Knaldeferie, Rusketur og Jimmy Choo

Nu er det en uge siden, hr. Appel og jeg hjemvendte fra en uges magisk knaldeferie på Jamaica. Som altid flirtende, forelskede og fjantede som et par teenagere i brunst. Fordi det bare er så fornøjeligt og fantastisk at være frie, unge og uden verdens byrder på skuldrene. At opdage og genopdage hinanden uden at være omgivet af hverdag, forpligtelser og modenhed. Til gengæld fik jeg ikke rigtig taget nogle billeder – vi havde en ret streng “telefonen bliver på værelset” politik!

For ja; vi har opført os så fuldstændig uansvarligt, som vi plejer når vi er afsted på tur alene, og uden dagligt ansvar for vores børn. Jeg skal ikke opremse striben af mærkværdigheder, men dog blot nøjes med at sige, at jeg har grinet så meget, at jeg vendte hjem med en lille smule ondt i mavemusklerne Så tak for ferien, hr. Appel – jeg glæder mig til den næste.

Således forelsket og opløftet kom jeg altså hjem til hunde-kolde Danmark søndag aften. Parat til at genoptage min lidt mere dannede og ansvarlige tilværelse som Fru Appel. Omend modstræbende.

Men I ved; livet sker jo bare – og fra mandag og en uge frem besluttede livet, at det var tid til en emotionel rusketur af middelsvær intensitet. Ugen bragte nærmest surrealistisk mange udfordringer og følelsesmæssige rutsjeturer som måtte adresseres i en tåge af jetlag og flyvemaskine-aircondition-påført forkølelse.

Så; mine ledige stunder er blevet tilbragt på sofaen i en dyne (ja – det ER altså hårdt at hjemkomme fra solbeskinnede Jamaica til “frostplaget-i-April” DK) – krydret med rigelige mængder selvmedlidenhed. Jeg har lige nøjagtig haft overskuddet til at behandle mine børn tåleligt. Hr. Appel har været bortrejst det meste af ugen og vi har levet af udbragt pizza og rød sodavand (light). Måtte ligesom tage en beslutning om, at jeg bare måtte eksistere og håndtere de vigtige ting – og det indbefattede i sidste uge så ikke børnenes eller min sundhed. Fortæller min badevægt mig.

Nu er jeg så ved at komme til hægterne igen. Kan nyde tanken om vores alvorligt fantastiske ferie og hr. Appel i små badebukser, nye venner, nye oplevelser og bare masser af nærhed. Så hvis nogen ser mig sidde og smile et lille hemmeligt og saligt smil, ja så ved I hvorfor.

Og så betaler det sig jo at være nyforelsket og velknaldet. Så da hr. Appel vendte hjem fra Monte Carlo, havde han sørme medbragt lidt hårdt tiltrængt stjernestøv til fru Appel (stadig i snotnæse og joggingbukser). Jimmy Choo (need I say more??)

De smukkeste sorte sandaler på den tyndeste lille-bitte hæl og med verdens mest besværlige lynlås. Givetvis ikke just som sutsko at vandre rundt i – men who cares? Det er et lille kunstværk til mine fødder. Og lige dét, der skulle til, for at jeg fandt energien til at pakke min sidste Jamaica kuffert ud (og det er jo som sagt kun en uge siden, vi kom hjem!). Nu skal disse skønheder bo hos mig – godt nok er der kun knebent plads i mit skoskab (og fjernlager for den sags skyld) – men hvor der er hjerterum, er der som bekendt husrum!

Hvor heldig er man lige, at være gift med en mand, der ikke alene kender ens skostørrelse, men dybest set også har bedre smag end sin kone?