PANIK! Hvad har jeg dog gjort?

Nåmen….som jeg ved flere lejligheder har nævnt, så er hr.Appel bidt af en gal racercykel.

Og det er jeg så ikke.

For et par år siden blev hr. Appel så enig med sig selv om, at det ville være forrygende sundt for vores parforhold, hvis vi fandt nogle fælles interesser, udover hinanden og vores børn. Og det kan han jo i og for sig have ret i – der findes nok knap to mere forskellige mennesker end hr. Appel og jeg.

De gode intentioner endte ud i, at hr. Appel indkøbte et stk. racercykel – damemodel i carbon “with all the trimmings”. Fordi han mente, at når han nu er vild med at cykle, så må fru Appel jo også være det. Hun havde bare ikke indset det endnu – var hr. Appels oplagte konklusion.

Not. 2 år efter stod cyklen stadig så godt som ubrugt i kælderen og talte sit meget tydelige sprog, om undertegnedes manglende interesse i cykelsportens herligheder.

Det ændrede sig så i løbet af sidste uge.

Uden jeg helt er klar over, hvordan det egentlig er gået til, har jeg jeg lovet at cykle omkring 1.200 km i Australien på 10 dage. Over bjerge. Fra Melbourne til Sidney. Herunder skal vi passere Australiens højeste bjerg. Det er sådan noget velgørenhedshalløjsa, som I nok skal komme til at høre nærmere om her på bloggen.

Vi rejser den 19. marts 2018. Og ja heldigvis først om 1 1/2 år.

For her er facts’ene

Jeg har i store træk ikke cyklet nævneværdigt siden jeg var teenager, og cyklen var mit eneste transportmiddel, der langt ude på landet.

Jeg er bange for den skide cykel med alle dens gear og dens klikpedaler og dens håndbremser og det der åndssvage gedebukke-styr. Så er jeg heller ikke specielt glad for tanken om uanede mængder træning, nedkørsler, opkørsler, grimt cykeltøj (der findes IKKE smart cykeltøj – kun “mindre grimt”)

Jeg er bange for min egen psyke. Jeg har bare ALTID været gumpetung, når det kommer til sport. Den eneste disciplin hvor jeg har udvist bare moderat talent, er i dans. Jeg var hende, der blev valgt sidst til rundbold, hende der kom sidst i mål når vi havde atletik og hende, der på et ret tidligt tidspunkt i tilværelsen gjorde op med sig selv, at sport primært er noget jeg gør, for at få motion. En nødvendig pligt-ting. Og helst noget jeg (når bortses fra dans) gør alene, i mit eget tempo, fordi lige på dét punkt er jeg bare fuldstændig blottet for selvtillid. Og derfor har jeg aldrig været hende, der har sat sig et sportsligt mål, og arbejdede målrettet mod det. Fordi jeg har været overbevist om, at det alligevel ville mislykkes.

Og så er jeg bange for at gøre mig selv totalt og hjælpeløst til grin.

Det startede egentlig med, at hr. Appel glædestrålende proklamerede, at velgørenhedsturen i USA havde været så stort et hit, at success’en nu gentages i Australien i foråret 2018 – og Hr. Appel mente sig selv selvskrevet som deltager. Jeg proklamerede straks at “hvis-du-tager-til-Australien-tager-du-fandengalemig-mig-med-hr.-Appel”. Hr. Appel mumlede noget om følgevogne – men nævnte også at “du kan jo også bare selv cykle”. Hvilket jeg verfede af som DET DUMMESTE jeg nogensinde har hørt.

Men tanken var plantet, og efter sommerferien gik jeg ned og kiggede lidt på min fine Cube-cykel. Og sagde til hr. Appel, at jeg jo lige kunne tage et par ture, og så kunne vi tale om det.

Og vi talte – og jeg fik cyklen i hjemmetræneren (i en halv times tid), og tænkte…det her er forfærdeligt. Det gør ondt. Det er hårdt, og jeg lærer ALDRIG at skifte gear på en relevant måde.

En uges tid efter fik jeg en mail fra hr. Appel: “Skat, jeg har meldt dig til, der var kun 5 pladser tilbage på vores etape.”

Der oplevede jeg noget nær det nærmeste jeg nogensinde er kommet et gedigent angstanfald. Mit hjerte bankede, mit hoved summede og panikken bredte sig i hele min krop. Og min hjerne gentog meditativt “dét der KAN du ikke, tåbe”

Og derfor skrev jeg bare tilbage “ok”

For hvis jeg skal gøre noget vanvittigt, så er det nu. Hvis jeg en gang for alle skal bevise for mig selv, at jeg kan – så er det nu.

Det næste halvandet år står derfor på cykeltræning, cykeltræning, cykeltræning – slankekur (jo mindre jeg har at slæbe op over de der bjerge, jo bedre) og vigtigst af alt: At få mig selv overbevist om, at det er ok – at jeg OGSÅ kan være hende i grimt sportstøj, der med champagne i hånden fejrer en af sine største personlige sejre nogensinde. I Sidney – ikke at forglemme.

Så kære læsere – jeg har oprettet en ny kategori: “Et cykeleventyr” hvor interesserede kan læse mere om, hvordan en 40+ kvinde  med øhm…udfordret….kondital, træner sig op fra “hvordan er det man klikker ind i pedalen” til “1200 km bjergcykling i Australien gennemført”. Det bliver sandsynligvis hverken smukt, hurtigt eller uden masser af bump på vejen – men det bliver ærligt; så følg med – og støt op om mig, guderne skal vide, jeg har brug for det.

Fru Appel

_________________________________________________________________________________________

Følg mig på Facebook og Bloglovin