Undskyld: Skygger mine bryster for min hjerne?

Det første billede jeg tog efter jeg blev opereret, hvor jeg ikke var iført min trofaste sports-BH. Det var en stor dag, og jeg var simpelthen så glad. Men ikke mindre intellektuel end sædvanligt.

Jeg mødte en bekendt idag – en bekendt som jeg holder meget af, og som jeg altid har haft et godt forhold til.

Vi talte sammen om løst og fast for lige at blive opdateret på hinandens liv, som man jo gør.

Denne bekendte er en mand. Og han var lidt bekymret for mig. “Hvorfor lægger du så mange selfies ud på de sociale medier – og hvorfor kan man altid se dine bryster”

Først slog jeg det lidt hen med min sædvanlige joke om, at jeg jo har betalt for dem i dyre domme, så de naturligvis skal vises frem.

Men som den gode mand den bekendte er (og, er jeg overbevist om, af ærlig bekymring for mit velfærd) gik han mig på klingen.

Og så var det jo, jeg måtte forklare lidt om mine tanker og meget om mine værdier og standpunkter.

For det første er jeg simpelthen så glad for mine bryster. Det tog virkelig lang tid for mig at tage beslutningen om operation – og det var med mange tanker om, hvorvidt jeg var et dårligt forbillede for mine yngre medsøstre, og om jeg sender nogle helt forkerte signaler om kvindekroppen.

I sidste ende kom jeg dog i sin tid frem til, at det var noget jeg gjorde for mig. Fordi jeg gerne ville, og fordi det kunne gøre mig glad at få nogle fine, store silikonebryster. Og jeg er så uendeligt glad for dem. Jeg synes de er så pæne, og jeg har intet imod, at man kigger på dem – eller lader være for den sags skyld.

Men det stopper jo ikke der. For det er helt klart, at bekendt var bekymret for, om nu også verden tager mig alvorligt, når jeg viser krop og bryster – og smider utallige billeder incl. udskæring på de sociale medier.

Men hvorfor skal jeg overhovedet fokusere på, om jeg bliver taget alvorligt som menneske, når jeg viser bryster? Er det overhovedet mit problem? Jeg kan jo ikke styre, hvad mennesker tænker om mig og min krop.

Nogle mænd tænder på bryster – så dem kan jeg dække til, så de ikke distraherer nogen. Men hvad så med de, der tænder på hænder? Skal jeg så lade være med at lave “neglelaksfinten” på mine selfies – eller tage handsker på? Hvad hvis han tænder på (hoved)hår (jeps, jeg er en gang i min tidlige ungdom rendt ind i en, der havde en seriøs nydelse af hovedhår) skal jeg så dække det til? Eller hvad med næser? Prø-nu-li-at-hørher: Vi kan ikke styre hvad andre tænker – KUN hvad vi selv tænker! Og det sidste er også det eneste, der tæller. Kan man stå inde for sig selv og den man er, er man faktisk kommet ret langt.

Jeg styrer ikke mænds seksuelle tanker, det overlader jeg til d’herrer selv. Så længe de ikke generer mig med det, så er det jo helt ligegyldigt for mig hvad de tænker i deres inderste private liv. Tanker er som bekendt toldfri. Det er, hvad man gør med de tanker, der tæller.

Så; I må selv om, hvad I tænker om mig. Mænd og kvinder. For det I får fra mig er rent og uforfalsket den autentiske Fru Appel. Jeg nægter at ændre på den jeg er, for at tækkes andre. Herunder at skåne mænd (eller kvinder) for at blive distraheret af min udskæring. Man er velkommen til ikke at tage mit intellekt alvorligt, fordi man distraheres af mine bryster eller andre dele af mig. Det er egentlig mere den distraheredes problem, end det er mit problem. Jeg kan lide min krop, mine bryster, min hjerne – og det er alle dele, jeg præsenterer verden for her, på Facebook og på Instagram.

“Jamen du gør det jo for at få opmærksomhed” kunne man indvende. Seriøst? Jeg er da godt klar over, at jeg klæder mig på en måde, der kan vække opsigt. Det lever jeg med. Helt fint faktisk. For jeg er med på, at hvis man ikke ligner alle andre og stikker lidt ud, så er det bare sådan det er. Mennesker fascineres (og frastødes indimellem) af dét der er anderledes end normen. Det er jo selvfølgelig ikke ideelt, at det ydre skal betyde så meget, da det netop er overfladen, og kun en lille del af det menneske man er. Men jeg er lavpraktisk nok til at indse, at menneskets natur ikke lader sig ændre så let. Og jeg må understrege at jeg oplever opmærksomheden som overvejende positiv. Altså selvfølgelig er der de der taber-typer, der synes de skal sende mig billeder af tissemænd i beskeder på IG og FB. De bliver blokeret. Forstår dem ikke – hvilken kvinde har nogensinde sagt: “Ihhhhh en fin tissemand, jeg må straks møde dens ejermand!”? man diskvalificerer ligesom sig selv lidt. Og jeg betragter det fuldt og helt som taber-typernes eget ansvar, at de sender disse billeder. Jeg har ikke i min magt at “drive dem” til noget som en anden Eva i Edens Have. De trykker selv på aftrækkeren.

Når jeg går klædt på en bestemt måde, er formålet ikke at få opmærksomhed (medmindre jeg går all-in på at forføre hr. Appel med et særligt interessant outfit). Det er fordi min smag er sådan. Punktum. Opmærksomheden er biprodukt, som jeg igennem årene er blevet så vant til, at jeg knap bemærker det. Og jeg hævder altså min frihed til også at udtrykke mig igennem min påklædning, herunder udskæring. Sådan er det.

Fru Appel

_________________________________________________________________________________________

Følg mig (herunder mit intellekt og mine boobs) på Instagram og Facebook