutning blev taget, da vi så ham spille D’Artagnan i efterskolens store opsætning af “De 3 Musketerer”. Og her kommer lige en triggerwarning for de, der har svært ved at håndtere utilsløret pral og moderstolthed: LÆS IKKE VIDERE.

HOLD.NU.KÆFT hvor er barnet dog talentfuld. Hans hæse rockstemme bragede igennem salen og tårerne piskede ud af øjenene på mig i ren stolthed over mit fantastiske barn

Jeg undskylder den dårlige kvalitet – jeg optog med min Iphone, imens jeg havde travlt med at tude. Min søn er den unge mand yderst til venstre.

Altså denne unge mand:

(billede lånt af Askov Efterskole – se deres FB-side HER – hvor der er masser af billeder mv. fra forestillingen)

Nå – men jeg var egentlig stærkt tilfreds med beslutningen om, at Sebastian tager på kostgymnasium – fordi det helt klart vil være bedst for ham, for hans ambitioner og hans livsglæde.

Indtil det ramte mig som et ton mursten: Hvis Sebastian er på Fyn – så er han jo ikke her?. Hos mig. Når han er færdig med gymnasiet om 3 år er han 20 og har ikke boet hjemme siden han var 16. Så kommer han jo helt sikkert ikke hjem igen. Til mig. Han er altså – de facto – flyttet hjemmefra. Jeg er der ikke til at forkæle ham, når han er syg eller skælde ud på ham, når han ikke rydder op efter sig. Jeg er der ikke til at suge de sidste dyrebare stunder ud af Sebastians barndomsår.

Hvordan skete det lige? Jeg mener – lige igår afleverede jeg jo min lille unge med de mange lyse krøller i vuggestuen. Og så hentede jeg ham. Og han var blevet voksen i mellemtiden. Næste år fylder han 18. Han kan stemme ved valg. Han kan optage lån (du kan lige vove på det, Bassemand!) Og han kan selv træffe sine livsvalg. UDEN jeg har noget at skulle have sagt, udover den vægt Sebastian vælger at tillægge mine ord. Frivilligt.

Jeg vil have hans barndom tilbage. Det gik for stærkt. Det var for hurtigt. Har jeg nået at få et ordentligt menneske ud af ham? Er han virkelig klar til at blive sluppet – selvom det er i trygge rammer på en kostskole? Jeg kan ikke passe på ham – og mit moderhjerte knytter sig sammen i kramper af smerte over erkendelsen.

Men så slapper jeg alligevel lidt af. Fordi han lige har sendt mig en video fra sin studierejse til Edinburgh, hvor han meget grundigt har optaget hele interiøret af en Harry Potter butik, imens man i baggrunden hører, at  han vidt og bredt beretter for sine venner, om sin mors store kærlighed til netop Harry Potter. Med stolthed i stemmen. Som om jeg er bare lidt cool – og som om min mening stadig er noget værd for ham. Pyha – panikanfaldet når at lægge sig, inden det starter rigtigt.  Og tilbage er kun den bittersøde eftersmag af minderne og af moderskabets forbandelse.

For det er lige præcis dét, der er så forfærdeligt ved at være nogens mor. At man er nødt til at tilsidesætte sine egne behov og gøre det bedste for sine børn. Selvom det indimellem gør så ondt, at det føles som om man ikke kan trække vejret.

Men nu gør jeg det altså: Slipper ham – klipper navlestrengen helt over – sender ham ud i verden og krydser fingre og tæer i håbet om, at de 16 år jeg har haft ham tæt på, har været nok til at gøre ham klar til det kæmpe eventyr, der venter på ham, nu hvor han står ved den “afgrund af frihed” som Dodo and the Dodos sang om, da jeg selv var ung og klar til at kaste mig frådende over livet.

Måske vil jeg endda glæde mig over at kunne sætte et “tjek” på listen over store ting, jeg har udrettet som mor. Når jeg lige har slikket sårene.

Mor er stolt, Bassemand!

Fru Appel

_________________________________________________________________________________________

Følg mig på Instagram og Facebook