Velknaldethed, hverdagsglæde og mcDonalds

Nåmen, så kom jeg også hjem fra en uges absolut knalde-drikke-kæreste-endelig-alene ferie med hr. Appel på de lidt vulkanske og ret så varme kanariske øer. Og det var dejligt. Hr. Appel og jeg er nyforelskede – eller I ved – velknaldede. Vi har fået talt, spist, drømt, grinet og danset. Så alt i alt har ferien tjent sit formål. Vi har iøvrigt INTET set på de der kanariske øer udover altså et hotel, dertil hørende pool og bar,  og den lille, grimme turistby hvor hotellet er placeret – og hvor samtlige de små strandrestauranter sælger en “Full English Breakfast” til 2 euro pr. næse. (omkring 15 kroner, til behagelig orientering). Incl. slatten bacon og en ikke-identificerbar masse, der vistnok var scrambled eggs. Eller måske baked beans?

Vi spiste dog ikke af denne prisvenlige overflod – da vi valgte at gå meget lidt glamourøst, men til gengæld über-afslappende all-inclusive. Det er nemlig ikke sjovt at skulle vælge restaurant med hr. Appel, skulle jeg hilse at sige. Slet ikke befordrende for det gode parforhold. Min ellers så beslutsomme og handlekraftige bedre halvdel går helt i spåner, når der skal vælges mellem forskellige restauranter. Et fuldstændigt nervevrag. Stakkels mand. Hvis vi holder os til hotellets restaurant kan han jo nøjes med at vælge mellem dagens  menuer. Stadig en udfordring – men dog doable.

April har været mere end almindelig hektisk med det megen rejseri – og jeg har slet ikke haft tid til at tage mig af mit lille kærlighedsbarn – bloggen.

Eller det er ihvertfald, hvad jeg fortæller mig selv. For i virkeligheden handler det nok lige så meget om, at jeg bare ikke har kunnet finde min inspiration. Jeg har 10-15 udkast liggende i min kladde-bakke; og intet af det, vil jeg være bekendt at udgive og dermed genere en forsvarsløs offentlighed. Og det er frustrerende. Jeg elsker jo at skrive. Men det kræver tid og ro til refleksion. Og det er en luksus mit liv har været helt foruden de sidste uger.

Måske er det fordi jeg har haft rigtig travlt med mit ultra-glamourøse rejseliv. Altså indrømmet – det lyder jo som om mit liv er på linje med en rockstjernes lige nu. Og det er helt klart 1st world problems, at man faktisk finder det en anelse stressende, at bo i en kuffert og pakke ind og ud hele tiden. At det efterhånden bliver lidt af en uoverkommelig pligt at dresse sig op til middag hver aften med både pæne kjoler, højt hår og fuld feltmæssig make-up. Selvom det eneste man har lavet hele dagen er at ligge på en pool-stol og læst “Inspector Lynley Mysteries”.  At alting bare IKKE er hjemme. Og at man savner sine børn så meget, at ens hjerte er spændt til bristepunktet.

Så lige nu, kære læser, kan du forestille dig fru Appel siddende i sin sofa. Med sin dyne. I joggingtøj. Helt make-up fri og med let filtret hår og briller. En enkelt chippet og uperfekt shellac negl. Stærkt tilfreds med tilværelsen, imens aftenens menu bliver hentet af hr. Appel. 2 hamburgere med American Fries fra McDonalds. Og en light-sodavand – ungerne er i vanlig stil let irriterende – og en enkelt på vippen til at måtte blive hjemme fra skole med sygdom i morgen.

KÆFT hvor jeg elsker min hverdag. GLÆDER mig ligefrem til, i morgen kl 8.30 at stå foran en flok kolleger og smide et oplæg i hovedet på dem. Iført hverdagshæle og min sædvanlige sorte arbejdsuniform. Og en cardigan. Sladre i kaffepausen, hygge-mobbe chefen og glæde mig til at komme hjem og se Gordon Ramsey på TV2Fri, imens jeg nyder et stykke rugbrød med leverpostej til frokost. Og planlægger næste slanke-tiltag. Sommeren venter jo lige om hjørnet, selvom det sneede voldsomt, da vi i nat kørte hjem fra lufthavnen i Hamborg, og vi måtte synge med på SAMTLIGE 70er hits tysk og dansk radio kunne præstere kl. længe-over-vores-sengetid – bare for at holde os vågne.

Så jeg håber, at jeg er tilbage med lidt godt på bloggen. Jeg har jo stadig et sydafrikansk efterslæb – og så tænker jeg, at jeg også vil skrive lidt mere om, hvorfor sådan en all-inclusive knaldeferie på mange måder er fantastisk parterapi.

Men først skal jeg altså lige nedsvælge min usunde aftensmad. Se lidt TV-serier, råbe af mine børn og nusse min hund. Og nyde at livet – for en stund – er indstillet på normalitet.

Fru Appel

Følg mig på Facebook og Bloglovin