Tilbage til: Diva

Kl. 6.00 ringede vækkeuret. Altså hvis det skal være helt klassisk, ringer det normalt 5.40 – men de første 2 dage tilbage på job, efter ferie, har ungerne stadig fri, så det giver lige 20 min på sovekontoen!

Det var dæleme helt underligt. Jeg vågnede 2 min før vækkeuret ringede, så på en eller anden måde er min krop jo nok indstillet på tidlige morgener igen. Men hele ritualet omkring mine morgener…. det har jeg nærmest præsteret at glemme på bare 3 uger!

Nu er jeg et ekstremt vanemenneske, når det kommer til mine morgener. For det første er jeg noget af det mest eddikesure, man kan forestille sig. Både mand, børn og au pair har for længst fundet ud af, at man ikke skal indlade sig på drøftelser, diskussioner eller andet om morgenen. Jeg vrisser – og kan først bagefter se, at min omverden ikke nødvendigvis er kropumulig – men at jeg helt sikkert er.

Men selvom jeg altid følger den helt samme rutine, hver eneste hverdags-morgen, så var det som sagt alligevel lidt svært her til morgen.

For det første har jeg ikke brugt make-up overhovedet de seneste 3 uger. Min hud har fået lov til at slappe af (jeg er dog stadig fuldstændig religiøs med min hudpleje – når man er 40+, er der ingen vej udenom!). Jeg har ikke været iført stramtsiddende tøj, shape-wear, korset, høje hæle eller bare bøjle-BH’er.

Så jeg stod lidt rådvild foran spejlet her til morgen…øhm…hvilken rækkefølge er det nu lige, man gør tingene i? Hvad er det egentlig for noget af alle krukker, paletter og pulvere, jeg plejer at bruge på job? Stod i 2 minutter og bare stirrede på min foundation, som om jeg slet ikke vidste, hvad jeg skulle bruge den til. Faktisk lidt respektløst af mig – det er trods alt Dior.

Helt galt var det, da jeg skulle vælge tøj. Lidt krisestemning, da jeg kom i tanke om, at mit hverdagslook er noget med “den lille sorte” og ikke store, løse gevandter, der meget bekvemt skjuler alt fra skuldre til knæ. Så står man der og prøver at huske, hvilken af de sorte kjoler, der egentlig virkede en anelse for stor før sommerferien.

Og så er der jo korsettet (se mere her) – i lyset af mit umådeholdende rødvins- og carb-indtag i den seneste måned er der jo ingen vej udenom samtlige slanke-fremmende foranstaltninger, jeg kan komme i tanke om. Så på med korsettet. Havde helt glemt den der følelse af, ikke rigtig at kunne trække vejret. Men det vænner man sig til – forbavsende hurtigt faktisk. Det gode ved at være snøret ind er, at man absolut ikke føler sig sulten. OG lets face it – den der killer-figur jeg får, kan ikke opnås med mere naturlige midler. Taljeløs som jeg jo er, uanset aktuel vægtklasse.

Pinslerne blev rundet af, af mine sædvanlige 10 cm under hælene. Dog kører jeg mine fødder blidt ind med et par af mine gode sko – og altså ikke dræber-stilletter.

Og så skulle man jo tro, at jeg har haft en skrækkelig dag, snøret ind, i stramt tøj med make-up og høje hæle – OG dametaske (istedet for den mere løsslupne stof-tingest, der har gjort det ud for taske de seneste 3 uger).

Men nej. Det var en fest, da jeg så mig selv i spejlet, efter alle mine morgen-anstrengelser. Kunne pludselig kende mig selv igen. Det var nærmest som om spejlet var en god gammel ven, jeg ikke var klar over, jeg har savnet helt vildt. Der mangler dog stadig en masse, før jeg er helt i mål med looket. Negle-, voks- og frisørtider er booket. Ansigtsbehandling linet op – og så er der jo også den der lille-bitte plastik-kirurgiske ting, jeg har bevilget mig selv, for ligesom at opmuntre til yderligere fokus på Fru Appels velvære og persona.