Så gammel er jeg

At min 16-årige søn nu er skibet afsted på efterskole.

Jeg har gruet for dagen. Tænkt mange tanker om hvor svært det vil være – for mig, altså. Hvor meget jeg ville tude – hvordan han ville reagere? Hvor ondt det ville gøre på mig, at skulle klippe navlestrengen næsten helt igennem. Og ligner jeg overhovedet et menneske, der kan være mor til nogen på 16?

Så vi ankom til Askov efterskole onsdag aften (efter at have spist på den nærliggende McDonalds og spottet mindst 7 andre familier, vi genså på skolen). Sammen med alle de andre i et kaos af cykler, kufferter og lange lister over værelsestildelinger.

Hverken hr. Appel eller undertegnede har gået på efterskole. Ingen af vores søskende har gået på efterskole. Ingen af vores forældre har gået på efterskole, eller højskole for den sags skyld. Så det er en ny verden for os. Vi har slavisk fulgt pakkelisten fra skolen. Læst håndbogen mellem 5 og 10 gange. Talt og tænkt. Og ikke anet hvad det egentlig handlede om. Men dog stadig været fast besluttede på, at det er en god ide, at få sparket sin 16-årige væk fra mors skørter (pencil-skirts i dette særlige tilfælde) så de kan lære at klare sig selv.

Så det er sådan set ikke barnets beslutning. Det er min og hr. Appels (selvom sidstnævnte godt nok fik et lidt forpint ansigtsudtryk, da han blev præsenteret for prisen på nævnte skole). Barnet har dog ikke protesteret – tværtimod. I vanlig tilbagelænet stil har han bare konstateret, at “så er det jo sådan dét er”.

Grunden til, at det er vigtigt for os, at vores unger kommer “ud” er, at vi gerne vil tilskynde den selvstændighed, det giver. Vi vil også rigtig gerne give dem muligheden for at bruge 10. klasse på at fordybe sig i noget, de har en særlig interesse i. For ælstebarnets vedkommende er det  filmproduktion. Siden han – 3 år gammel – erklærede at han vil være filminstruktør, har han holdt fast i drømmen. Og Askov efterskole har en rigtig fin filmlinje, hvor han kan prøve kræfter med filmskabelsens barske realiteter.

Og så er der jo også lige det, at han lærer at gøre rent og rydde op efter sig. Noget han ikke just har vist særlige evner for i de forløbne 16 år. Som sin mor er han sjusket og rodet. Vi har truet ham med, at vi nu spuler hans værelse igennem med en højtryksrenser, desinficerer ALT og overmaler det med et par lag epoxy – så det igen kan blive egnet til menneskebolig.

Nå – men tilbage til onsdag aften på skolen. Det var helt traditionelt. Kaffe-kage-højskolesangbog – velkomsttaler og orientering med efterfølgende afrydning af borde på ægte højskolemanér. Unge nervøse, glade, stille, grinende og grædende unge mennesker – og deres alvorlige/glade/overbeskyttende/tudende forældre.

Stik imod min værste frygt, klarede denne mor og barn aftenen til UG. (For de yngre læsere, kan jeg fortælle, at UG er et slags 12-tal fra gamle dage. Bare sværere at opnå). Altså bortset fra enkelte lidt panik-agtige konversationer med Hr. Appel, der nænsomt bekræftede mig i, at alle selvfølgelig måtte tro, at jeg var den nye, unge kone – og umuligt mor til det store barn ved min side.

Hvor andre fortæller om, at de tuder hele vejen hjem – så var vores tur tilbage til Herning helt anderledes. Jeg var fanme så stolt. Altså sådan med rigtig svulmende moderstolthed af allerværste skuffe. Jeg komplimenterede mig selv (og lidt hr. Appel – men let’s face it – ungerne er og har altid været mit primære ansvar, så jeg har intet imod at tage det meste af æren) for åbenbart (og ganske uventet) at have været  virkelig fantastiske forældre. DEN havde vi ikke lige set komme. Barnet agerede velopdragent, ikke-genert og meget relevant for situationen. Hvilede i sig selv og opførte sig overmåde cool.

Og jeg strålede. Og var glad. Og havde overhovedet ikke lyst til at tude, da vi skulle sige farvel. Fordi han var glad. Han glædede sig. Og hviskede mig i øret “lad nu være med at tude, mor” da han gav mig et kæmpe kram. Offentligt. Han befandt sig godt og var i sit es.

Så turen hjem var ikke præget af tårer. Men af stor glæde og spænding på hans vegne. Og så af denne KÆMPE følelse af at have opnået noget godt med mit barn. At han virker som et ordentligt, empatisk menneske med appetit og mod på livet. At jeg har noget at gøre med det. At jeg trods alt kan give mig selv et klap på skulderen for at være nået så langt med ham, tilsyneladende uden at have traumatiseret ham voldsomt. Selvom det her moderskab, uden sammenligning, er det sværeste, mest nervepirrende projekt, jeg nogensinde har kastet mig over. Og det projekt, der til stadighed der gør mig allermest usikker.

Så hav et rigtig godt år på efterskolen, Sebastian. Jeg er så pisse-pinligt stolt af dig.

Din mor

Fru Appel

_________________________________________________________________________________________

Følg mig på Facebook og Bloglovin