Penge og Parforhold

Min private undertrykker, husets herre og mit livs kærlighed, hr. Appel

Mine forældre er måske ikke hippier i traditionel forstand – men dog frihedselskende mennesker, begge to meget engagerede i familien – meget ligeværdige. Eller i virkeligheden  er det vel egentlig min mor, der er beslutningstager i større spørgsmål vedrørende familiens økonomi, indkøb af større ting og på mange måder også i andre forhold der vedrører familien som enhed. Min far får lommepenge, selvom det ubetinget altid har været ham, der tjente mest i det forhold. Men han får lommepenge. De blev dog sat ned, da han holdt op med at ryge – for som min mor sagde “Når han ikke skal købe cigaretter, har han jo ikke brug for så mange penge”. Hun er en hård negl.

Min far gider egentlig ikke blande sig i det der med penge. Han har det lidt ligesom jeg har det i dag. Hvis han kan undgå alt for meget rentesregning, matematik og økonomisk ansvar, er han en glad mand. Til gengæld retter han sig betingelsesløst efter min mors anvisninger. Uden brok.

Mine forældre blev gift, da de havde kendt hinanden i ganske få måneder. De har været gift i 46 år, og deres forhold er på alle måder et forbillede for mig i mit ægteskab, selvom vi lever helt forskelligt. Men den ubetingede respekt og tillid de to mennesker ALTID har vist hinanden, og stadig gør, er et eksempel værdigt til efterfølgelse.

Jeg er i dén grad min fars datter. Jeg kender navnet på vores bank. Tror jeg. Men allerede i starten af hr. Appels og mit forhold overlod jeg den fulde økonomiske styring til ham. Som min far gider jeg simpelthen ikke beskæftige mig med trivialiteter som penge. I virkeligheden føler vi os nok lidt hævede over den slags. Og min far og jeg drikker gerne et godt glas rødvin sammen, imens hr. Appel og min mor vender dagsrenter, aktiekurser og privatøkonomi over en cola light.

Da vi var studerende i en ejerlejlighed (og dermed ikke fik boligtilskud) på 2 gange SU og med et barn, var vores økonomi naturligvis stram. Ingen af os kommer fra en økonomisk priviligeret baggrund. Det betød, at jeg ikke købte så meget som en pakke tampax uden, hr. Appel var inde over beslutningen. Og det var jeg fuldstændig OK med. For jeg havde ligesom selv valgt, at hvis jeg ikke ville have ansvaret, ja så havde jeg heller ikke beslutningskompetencen. De to ting hænger jo altid sammen.

Nu – i vores mere priviligerede og etablerede liv i de herningensiske forstæder, er sagen naturligvis en anden. Nu ringer jeg mere hjem, hvis jeg har forelsket mig i noget, der ikke – selv med min bedste vilje – kan henregnes til en forkælet forstadsfrues livsnødvendigheder (og tro mig, her kan indregnes meget). Så spørger jeg hr. Appel om det er ok. Det er det som regel. Det er stadig hr. Appel, der tager sig af de overordnede temaer i vores økonomiske liv. Han har nogle gange prøvet at involvere mig – men jeg orker det ikke. Jeg har fuldstændig og uindskrænket tillid til, at han gør dét, han mener er bedst for vores familie.

Jeg brokker mig ikke over vores arrangement, så længe der er rigelig med økonomisk råderum til sko. Og sminke. Og tøj. Og får jeg en sjælden gang nej til et større beløb, så sluger jeg det. For jeg ved, at hr. Appel i bund og grund vil give mig verden og lidt mere, hvis han på nogen måde kan. Siger han nej til noget, er det ud fra en økonomisk betragtning, og ikke for at straffe mig. Ok – jeg vil være ærlig. Nogle gange bestikker han mig – og det har jeg det sådan set også ok med. En ny kjole for kontrollen over fjernbetjeningen, når der er fodbold i TV. Jeg VED det. Jeg burde ikke lade mig købe på den måde – men vi har jo alle vore brister.

Der er mange – særligt kvinder – der synes jeg er fuldstændig tosset. Min manglende indsigt i vores økonomi gør mig jo til et let offer for hr. Appels vilkårligheder som husets økonomiske herre. Samtidig har jeg jo ikke en egentlig økonomisk frihed. Jeg har ikke mine “egne penge”. Min løn går ind på en fælleskonto, som jeg ikke ville ane, hvordan jeg skulle få adgang til, hvis nogen spørger. Som jeg siger: Så længe jeg har mine kort i forskellige farver, så er jeg glad.

Og hvad hvis du bliver skilt? Lyder spørgsmålet tit. For det første er jeg så selvoptaget, så jeg absolut mener, at hr. Appel godt ved, at han under ingen omstændigheder kan undvære mig. Dertil er jeg for vigtig en del af alle aspekter af hans tilværelse. Vi er ikke bare kærester. Vi er et hold. Os mod verden.

Men helt dum er jeg selvfølgelig ikke. Jeg nægter selvfølgelig at underskrive nogen form for ægtepagt. Selvom det er hr. Appel, der har tjent pengene, så kunne han jo ikke have tjent dem, hvis jeg ikke havde været i hans liv. Seriøst. Det er jo den fornemmeste opgave for enhver forstadsfrue – at udfylde hullerne hos husets Herre (og ja, jeg bruger det udtryk for at provokere). Understøttende virksomhed kan man kalde det.

Jeg stoler på ham. Tillid er det vigtigste i et parforhold . Og tillid er svært. Tillid er at give slip på sig selv og sin egen usikkerhed i visheden om, at nogen til enhver tid har din ryg. Og den tillid har jeg til hr. Appel. Og har altid haft det. Fuldstændig og ubetinget. Og han har aldrig svigtet den. Selv hvis vi skulle blive skilt har jeg tillid til, at han aldrig kunne finde på at ønske mig (hans børns mor) noget ondt. For sådan et menneske er han ikke. Punktum. Desuden gad jeg slet ikke være i et parforhold, hvor tilliden ikke er ubetinget. Jeg vil ikke planlægge efter, at jeg kan blive svigtet.

Har det noget at gøre med, at jeg er en kvinde, der kritikløst har underlagt mig den strukturelle undertrykkelse fra det patriarkalske samfund?. Gu’ har det da ej. Det har bare noget at gøre med, at hr. Appel og jeg, som min mor og far, har forskellige kompetencer og evner, og har valgt at fordele opgaverne i vores parforhold og familie derefter. Dét at jeg ikke gider beskæftige mig med økonomi har udelukkende noget med min personlighed at gøre. Intet med mit køn.

Jeg har iøvrigt heller aldrig, i hele mit liv, vasket en maskinfuld tøj. Det gider jeg heller ikke beskæftige mig med. Og dengang vi endnu ikke havde fået en au pair, var det hr. Appel, der stod for denne del. Han turde nemlig ikke overlade sit tøj til mig (hvilket jeg godt kan forstå – jeg er heller ikke meget for at overlade mit tøj til mig).

Så sådan er det. Det handler ikke om køn. Det handler om kompetencer. Og tillid.

Fru Appel

Følg mig på Facebook og Bloglovin