Restylane vol. 2

Imorgen har jeg en tid på Aleris-Hamlet her i Herning (stedet, der også tog sig kærligt af mine bryster og mine hofter). Jeg skal endnu engang have kigget på mine øjne og muligvis allerede i morgen have sprøjtet lidt Restylane ind for at skjule mørke rande.

Det er ikke som sådan for at komme til at se yngre ud, eller fjerne rynker. Jeg har bare altid haft “naturlige” mørke rande under mine øjne. Rande der har medført endeløse kommentarer som “Ej, du ser godt nok træt ud” eller “er du syg?”. Det har forfulgt mig siden min barndom, og jeg har altid været ked af det.

Første gang jeg fik det fixet var i oktober sidste år, og jeg var SÅ glad. Men det er i den grad også på tide, at jeg får en touch up. Jeg har valgt Aleris-Hamlet fordi den service jeg har fået derfra er helt uovertruffen – så jeg føler mig meget tryg i deres hænder.

Hr. Appel er egentlig ikke specielt meget fan af, at jeg får den slags lavet (i modsætning til brysterne, som han mærkværdigvis synes var en fantastisk ide). Han mener ikke han kan se forskel. Men det er jo heller ikke fordi, det skal være synligt – jeg vil bare gerne se lidt friskere ud.

Læste i “Alt for Damerne” at mange kvinder ikke er åbne om deres forskellige kunstgreb i form af plastikkirurgi og de mange forskellige typer indsprøjtninger mv. man kan få.

Det forstår jeg simpelthen ikke. Der er jo ikke noget hemmeligt eller pinligt i det. Jeg har fortalt hvermand-og-hans-fætter om bryster, fedtsugning og Restylane. For det er jo en del af mig, altså at jeg kan være rimelig drastisk, når det kommer til mit udseende. Og enten tager man mig som jeg er (incl. Restylane og silikone) – eller også lader man være. Orker ikke at gå og lade som om.

Og det handler jo ikke om anerkendelse udefra – eller fra hr. Appel for den sags skyld. Det handler om MIG. Det handler om, hvad jeg ser i spejlet om morgenen. Det handler om MIN æstetik. Og ikke verdens.

Så kan man jo debattere i evigheder, hvorvidt jeg er underlagt nogle mønstre, der har grund i en meget patriarkalsk struktur, hvor kvinders primære værdi udgøres af deres skønhed.

Men netop den diskussion orker jeg ikke. Jeg vil bare gerne nyde synet af mig selv i spejlet. Og det gør jeg. Kan da godt stå der og blive lidt småforelsket når jeg ser mit spejlbillede. Nogle dage altså – andre dage lukker jeg øjnene og bilder mig ind, at et monster er flyttet ind på den anden side af spejlet, det er ihvertfald ikke min refleksion.

Men evner man at stå der og blive lidt varm på sig selv, så løfter man automatisk nakken og skrider frem som den diva, alle kvinder har ret til at være. På deres egen måde, vel at mærke. Tynd som tyk, høj som lav. Med eller uden silikone, Restylane og falske øjenvipper – men med retten til at være lige præcis den de har lyst til at være.