Gift med et monster

Jeg er tilsyneladende gift med et monster. Og jeg har slet ikke bemærket det. Hvor grænseløst naiv og dum har man da lov til at være?

Altså hr. Appel har ikke gjort noget anderledes end han plejer. Han har passet sit arbejde, plejet sin pt. særligt vinterblege hud og kørt rundt i sin 4-hjulstrækker på villavejene, i et af de gode kvarterer i Herning. Han har arbejdet sine mange timer og indkasseret sin gode løn, betalt både bund- og topskat og alt derimellem. Så på den måde er intet forandret i forstadsidyllen i Herning.

Men så var det, jeg kom til at læse noget på FB. Og læserbreve og følge lidt med i debatten. Pludselig stod det lysende klart for mig, at jeg af vanvare er kommet til at gifte mig – ikke med et menneske – men med et monster.

Hvorfor, tænker den kvikke læser – hvis nu hr. Appel opfører sig jævnt hen som han plejer?

Altså, jeg har fundet ud af, at noget nær det laveste niveau man som menneske kan nå, er når man har status af: hvid mand. Værre er det, hvis man har en høj indtægt – og helt, helt skidt står det til, hvis man kører i stor bil og stemmer liberalt. Og hr. Appel – ak ja – befinder sig jo i den slemme ende af denne skala over de værst tænkelige kendetegn for et menneske. Hvis man faktisk kan benævne denne særlige underart af vores race, som mennesker. Det er stadig til debat.

I kender sikkert alle historien om den kære kamel. Altså det der med, at Jesus sagde til en rig mand, at det er sværere for en rig mand at komme i himlen, end det er for en kamel at komme igennem et nåleøje. Dybest set betyder det vel noget i retning af, at når man er under indflydelse af ussel mammon, kan man have mere end almindeligt svært ved at overgive sig til de mere åndelige værdier og slippe taget i de verdslige glæder.

Når det gælder den velstillede hvide mand – ja så gør det samme sig gældende. Det er sværere for en hvid, velstillet mand at være et ”godt menneske” end for en kamel at komme igennem et nåleøje. I denne sammenhæng må det nok fortolkes i retning af, at hvide mænd i socialklasse 1 definitorisk er så snæversynede, at de har meget svært ved at se ud over sig selv og opfatte verden i almindelighed, andre mennesker i særdeleshed, med empati og solidaritet.

Denne særlige socialgruppes karaktertegn er voldsomt ubehagelige: De er mandschauvinister, grænsende til det kønsfascistiske, de tænker kun på at rage ussel mammon til sig, de gider helst ikke betale noget som helst i skat, og kræver i øvrigt mindre afgifter på forurenende luksusting som biler. De er nærige i forhold til fællesskabet, og de er fuldstændig ligeglade med samfundets svage.

Jeg mener; det er sgu da ikke særligt charmerende. Og da slet ikke når man finder ud af, at hr. Appel bare er typeeksemplet på dette menneskelige monster.

Det er sjovt. Jeg burde nok have tænkt på det før. Jeg mener så meget han er væk fra familien, for at tjene penge til os. Den måde han var enig med mig i, at deltid nok er det bedste for mig. Hans Range Rover og hang til lækre forbrugsgoder. Når han sådan sidder der i sofaen med let spredte ben og viser sin maskuline dominans. Og når han kan finde på at mukke over, at han lægger pænt langt over halvdelen af sin indtægt til fællesskabet – og på den måde bidrager langt mere end gennemsnitsdanskeren til vores fælles skattekasse. Det hele er jo tegn på, at noget er grundlæggende galt med manden.

Hans bidrag til samfundet er muligvis økonomisk stort, men altså på en gennem-usolidarisk og usympatisk maskulin måde, forstås. Og så er det jo ikke rigtig noget værd med alle de penge, der ryger i statens husholdningskasse. Selvom han forsøger at ”man-splaine” sig ud af det. Og endda påstår, at eftersom sådan en som ham, jo faktisk ved hårdt arbejde og med store afsavn, har opnået noget, skabt arbejdspladser, kapital og er blandt de gode topskatte-bidragydere til det store fællesskab, kunne det da godt være, at noget af det, han har at sige kunne være fornuftigt i en samfundsmæssig sammenhæng. At hans mening også kunne have en slags vægt.

Helt ærligt. Hvor selvfed har man næsten lov at være? ALLE ved jo, at han har fået alting foræret som vuggegave. Denne gruppe af mænd burde vel egentlig have begrænset deres ytringsfrihed. Det er jo alligevel både uetisk, asocialt og givetvis samfundsmæssigt nedbrydende, det, de måtte have at sige.

Og nu er han jo så også helt vildt nedladende i sin måde at være på. Han åbner og holder alle døre, der møder mig (og andre kvinder i hans selskab). Han bærer de tunge ting – og så kan han overhovedet ikke lave mad. Eller kende op og ned på en støvsuger (eller en boremaskine, men lad nu det ligge). Seriøst har jeg slet ikke været klar over, præcis hvor afskyeligt han egentlig har opført sig.

For mit eget undertrykte vedkommende kan man konstatere, at jeg og mit akademiske talent er blevet noget sløret af at være for meget husmor. Jeg burde have gennemskuet hr. Appel. Men det er vel dét der kommer ud at bo sammen med en dominerende mandsperson. For i virkeligheden kan jeg jo ikke rigtig gøre for, at jeg er underlagt det hvide, maskuline overherredømme. Det er simpelthen magtstrukturen i det danske samfund, der har manipuleret med mig. Og derfor er jeg nu et offer. Og det er altså ikke rart.

Og på den baggrund gør det selvfølgelig ikke noget, at retorikken, når det kommer til mænd som hr. Appel, godt kan virke lidt racistisk og fordumsfuld, når vi både benævner deres hudfarve og deres køn. Det er jo til hans eget bedste. I den gode sags tjeneste bliver vi nødt til at bruge en særlig taktik, for at nå igennem til disse i særklasse stædige og stivsindede eksemplarer. Det er sådan en slags undtagelse til det der med at være solidarisk og empatisk. Så kan de lære det, kan de.

Heldigvis har jeg også læst, at det faktisk er muligt at ændre hr. Appels status fra monster til acceptabel. Man må selvfølgelig ikke sætte baren for højt. Men noget kan vi altså gøre. Det er selvfølgelig svært med hudfarve og køn, særligt hvis han er sådan helt cis-kønnet. Men man kan i hvert fald begrænse skaden derudover.

Der er jo i visse religiøse kredse en tradition for, at man straffer sig selv for sine synder. Enten via at skrifte og få soning ad den vej – eller ved at man faktisk går så langt som til fysisk at afstraffe sig selv. Pisk ligefrem. Og i denne sammenhæng handler det også om en slags pisk. Men mere med ord. Egne ord.

Hr. Appel skal simpelthen have hjælp til selvhjælp, så han kan indse, hvor meget han egentlig afskyr sig selv, og alt det, han repræsenterer, når han nu kommer der med sin grisefarvede hud og sine helt forkerte kønsdele. Han bør hengive sig til, gang på gang, at undskylde på sit køns vegne og gøre knæfald for alle de rigtige værdier her i livet. Han skal afsværge alle de asociale, mandschauvinistiske ideer, han helt sikkert er gennemsyret af.

Han bør finde på gode og sjove jokes om sit eget køns manglende forståelse og udøvelse af næstekærlighed og solidaritet. Eller blive sådan rigtig feminist og være meget flov over alt det onde, netop hans segment repræsenterer, har udsat kvinder for rædsler igennem århundreder. Og undskylde – igen og igen – fordi han er den, han er. Det manglede da bare.

Der er faktisk en bred vifte af muligheder – og masser af grundlag for at være kreativ i sin tilgang til, hvor forkert man egentlig er som menneske, når man er sådan en, som hr. Appel.

Så det skal hr. Appel og jeg have set på. Når han altså ikke lige har travlt med at være en skøn og respektfuld ægtemand (ok, træerne vokser ind i himlen – men altså….), en kærlig far, og selvfølgelig også en af dem, der har travlt med at arbejde, så også det store fællesskab kan få glæde af hans produktivitet. Men når han er færdig med dét – SÅ kan vi tage fat på den store genopdragelse, så hr. Appel kan blive en rigtig mand. Det skal nok blive festligt.

Det var bare det jeg ville sige.

Fru Appel

Følg mig på Facebook og Bloglovin