“Du er så forkælet”

Jeg får ofte stukket i skoene, at jeg er SÅ forkælet. Oftest af andre kvinder. I en mildt bebrejdende tone.

Ikke alene er jeg gift med hr. Appel – der bestemt ikke er grim at se på – og som har den sjældne egenskab (i en alder af 41 år), at han stadig har masser af hår på hovedet (og altså også på kroppen, men den historie gemmer vi til en anden dag). Han har også en indtægt, der ligger pænt over det danske gennemsnit. Og så er han god til at købe sko til mig. Og tasker og sådan. Jeg er typen, der er så vant til at min mand åbner døren for mig, at jeg automatisk står stille og venter på, at mændene i selskabet åbner døre – fordi sådan er hr. Appel. Også. Men det er ikke hele historien.

Så hvis man ser på det ud fra et rent materielt synspunkt, ja så er det da muligt, at jeg er forkælet.

Eller er jeg? Hvad er forkælelse? Det er jo noget med, at man bliver kurtiseret og overøst med milde gaver, uden giveren forventer særlig meget til gengæld.

Lad os se på det. Altså mit job – som hr. Appels hengivne frue – er jo, at sørge for at rydde forhindringerne på hans vej. Jeg sørger for, at hr. Appel ikke skal tage sig af ligegyldige ting som hjemlig logistik, børns skoleaftaler og arrangementer. Han skal ikke købe julegaver og fødselsdagsgaver (til andre end mig, altså). Han kan ikke lave mad, køber ikke ind og har for længst åbent erklæret at han altså ikke gider det der med at få huset til at fungere.

Samtidig er jeg sparringspartner, psykoterapeut, og udstillingsobjekt for hr. Appels gode liv. Den, der masserer hans nakke, når han er stresset, og stryger ham over håret, når livet som fyrrig forretningsmenneske er lige vel meget at kapere.

Hr. Appels rolle i vores forhold er primært at udleve sine egne ambitioner. Holde fokus på sit job, sine rejser, sine golfturneringer, sine cykelture (der jo allesammen er arbejde og/eller teambuilding), og så meddele fru Appel hvornår familien kan forvente at blive beæret med hans nærvær. Og så skal han selvfølgelig forgude mig.  Alt det andet er mit job.

Og jeg beklager mig ikke (eller jo; det gør jeg – men altså ikke sådan grundlæggende), for det er jo en del af vores forhold. Af vores gensidigt bebyrdende aftale, som vi jurister vælger at kalde det. Det er ikke en gavebod som sådan.

Det der med job og indtjening, det handler jo ikke om mig eller om vores familie. Det er ikke for MIN eller børnenes skyld, at hr. Appel vælger at prioritere sit job på 1. pladsen.

Det handler udelukkende om hr. Appels ego. For sådan er de der mænd. Og jeg synes ambitiøse mænd er vildt sexede og hotte. Også selvom de til tider er nogle egocentrerede fjolser uden antydningen af empati. Det er jo netop dét, der gør, at de kan udleve deres ambition. Det er dét jeg tænder på (og bliver mest rasende over) Ikke på pengene og skoene. Selvom det ville være løgn at påstå, at det ikke er sjovt at kunne krydre hverdagen med en rejse og et par sko i ny og næ. Jeg tænder på, at de kan sætte sig et mål, udregne en strategi og som en blodhund forfølge det. Uden tøven og uden kompromis. Det er altså bare sexet. Lidt mr. Greyish. Selvom jeg faktisk synes det er nogle skodbøger.

Så er jeg forkælet? Tjahhh… i virkeligheden er det jo hr. Appel, der er forkælet. Tænk sig engang at have det hele – karriere, familie, hjem – og alligevel have mulighed for at give den gas med egne ambitioner, uden at skulle bekymre sig ret meget om, hvorvidt tingene fungerer i alle de andre afdelinger af livet.

Ikke at jeg ikke elsker mit liv. For det gør jeg. Hr. Appel og jeg har begge arbejdet benhårdt for at få vores liv, forhold, børn, hjem og frisurer til at fungere. Det er jo ikke sådan, at hr. Appel en dag stod på mit dørtrin med en kæmpe buket roser, et par Louboutins, en ordentlig fed bankkonto og sit lækre hår og sagde “gift dig med mig, fru Appel”.

Da han kæmpede for at nå til tops – kæmpede jeg for at få et liv med 2 blebørn og 1 storebror til at fungere. Uden au pair vel at mærke. Med fuldtidsjob. Og absolut ingen tid til andet end at være MOR og FRU APPEL. Line var der i flere år ingen tid til at pleje. Overhovedet. Det var den-onde-lyne-mig hårdt, skulle jeg hilse at sige – jeg kan stadig få tårer i øjnene når jeg tænker på hvor svært jeg havde det. Hvor træt jeg var. Imens hr. Appel var i Brasilien, Florida, Tyrkiet eller hvor han nu lige befandt sig. Og ringede hjem og fortalte om eksotiske ture ind i junglen (uden børn) imens jeg maksimalt kom et smut til Grenaa på kursus.

Han rejste næsten lige så meget som han var hjemme. Hverdagen var fuldstændig mit ansvar. Jeg græd, jeg kæmpede og stod på randen af skilsmisse flere gange, fordi alting var så forbandet hårdt. Og penge havde vi altså ikke mange af dengang. Men vi klarede den. Hr. Appel og jeg.

Intet i livet er gratis. Heller ikke et forhold til en mand som hr. Appel med charme, selvtillid og lækkert hår (og passende bankkonto). Så forkælet? Nej – men dog nok priviligeret fordi det hårde arbejde endte med at give et afkast, både økonomisk og på parforholdskontoen. Og stolt fordi vi trods alt klarede det – sammen – selvom det var svært. Og jeg har  tænkt mig at nyde det. Jantelov eller ej.

Fru Appel