Jeg – en kønsforræder.

Ikke alene har jeg lige opdaget, at jeg er gift med et monster – nu viser det sig så også, at jeg selv er en kønsforræder. Det går godt, i den Appelske husholdning i disse dage.

En markant skikkelse i debatten er præst og blogger Kathrine Lilleør. Hun har for nylig begået et indlæg om nogle nordsjællandske fruer, der tilsyneladende er nogle værre nogen…kønsforrædere ligefrem. Indlægget er en kommentar til en undersøgelse af nogle af nordsjællands rigeste familier. Se mere her.

Dybest set handler det om hjemmegående mødre i velhaverreservatet. Er man en en del af det segment, går man tilsynladende derhjemme og får sin søstersolidaritet godt og grundigt spoleret – fordi man så ikke har så meget andet at gå op i, end sine børn. Siger Kathrine. Lige pludselig er man ude på et alvorligt sidespor, hvor den ultimative prestige-ting, er at bage næsten-smukke kager (kun næsten; man skal kunne se, de er hjemmebagt, pointeres det). Og så sker der det forfærdelige, at man bliver katalysator for en tilbagerulning af kvindekampen med destinationen: Køkken og Kødgryder.

“Når overklassens mor er hjemmegående, så hun kan deltage i alle børnenes skole- og fritidsaktiviteter og bage kage til enhver lejlighed, er det et ultimativt tegn på rigdom og overskud. Hun går ikke hjemme for at skurre gulve, det har hun aupairs til, det er alene børnenes liv, hun koncentrerer sig om” (Kathrine Lilleør)

Nå men ok så. Lad os for et øjeblik parkere det faktum, at undersøgelsen har kigget et svimlende antal familier i kortene. 15 for at være helt nøjagtig. For jeg er overbevist om, at Kathrine har ret i, at for disse mødre er det vigtigt at bage kager, deltage i skole-ting og i det hele taget signalere det vildeste overskud. Det gider jeg ikke engang betvivle. Mest fordi det jo egentlig er ret ligegyldigt i min verden, hvordan 15 priviligerede nordsjællandske familier vælger at indrette sig.

Nej, der hvor jeg synes at skruen er helt løs er, når Kathrine buldrer videre:

“Nordsjællands kønsforrædere må smide forklæderne, brænde kageopskrifterne, og insistere på, at karrieren er ligeså vigtig i et kvindeliv som i et mandeliv. Så de bliver eksempler til efterfølgelse. Også for deres døtre, som de forhåbentlig har større ambitioner for, end at de skal videreføre den store bagedyst.” (Kathrine Lilleør)

Kønsforrædere – SERIØST? Skal vi nu til at have én endegyldig sandhed, der fastlægger hvad der er vigtigt i et kvindeliv. Jeg kan godt hilse at sige, at den eneste – DEN ENESTE – der skal bestemme, hvad der er vigtigt i mit kvindeliv er undertegnede selv. Ingen andre. Punktum.

Og jeg har besluttet, at karriere ikke engang kommer ind på en delt 5. plads. Selvom jeg er udstyret med et godt hoved, en skarp tunge og en lang uddannelse – alle 3 dele, vel nok noget, man kunne bruge derhenne i erhvervslivet. Tak, men nej tak. Det er ikke noget for mig. Mine evner kan bruges på en – for mig –  mere tilfredsstillende facon.

Er den ultimative frihed for mænd og kvinder da ikke at have frihed til selv at vælge dét, der er vigtigt i lige netop deres liv? Jeg gider sgu da ikke, som en anden foie gras gås, at have en kollektiv konsensus-ide om, hvordan mit liv skal indrettes, presset ned i halsen. Kommer ikke til at ske. Ever.

“Et eksempel til efterfølgelse”: Et menneske der på grund af udefrakommende pres, ikke vælger sine egen drømme – men kollektivets? Er det noget, man bør prale af? Jeg kan lige forestille mig, hvordan det må føles:

“Hey…jeg havde egentlig mest lyst til at gå hjemme,  men jeg lod være, fordi det var vigtigere at være et eksempel for andre kvinder, end at være lykkelig i mit eget liv” totalt ude i hampen, folkens. Og da lige stof til det helt store kvindelige martyrium, når det for alvor rammer en, at man har valgt noget, man slet ikke kan stå inde for som menneske.

Enhver, der kender mig ved, at jeg ikke nødvendigvis er særlig stor tilhænger af det der “overskudsmor-halløjsa” og jeg kan slet ikke identificere mig med flot glaserede kager (mine ligner ALTID noget, 3.B har bikset sammen en sen eftermiddag. Af rester.)

Jeg AFSKYR at deltage i skolearrangementer, har aldrig i mit liv meldt mig til forældrebestyrelser mv. og har sådan set valgt at sige, at min tid – den har jeg lyst til at bruge  med mand og børn, men også i ret stort omfang på mig selv og mine egoistiske interesser. Og så iøvrigt lade mig delvist forsørge af hr. Appel. Jeg er sådan et menneske der har brug for tid og ro til at reflektere, tænke, skrive og kegle ud i sofaen i joggingtøj med ungerne, imens vi spiser skodslik og ser tegnefilm. Og så kan jeg faktisk godt lide mit deltidsarbejde. Og mit job som “vedhæng” til hr. Appel. Det er jo også en slags karriere.

Sådan har jeg valgt at indrette MIT kvindeliv. Betyder det, at jeg mener alle andre skal gøre det samme? Nej sgu da. Jeg håber da for alle mine medsøstre (og brødre) at de kan vælge lige netop det liv, der passer til dem – og deres familier. Det vil jeg da ikke blande mig i. Det tilkommer ikke mig at træffe valg på andres vegne.

For man kan også være ambitiøs på andre måder end i det store forkromede “erhvervsliv”. Nogle nordsjællandske fruer vælger så at være ambitiøse med deres kage-bageri. Nogle kvinder er ambitiøse i deres job. Og det gør dem ikke til dårlige mødre. Det gør det derimod, hvis de sidder derhjemme med deres afkom i et martyrium, fordi de ikke forfulgte deres drømme om karriere.

Nogle kvinder er – som jeg – seriøse omkring at være “Frue” og ellers finde fred og ro til at dyrke nærvær med både sig selv og familien. Og selfies. Og bare være sådan lidt “go-with-the-flow” agtige. Der findes jo ikke forkerte måder at være ambitiøs på. At være ambitiøs er at forfølge sine drømme. Og vores største opgave, hvis vi skal vise “vore døtre” vejen – er vel, at de må kræve friheden til at vælge deres eget liv.

Så – fred være med den snævre undersøgelse, som Kathrine vælger at bruge som platform for at hævde, at kønskampen ruller tilbage med fuld kraft. Den fortalte os jo alligevel ikke noget, vi ikke et eller andet sted vidste i forvejen. Det, der gør mig så pissesur er, at vi nu igen står i en situation hvor andre – med kønskampen som våben – skal have mulighed for at føje endnu en pind til det bål af dårlig samvittighed, der brænder i de fleste kvinder.

For skal vi virkelig tale kvindekamp – så kan vi jo passende starte med at vi kvinder lærer at acceptere vore egne og andres valg uden misundelse, fordømmelse og fortrydelse. Og vi  skal kræve vores ret til – som ligeværdige borgere – at vælge lige netop det kvindeliv, der gør os lykkelige. Uden dårlig samvittighed.

Det var sådan set bare det, jeg ville sige.

Fru Appel

Følg mig på Facebook og Bloglovin