Århhh altså…..

“Du rejser da også hele tiden, hvordan passer du det overhovedet ind med feriedage?”

Spørgsmålet blev stillet af en kollega i kaffepausen, imens mit hoved stadig var i en tilstand af fortumlet jetlag. Igår eftermiddag landede vi endelig i Billund efter en laang rejse og kærestetur, der involverede en heftig tidsforskel.

Ikke noget med “Havde du en god tur”? nænej – mere en bekymring – tilsyneladende på vores fælles arbejdsplads’ vegne – omkring mit forbrug af feriedage, efter jeg både havde været i Dubai som frue en weekend, og så altså på kærestetur efterfølgende.

Træt efter at have været pling-vågen siden kl. 2 i nat bed jeg på maddingen og gik i forsvarsposition. Istedet for bare at sige “Hvad rager det dig?” røg jeg ind i en forklaring om deltid, flex og mine forpligtelser som hr. Appels kone (sidstnævnte del blev modtaget med himmelvendte øjne, selvfølgelig. Når man rejser er man altså de facto på ferie. Punktum. Og frue-delen er ligesom ikke en valid forklaring i dette forum). Samtidig understregede kollegaen, at det jo ihvertfald ikke var min privatøkonomi, der var bekymringen (det blev aldrig rigtig verbaliseret, hvad bekymringen så gik på?)

Diskussionen blev afsluttet med kollegaens kommentar om, at kollegaens chef IHVERTFALD forventede, kollegaen var på arbejde et vist antal timer pr. dag.

Og nu er det så, jeg tænker på – hvorfor man skal være så ….. træls?

Personligt tror jeg ikke på, at den pågældende kollegas bekymring overhovedet handlede om min – tilsyneladende yderst væsentlige – tilstedeværelse på arbejdspladsen. Det handlede nok mere om kollegaens personlige irritation over at jeg nu IGEN var afsted på en rejse.

Misundelse? Måske.

Hvorfor kan man dog ikke være lidt mere venlige overfor hinanden – og iøvrigt flette næbet, hvis man ikke har noget pænt eller konstruktivt at sige? Det er en grundlæggende regel for god opførsel. Just sayin’

Min kollegas budskab til mig var jo nok dette:

“Du passer ikke dit arbejde ordentligt, når du hele tiden skal se verden”

Det er ikke en kollega jeg arbejder meget sammen med, og jeg har ikke fået en eneste email eller besked på min telefonsvarer fra pågældende under min ferie. Så det er jo ikke fordi min assistance har været en mangelvare eller på anden måde nødvendig for netop denne kollega, kan jeg konstatere. Og alligevel skal jeg lige have en mistænkeliggørende, uvenlig kommentar med på vejen første dag efter ferien.

Det irriterende er, at jeg faktisk blev lidt ked af det. Jeg er jo ikke lavet af sten. Og jeg var dødeligt træt. Selvom jeg er vant til at tage en del tæsk for at stikke næsen for langt frem i alle mulige (og umulige) sammenhænge, så kan jeg altså også mærke det, når man går direkte efter min personlige integritet som kollega og arbejdskraft. For jeg har lagt en stor del af min sjæl på den arbejdsplads. Så stor en del, at det endte med at være en medvirkende faktor i forhold til min stress-diagnose for 1 1/2 år siden.

Nu har jeg så valgt at lægge mit liv om. Gå på deltid og bl.a. prioritere rejser, skriverier, parforhold og børn højere end jeg gjorde før. Og det fungerer faktisk ret fint for mig. Bare dog hele min omverden kunne glæde sig på mine vegne, istedet for at stille spørgsmålstegn ved min livsstil – som jeg iøvrigt kan stå 100% inde for – skulle nogen være i tvivl.

Når DET så er sagt, skal det siges, at den ene smålige kollegas sårende bemærkninger jo opvejes af alle mine andre dejlige kollegaers overbærende smil over min jetlag-plagede fremtoning (ikke kønt), deres mange spørgsmål om min ferie og ikke mindst de mange søde bemærkninger om, at det “har været så godt til dig”. Og det endda selvom jeg selv har været lidt af en stram krampe i al min søvnberøvede første-dag-efter-ferien-melankoli.

Jeg skal nok bare øve mig i at trække på skuldrene over mennesker, der helt oplagt ikke ønsker mig det godt. De er jo dybest set ligegyldige i mit liv.