Bagsiden af Glamour-medaljen.

Nu skriver jeg jo ofte om knaldeferier, eksotiske rejser, nyt tøj, glamour – stil og lir.

Men altså kære læsere, sådan er mit liv jo (desværre kan man sige) ikke hele tiden. Eller det meste af tiden for den sags skyld.

I skrivende stund ligger jeg i min sofa og småfryser, fordi hr. Appel har skruet ned for varmen lige tidligt nok på sæsonen – og det er ret koldt udenfor. Jeg er iklædt virkelig gamle mørkegrå joggingbukser, en skrig-pink hoodie og fluffy strømper, der engang var lyserøde, men på nuværende tidspunkt beskrives de bedst som grå-nussede. Jeg har mine gamle briller på, og makeup’en er ved at være godt trist og brugt at se på. Gad nemlig ikke tage den af, da jeg kom hjem.

Heldigvis har jeg stadig mine lash-extenstions, røde shellac negle og nybarberede ben, til minde om at jeg også er glamourøs diva noget af tiden.

Jeg burde egentlig have cyklet og arbejdet på min form. Men jeg ligger som sagt i sofaen og er sådan lidt trist.

I aften kommer hr. Appel sent hjem. Og sover et par timer – inden han sætter sig i bilen igen kl. 00.30 for at køre til lufthavnen og flyve til Malaga. Han er væk hele weekenden og kommer hjem mandag aften. Han skal blandt andet til noget fancy VIP-fodbold-dingenot med en spansk forretningsforbindelse, og så skal han jo arbejde.

Og jeg savner ham. Igen. For faktum er, at hr. Appel er meget væk. Også når han er hjemme. Han er ofte væk om aftenen og i weekends og i det hele taget er han ikke typen, der spørger om det er ok med mig, Aftalen er vel nærmest, at hr. Appel gør det, der skal gøres, og så sørger jeg for at ingen lider overlast. Hverken aftaler, børn eller andre interessenter. Igennem årene har mange medsøstre spurgt mig om, hvorfor jeg “finder mig i”, at hr. Appel rejser så meget, arbejder så meget og, i et tidsmæssigt perspektiv, er meget mindre “far” og “ægtemand” end gennemsnitsmanden. De fleste antager jo, at det er fordi jeg er ret vild med de penge, hr. Appel tjener. Og det er jeg selvfølgelig også. Når det nu skal være. Jeg bruger dem fordi jeg kan – og fordi det er en af de helt åbenlyse fordele der er, ved at være gift med en mand som hr. Appel.

Sandheden er dog, at jeg aldrig – hverken da jeg var ung eller senere – har drømt om et liv med mange materielle goder. Bevares – materielle goder og penge er rare at have, og gør livet nemmere og sjovere på mange måder.  Men for mig er relationer det vigtigste. Forholdet til mine børn, mine forældre, mine kolleger, mine venner – og så den vigtigste af dem alle: Hr. Appel. For hr. Appel udgør, sammen med mig, fundamentet for hele min og vores families tilværelse. Og det er hr. Appel jeg har valgt. Og jeg gider dybest set ikke have andre end ham. Selv ikke nu efter snart 23 år. For det er kun ham, der for alvor kan trykke på de rigtigste og vigtigste af mine knapper.

Og når nu det er tilfældet, så vælger jeg at tage hele pakken. Hans ambitioner, hans beslutsomhed og dét, der med mellemrum kan virke som en nedprioritering af familien. Hvis jeg beder ham arbejde mindre, rejse mindre eller skrue ned for ambitionsniveauet så er jeg faktisk ret sikker på, han vil gøre det. Fordi han er lige så vild med mig (selvsagt) som jeg er med ham.  Men det kunne jeg aldrig bede ham om. Selvom jeg (ret ofte, hvis sandheden skal frem) forbander hans arbejde, hans rejser og hans møg-pisse-irriterende Iphone langt væk – og på en højlydt måde.  For jeg gik ind i det her forhold med åbne øjne. Jeg kender ham og kendte ham også dengang, jeg sagde ja i kirken. Jeg vidste at livet med ham på ingen måde ville blive en dans på roser, eller bare sådan gennemsnitligt nemt. At jeg måtte – og må – finde mig i at være andenviolin i hr. Appels tilværelse. Men i min optik kan man ikke være bekendt at bede et andet menneske om at ændre sig helt grundlæggende for et parforholds skyld (og hvis du læser med, hr. Appel – der er stadig plads og rum til småjusteringer, siger det bare!!) Så må man sige pænt “nej tak” og lede videre til man finder en-eller-anden man kan leve med og være tilfreds med. Eller man må påtage sig opgaven (og manden) fordi man vurderer at fordelene ved ham trods alt overskygger ulemperne med en vis margin. Selvom det altså kan være inderligt frustrerende.

Hvis hr. Appel ændrer sig selv, ændrer han samtidig den mand, som jeg stadig er så vild med, og som stadig kan tage pusten fra mig i al sin  overvældende maskulinitet (og som altså også har en helt ok indpakning). Hr. Appel ville dø langsomt, hvis han skulle skifte fokus fra det han er god til (at tjene penge og være enormt vigtig) til det jeg er god til (stort set alt andet). Og hvem gider være gift med en mand, der er død indeni?

Så selvom jeg er ked af det, når han nu igen rejser fra mig og børnene – så er jeg jo ked af et på den rigtige måde. Fordi jeg savner ham og vil have ham i hverdagen, i min seng og tæt på mig – og ikke fordi jeg er sur over, at jeg nu igen står alene med børn, logistik, dagligdag og trivialiteter.

Så jeg snøfter lidt over min egen elendighed, shopper måske et par kjoler på nettet i trods over at være efterladt, men jeg smiler også ved tanken om at danse natten væk med hr. Appel på Jamaica lige om lidt. Hr. Appel som er lige nøjagtig den hr. Appel jeg vil have. Fejl, mangler, glæder og sorger iberegnet.

Fru Appel

_________________________________________________________________________________________

Følg mig på Instagram og Facebook